Om at have en blog.

Vi er en del, efterhånden. Bloggere. Små, store og en helvedes masse midt i mellem.

Mange er stærkt definerede, andre flyver til højre og venstre, for så at flyve opad eller nedad.

Jeg har nok fra start defineret mig selv som en brokke-blog – men måske den egentlig bare er en personlig en af slagsen. For den handler jo bare om mig.

Når det så er sagt, så handler den også kun lidt om hvordan det er at være mig.

De indlæg der ryger ud, er oftest de stærkeste. Og jeg indså hurtigt, at jeg klart var og er bedre til at skrive om det negative eller det hårde.

Trøstede mig selv med, at man jo ikke kan alt – og jeg tænkte også, at der var så mange andre, som er skide gode til at blogge om hele paletten.

De fleste bloggere lyver en smule, hvis de prøver på at overbevise om, at de ikke går op i læsertal og statistikker. Og det er jo helt forståeligt. Det er jo et tegn på, om det man gør er godt.

En ting er, at man i en periode kan have rigtig meget trafik på sin blog. Jeg har dog erfaret, at den sande kunst er at få folk til at blive. Et indlæg kan hurtigt gå viralt vha. f.eks facebook – og så kan man snildt have 50.000 visninger på det ene indlæg på en enkelt dag.

Men de 50.000 kommer jo ikke alle igen dagen efter.

I min tid som blogger i mommy-kategorien har der været både konkurrence, sladder og uvenskab. Men der har også været venskab og sparring. Og heldigvis mest af det sidste. Kæft mand. De venskaber jeg har fået, grundet min blog – både med læsere og andre bloggere: det er helt fantastisk!

Jeg har altid følt, at jeg udelukkende har konkurreret med mig selv. Ikke med andre bloggere. Og selvom vi måske deler ret mange læsere derude, så virker I læsere altså også enormt trofaste. Jeg kender flere af jeres navne og jeres måder at kommentere på. Jeg kan huske hvem af jer, der sgu har hængt ved nærmest fra dag 1.

Jeg kan også fornemme hvornår I bliver trætte af mig og holder en pause fra bloggen. Fair! Jeg bliver sgu også træt af mig selv.

Jeg er så taknemmelig over denne her side. Og selvom jeg kunne nøjes med at klappe mig selv på skulderen, så vil jeg hellere sende rygklap til alle jer.

For I er godt nok trofaste herinde. Tænk på alt det lort I har læst! Og i forhold til, hvor mange I er, så er jeg virkelig glad for at jeg ikke får flere hug. I er så gavmilde med kommentarer, på trods af at jeg aldrig svarer. Men jeg siger det igen: jeg læser dem altid. Det er en god ting ved at jeg skal godkende alt.

Og I gør min dag helt særlig, når I tager jer tid til at sende virtuelle krammere min vej. Så jeg ville nok egentlig bare sige tak. Kæmpe tak.

Især for kommentarerne i går.

Jeg har i øvrigt altid været åben omkring bloggen og læsertal. Men jeg overvejer om det er lidt passe? I sin tid, da jeg oprettede min info øverst på siden, hvor mine tal altid står – der håbede jeg på, at det kunne skabe lidt mere åbenhed omkring blogs og deres individuelle statistikker. Men ingen er rigtig hoppet med på vognen. Og det er nok egentlig også en privat sag. Og måske det også er med til at skabe den konkurrence som jeg hader?

Sidder der andre bloggere derude, med tanker omkring deling af statistikker? Er de roden til alt ondt?

Jeg synes bare at de fortæller en historie. For da jeg startede siden, der havde jeg måske 500 sidevisninger på en god dag. Og jeg anede ikke hvad (unikke)brugere betød.

Og nu er Alfred 2 år – dvs. bloggen er snart 3 år. Og her til morgen tog jeg dette billede fra Google Analytics.

Så vil bare sige tak for jer 🙂 tak, tak, tak!

Det er jer der giver mig lyst til at dele ud og vaske mit beskidte undertøj offentligt.

Men jeg synes godt nok at 40.000 mennesker som publikum er mange.

Shit mand.