Er den halve sandhed en løgn?

Det er (heldigvis) sjældent, at jeg modtager kommentarer der går ind og rammer på en virkelig negativ måde. Man bliver ret hårdhudet når man blogger, må man sige. Men i går kom der én ind, der faktisk ramte, både negativt – men som også gav stof til eftertanke. For hvornår er en halv sandhed en løgn? Lyver man, når man udelader specifikke ting, men kun uddyber en smule?

Lyver jeg, når jeg siger at jeg er fattig, men ikke udgiver mine kontoudtog fra banken?

Lyver jeg, når jeg siger at jeg savner mit barn, men ikke fortæller om hvordan jeg bryder sammen, når jeg har talt med ham i telefonen eller via FaceTime, fordi han siger han savner mig, og jeg ikke kan give ham et svar på hvornår han må komme hjem til mig igen?

Lyver jeg, hvis jeg siger det er HÅRDT at være en del af en børnesag, men ikke giver jer allesammen aktindsigt?

Er det en kæmpe løgn, når jeg fortæller, at jeg har opsøgt stort set ALT indenfor fysiske og psykiske instanser, men ikke fortæller hvordan, hvor eller hvorfor?

Lad mig give jer en rigtig sandhed så: Jeg er ikke så rask, at jeg blev ignoreret af egen læge eller 1813 – men jeg er åbenbart alt, alt for rask til, at psykiatrien så mig som et akut tilfælde. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå. For da jeg, på eget initiativ tog en tur ud på den akutte skadestue på Amager, der var det første syn der mødte mig, en kvinde der stod og slog hovedet ind i en mur, mens hun skreg ting jeg slet ikke ville kunne oversætte. Og efter den rare sygeplejerske og den rare læge havde forklaret mig, at eftersom jeg hverken hører stemmer, er suicidal, skærer i mig selv eller føler mig forfulgt/bagtalt (blogging var ikke en del af samtalen – jvf at det er et faktum, at man bliver talt om. Om jeg havde lyst til at ende mit lige nu og her….. Altså, jeg sagde til den søde og meget empatiske læge, at jeg ikke havde i sine at begå selvmord, men at jeg bestemt ikke havde lyst til at leve på DEN her måde, så var det ikke dér jeg hørte til. Og svaret var klart: At de ganske enkelt så et menneske, der gør alt – ALT hvad hun kan, for at kæmpe en kamp der lige nu føles umulig at kæmpe.

Er det en løgn, når jeg undlader at fortælle, hvor slemt det føles, at have boet 500 meter væk fra mit barns børnehave, og ikke turde gå ud, i frygt for at han pludselig var på tur med børnehaven i området  – hvilket de hyppigt gjorde – for hvad skulle jeg stille op hvis jeg mødte ham? Frygten for spørgsmålet: ‘Mor, er du kommet for at hente mig’? – Det er ulideligt. På så mange planer.

Er det en løgn, hvis jeg siger, at jeg har været ude at gå en tur, men ikke fortæller, at det på samme tid har været helt utroligt fristende, at snige mig hen forbi børnehaven og bare kigge på mit barn gennem en busk?

Her kommer en ægte sandhed. YOU HAVE NO F:ING IDEA, hvordan det føles, at man kan nå til et punkt, hvor man tænker, at han har det bedre et andet sted. At smerten ved at leve komplet uden ham, virker rarere end at se ham i så kort tid, for så at skulle trøste ham inden han skal væk igen. Det kan godt være, at det ikke giver mening for jer, og det kan også godt være, at flere af jer tror jeg er en kæmpe løgner. Og at det så kun er én enkelt, der rent faktisk skriver hvad de tænker.

Men jeg VED, hvad min sandhed er, og det er, at jeg kæmper hver eneste dag. At der er dage hvor tingene er sådan lidt mjaaaa… Og at der er dage, hvor jeg har sparket så hårdt til køkkendøren, at en af mine venner skulle holde mig tilbage. Fordi jeg er arrig og kæmpe, kæmpe ked af det.

Køkkendøren har det i øvrigt fint. Det er kram, det jeg bor i – så den står stadig. Det samme gør jeg. Hver dag. Også selvom jeg føler jeg ligger ned. Som jeg har sagt før, så har jeg både styrker og svagheder. Og nogle dage smelter de sammen.

Og jeg skal nok komme ovenpå igen, men det er edderrøvme svært, når man føler at man befinder sig i det amerikanske retssystem, hvor man er skyldig indtil det modsatte er bevist. At jeg har opsøgt hjælp hos Københavns Kommune, så de kan hjælpe mig med at få det moderlige selvværd tilbage. For guess what? Når man gang på gang skal høre på, at man begår fejl og at man gør nærmest alt forkert, så mister man sin moderlige hard-on. Jeg har blottet mig selv så meget det seneste år. Både her – og ude i det virkelige liv. Givet min accept til, at mine lægejournaler og udtalelser fra min terapeut blev en del af alt. Nu mangler det bare, at jeg skal føre en journal over, hvor mange gange om dagen jeg skider og hvordan lorten ser ud. Måske kan det sætte skub i sagerne. No pun intended.

Men jeg er ikke en løgner. Jeg er ikke en dårlig mor, jeg er ikke et uintelligent menneske og jeg gør det bedste jeg kan. For om 10 år, så vil jeg kunne se mig selv i spejlet – og jeg vil kunne sige til min søn, at jeg aldrig gav op. Og jeg vil kunne sige til ham, at alle gjorde deres bedste, også selvom vi tvivlede på hinanden – og også selvom det var rigtig svært.

Bønnen er, at man skal passe rigtigt meget på med at tro og tænke. Især ud fra hvad man læser på en blog. Alle bloggere vælger SELV hvad de lægger ud. Nogle pynter. Andre gør ikke. De fleste udelader. Faktum er, at alle det mennesker, der dagligt skriver underholdning/læsning for fuld udblæsning – vi bestemmer selv hvad der bliver lagt ud. Men det største faktum er, at vi er virkelige. Det er ikke robotter uden hjerne og hjerte. Blogging har eksisteret i mange, mange år nu. Og mediet har udviklet sig i mange, mange retninger. Og vi er alle forskellige. Jeg har da også lyst til at brække mig over andre bloggere. Har også lyst til at brække mig over overskrifter hos Ekstra Bladet. Men blogs er altså anderledes. Fordi der kun er én redaktør. Og det er bloggeren selv. Så vis noget respekt og vid, at der sidder et menneske der skriver, deler og ytrer.

Og ja, jeg har da også nogle gange lyst til at rulle med øjnene, når andre skriver om hvor forfærdeligt det er, at deres all-inclusive morgenmadsbuffet på Kreta ikke levede op til forventningerne. Eller når nogen mener, at håndværkerne i deres to-be renoverede køkken ikke overholder tidsplanen. Men jeg skriver da ikke til dem og siger at de skal tage sig sammen og få sig et liv. For siden jeg joinede ACA, der har jeg fundet ud af, at INTET er, som det ser ud på overfladen. Personen ved siden af dig i en bus, der ser helt normal ud, kan have et liv der er ved at vælte sammen omkring dem. Så BE NICE! Og for guds skyld, se ind ad, før man dømmer andre på ting der er skrevet ned, eller hvordan se ser ud. Jeg gider i hvert fald ikke de der kommentarer fra folk, der vil hælde galde ud over mig. Kom og bank på min dør – sig det ansigt til ansigt.

Man siger, at Danmark er et af de lykkeligste lande i verden. Men hvordan kan det så være, at procentdelen af angstramte/stressramte og depressive tilfælde er så høj?

Fordi vi tror at alle andre har det så mega dejligt. Det kan man jo se på Instagram.