Må man lugte lidt af trøffel, når man er en ægte fattigrøv?

Dette spørgsmål kom op, da Schweizeren hjemvendte fra en ferie i Italien i sidste uge. Med sig havde han nogle dejlige gaver fra støvlelandet. Han kender mig godt, så glæden ville ingen ende tage, da jeg kunne hilse på en god balsamico, et ordentligt stort stykke parmesanost og et glas med trøfler. Den aften spiste vi hans fabelagtige pastaret med revet trøffel, og pludselig slog det mig, at jeg skulle en tur forbi Ydelsesservice i København dagen efter. Var det nu også klogt, at dukke op og endnu en gang søge den ydelse, som nu var blevet afvist for 3. gang på 3 måneder, og så lugte af noget dyrt? Måtte vi egentlig spise et måltid sammen, når nu vi blot er roomies, og ikke samlevere?

Vi laver adskilt, ham og jeg. Vi råder over hver vores afdeling af lejligheden, men deler både toilet og bad. Præcis som man gør, når man lever i en lejlighed sammen. Man kan få meget for pengene i Sydhavnen, men eget bad og toilet, det kan altså ikke lade sig gøre. Vi har begge to rum. En stue og et lille værelse.

Vi grinede lidt af det, og jeg nød de der bidder af en god italiensk pastaret, mens han fortalte om turen, som lød til at være helt god.

Fredagen inden, havde jeg været forbi jobcenter og alt det der, hvor jeg mestrede at hyle hele to medarbejdere direkte op i ansigtet, fordi frustrationen nåede helt nye højder. Den var nu endnu større end den bunke med rudekuverter der ligger så fint og truer med det ene og det andet. Havde lovet mig selv, at denne gang skulle jeg helst kunne holde tårerne tilbage, hvilket også lykkedes – i hvert fald uden at nogen så det. Tror der er blevet fældet en del tårer på dét toilet der hører til etagen.

I dag var 3. og forhåbentligt lykkens gang: klarede det helt uden gråd, og det var endda på trods af, at jeg den aller første gang jeg satte mine fødder dér, stiftede bekendtskab med en meget intolerant herre, der slet ikke havde tålmodighed til min manglende viden indenfor det her sære system.

Denne gang var han dog meget mere rar og hjælpsom. Måske fordi jeg har lært ret meget de sidste par måneder, og derfor også var langt bedre forberedt. Måske også fordi jeg ved kaffemaskinen lige fik hilst på en af medarbejderne i jobcentret, der lige kunne følge op på noget vi havde talt om i sidste uge. Og også fordi kaffen er gratis.

Jeg slentrede gennem gaderne i Nordvest, hvor efterårssolen stod højt og stadig har evnen til at lune – glad for, at jeg i dag ikke fældede en eneste tåre. Nu kan jeg kun vente. Og så håbe på, at det denne gang lykkes mig at komme ind i systemet. At jeg bliver en åben sag, fremfor en lukket én af slagsen. 3 måneder er lang tid. Især når det er noget så vigtigt som dét her.

Sideløbende med ovenstående, så har jeg også stiftet bekendtskab med noget andet helt nyt: Psykiatrien.

Og inden I tænker: puha, det her bliver godt nok et tungt “frem med violinen” indlæg, så hæng på. For det er faktisk en positiv ting. For sagen er, at jeg for nogle måneder siden blev så træt af at føle at det der liv bare passerer forbi, mens jeg kun lever det halvt. Det tog en del tilløb, men uanset hvor meget jeg tænkte og mærkede efter – rationaliserede eller satte mig i den der forbistrede afventende position, så måtte jeg erkende at jeg i bund og grund var – og er forfærdeligt træt af at bakse med ting i mit hoved, som jeg ikke kan finde ud af hvad er.

Min egen læge har været ualmindeligt hjælpsom undervejs, især fordi jeg fandt ud af, at det ikke længere hjalp mig at spille overskudsagtig og rask, når jeg en halv time efter en konsultation kunne lægge mig i min seng for nedrullede gardiner og skærme mig selv for den der verden jeg ikke føler jeg hører til i. Det sidste halve år har været enormt svært. Virkelig. Og med sig, har de seneste mange måneder resulteret i, at mine tanker om mig selv ikke er hverken kønne eller opløftende. Det hele bunder naturligvis i, at der er sket alt for mange forandringer på alt, alt for kort tid. Nogle ting er selvforskyldt, andre knapt så meget. Og jeg har opbrugt min kvote af superkræfter for længst, så noget måtte der altså ske.

Så nu starter jeg fra bunden, hvor jeg med oprejst pande og med ærligheden udenpå, et nyt sted hvor folk ved hvad der skal gøres med sådan én som mig. Der findes en verden af “pakker” indenfor psykiatrien. Angst-pakker. Depressions-pakker. PTSD-pakker og så videre i dén dur. Første skridt bliver at finde ud af, hvor og hvordan jeg bedst får hjælp til at blive dét der menneske jeg ved jeg kan blive. Èn der lever langt mere end halvt – og gerne tættere på hélt.

Så der bliver sat hak-tegn ved en del for tiden, hvilket er godt. For så kan jeg være bedre rustet til de udfordringer der venter mig lige rundt om hjørnet. Jeg ved ikke, om bloggen kommer til at blive opdateret med alt sådan noget. Jeg tvivler. For jeg kan mærke at jeg er blevet et langt mere privat menneske gennem det seneste stykke tid. Det kommer sig nok også af, at jeg for tiden kun omgiver mig med ganske få mennesker. Dem som forstår, at min sparsomme energi skal ligge hos mig selv, og ikke fordeles mellem andre. Naturligvis forsøger jeg at være en god ven og en god veninde. En god datter og især også en god mor. Den tid er forbi, hvor jeg gladeligt springer til når folk kalder eller kræver. Jeg gør det gerne, men kun hvis jeg kan. For tiden har vist, at jeg kun har presset mig selv mere end hvad godt er. Det dræner når man skuffer, eller bliver skuffet. Det dræner at være ked af det over ting der ikke er dét værd.

Den tankegang skaber rum til at fordele energien i de rigtige retninger. Så de der sociale medier er ikke altid gode for mig, når jeg på mange planer er dårlig til at filtrere fra. Det lyder måske tåbeligt, når man som jeg, har været yderst aktiv i mange år – og pludselig ikke kan tåle mosten længere – men tonen har også ændret sig meget siden jeg startede op. Man skal ikke træde mange skridt forkert, før man får pisset nogen af. Omvendt ved jeg også, at de sociale medier kan være kilden til et fællesskab, hvis positive resultater ikke kan måles. Så skal finde den der balance stille og roligt, hvor jeg ikke lader mig gå på af, at nogle mennesker har et behov for at fortælle mig, at jeg i deres øjne har skuffet dem og at nu gider de altså ikke følge mig længere.

Det er virkelig svært at gøre alle tilfredse, så for mig at se, så er den nem nok – for på en god dag kan jeg være noget så ligeglad med de beskeder der rammer hårdt. Andre dage kan jeg gå med en knude i maven, over at mennesker der ikke kender mig personligt, de har et behov for at ytre sig om hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal, for at de gider blive hængende. Livet er mere end hvad der ses på filtrerede kvadrater og indlæg som dette. Og alle andre indlæg, for dén sags skyld. Dog vil jeg sige, at jeg ikke regner med at lave ret meget om. Det handler for mig nu, mere om at nyde det som de sociale medier har at byde på, og så have en tro på, at det jeg viser og skriver er godt nok – og at det måske også bliver værdsat på den modsatte side af min egen skærm. Og hvis ikke, så håbe på, at folk blot forsvinder i stilhed.

Så det var en opsummering på lidt af alt det der sker og ikke sker i Sydhavnen. Dagene går, og nogle hurtigere end andre. Nogle er gode, andre mindre gode. Og forhåbentligt, så lander vægtskålen start på et stabilt niveau – det er i hvert fald min plan!

Hav en dejlig dag <3