730 dage.

Mandag har ramt, efter en helt vildt dejlig weekend.

Vi fejrede Alfreds fødselsdag både lørdag og søndag, fordelt lidt mellem familie og venner. Det var de bedste dage med gode mennesker – og vi havde heldigvis holdt standarden lav, så vi ikke skulle stå i køkkenet og lave mad, men i stedet bruge tiden rundt om bordet med vores gæster. Vi fik de lækreste kager, lavet af den dygtige og søde Maja. Tjek lige hendes syndige blog ud.

Alfred sov fra det meste af festen lørdag, da han tog en lur på næsten 3 timer ude i haven. Egentlig dejligt nok – forstået på den måde, at vi så bare kunne være sammen med familien og hygge om dem, og så vente på at Bøffen vågnede – helt frisk og glad.

Han blev badet i opmærksomhed, kys og kram af begge hold bedstemødre og han var i sit és, da Svenne og jeg sneg os ud og spise om aftenen, lørdag.

Vi havde bestilt bord på Condesa – virkelig, virkelig lækkert mad. Kan klart anbefale stedet. Dog havde vi valgt et bord helt nede i hjørnet af restauranten – lidt uheldigt for mig, da vi tog os et par alvorlige snakke om kærlighed, familie og fremtid. Tror hele restauranten må have været forvirret over mine tårer!

For at uddybe det en smule, så ved alle jo efterhånden at vi har kæmpet og kæmpet for at få ro i vores tilværelse. Vores kæresteforhold har stået aller nederst på listen over de ting vi har orket – og det betaler vi altså prisen for nu. Jeg siger ikke at vi er ved at blive skilt – jeg siger bare at det er svært igen at få hovedet op til overfladen efter en svær tid – for så at skulle finde tilbage til et forhold som engang var præget af enorm kærlighed og forelskelse, friheden til at rejse og mulighed for at dyrke os selv og hinanden hver dag.

Alt har ændret sig, vi har ændret os hver især. Jeg er blevet mor – Svenne er blevet far. Jeg er blevet blogger, og kæmper desuden med at finde min plads på arbejdsmarkedet i fremtiden. Svenne har, arbejdsmæssigt, udmærket sig helt sindssygt på relativt kort tid. Han har haft helt afsindige arbejdstider – evigt skiftende og evigt forandret.

Jeg er ikke længere en af dem, der siger til mig selv ‘at jeg ville aaaaarldrig have været foruden de udfordringer, da de har formet mig til den jeg er i dag’.

Fandeme nej. De seneste to år har revet mig fra hinanden og jeg har sgu, i samarbejde med min familie, samlet alle de spredte stykker op fra gulve og sprækker. Og det er fandeme ikke et flot resultat. Jeg værdsætter ikke min nedtur – jeg angrer den dybt, fordi de personlige og familiemæssige omkostninger har været for dyre.

Forleden så jeg et program på DR, hvor de fortalte et eller andet om, at det for de fleste familiers vedkommende, tog op til et helt år før forældrene fandt fodfæste i deres nye liv som børnefamilie. Og jeg sad bare og følte mig snydt.

2 år er fandeme lang tid. Især hvis der er modvind og opad bakke hele vejen.

Jeg er begyndt at skrive igen. På noget helt nyt. Ideen om at udgive bloggen som bog er lagt på køl, da den på en måde allerede er skrevet. Der er så mange ord, linjer, tanker, sekunder og minutter af mit liv, som aldrig har set dagens lys på bloggen.

Jeg synes at jeg har en historie at fortælle.

Her er der lidt billeder fra weekenden. Håber jeres har været god!

Ps. Tænk at jeg har et barn på 2 år? Vil ikke påstå, at det føles som igår han blev revet ud af en stærk læge inde på Riget. Men når jeg kigger på ham, har jeg næsten lyst til at spørge ham, hvornår han dog blev så stor?