Lidt om det hele!

Efter flere kommentarer efter seneste indlæg, der dog er blevet slettet, fordi det åbenlyst har overskredet nogens grænser, så vil jeg prøve at sætte lidt ord på den nuværende situation. Som på mange måder handler om at slukke diverse brande. Ironisk nok, når det i dag er Sankt Hans aften, og jeg har gang i den mentale brandslukker hele tiden.

Naturligvis har de fleste af jer fanget, at jeg er i knibe i form af forskellige ting. Langt de fleste ting er for sensible at skrive om, både fordi de involverer mennesker og instanser. Men en enkelt læser anmodede om, om ikke jeg ville fortælle lidt om min egen situation. Og jeg har taget et alvorligt tilløb, og fundet frem til, at det tror jeg godt at jeg kan.

So here it goes.

I januar besluttede jeg mig for, at nu var nok, nok. Min mentale tilstand var slet ikke god. Så jeg var så heldig, at jeg kom ind i psykiatrien her i København. Og man har læst meget dårligt om ventetider og alt det dér, men jeg kom hurtigt ind. Takket være min praktiserende læge, der insisterede på at jeg var en åbenlys kandidat til at komme ind i dét system. Og umiddelbart har det været udelukkende positive oplevelser. De mennesker jeg har mødt på vejen har været yderst kompetente og profesionelle, og jeg har følt mig tryg det meste af tiden.

Desværre har jeg oplevet slemme bivirkninger af den medicin som jeg fik ordineret. Hvilket også er svaret på, at der har været så stille på bloggen. Ydermere, så har jeg også haft brug for fred, ro og anonymitet – fordi at bivirkningerne har betydet væskeophobning og oppustethed. Vitamin-mangel og ja, lad os bare sige at det ikke klæder nogen at have diarré i 3 måneder. Kort sagt, så har bivirkningerne også frataget min lyst/evne til at skrive noget som helst. Det er svært at forklare, hvis man ikke kender til det, men jeg forsøge at gøre mit bedste.

Det er enormt svært at gå fra at være en enormt effektiv person, for så at blive ineffektiv. Ting/opgaver der normalt ville tage mig kort tid, det tager pludselig flere timer. Skribentarbejde er no go, for jeg kan ikke fokusere på samme måde som før. Min psykiater beskrev det meget fint. Hun sagde, at “klappen er bare gået ned”. Men det er, for mig, enormt svært at acceptere. At gå fra at være skarp, effektiv og flittig, så har jeg nærmest brug for en mental kørestol.

Problemet er bare, at der ikke er nogen der kan se på mig at jeg fejler noget som helst. Det er en usynlig sygdom, der er umulig at se. At hvis jeg vælter på min cykel, så er det måske bare fordi jeg er klodset – men i virkeligheden så er det måske fordi der kører en larmende lastbil forbi – mere skal der ikke til, nogle gange. Andre gange kan det være fordi jeg har glemt at sætte mit hår op så stramt, at der ikke er små hår der kommer i vejen.

Høje lyde og mange mennesker kan være virkelig skræmmende. Og det kan føles som en marathon at gå ud og handle ind, nogengange. Jeg har erkendt, at jeg er en sensitiv person, men jeg har også forliget mig med tanken. Og accepteret, at det ikke er noget jeg kan ændre på lige nu.

I går var jeg til koncert i KB Hallen – og jeg havde lyst til at melde fra sådan cirka 100 gange inden. Men der er var no fucking way, at jeg ikke skulle se Take That live for nærmest første gang i mit liv. Boyband-fan forever. Og det var en fest.

Men hvis vi skal gå tilbage til alt det psykiske, så er det klart, at de seneste par år ikke har været nemme. Langt fra. Står midt i et lejlighedssalg der bestemt ikke har været nemt. Står uden bolig om en måned, og det er klart at mange undrer sig over situationen. Men Jeg har ikke råd til at bo her. Lejligheden blev i sin tid købt med to indtægter, og det har, og er, umuligt for mig at betale alt selv. Og som tingene ser ud nu, så er jeg boligløs om lidt under en måned. Og min største frygt er, at skulle forlade Københavns kommune, fordi jeg netop er kommet så godt i gang med alt i psykiatrien og får den hjælp jeg har brug for her. Og frygten for at skulle starte forfra, det er ét skridt frem, og 100 tilbage.

Så jeg vælger at overhøre den usympatiske kvinde i kommunen, der sagde at jeg da bare kunne finde et herberg et sted, og opsøger lykken på anden vis. Kloge mennesker siger, at man skal være virkelig rask for at klare sig gennem systemet. Hvilket er virkelig syret, når man tænker på, at man faktisk ikke er der fordi det er en fest. Jeg ville amputere min højre arm (jeg er mest venstrehåndet) for at få mit liv tilbage. Og at det ikke skal være min deforme hjerne der dikterer hvad jeg kan og ikke kan.

Husk at alle bidrag er velkomne min mobilpay er 52241565 – alt indberettes naturligvis.