Kroppen pt. II

Nå, det var lige en hård nat. Aldrigfred sover så skidt om natten. Det er til at blive skilt over. Heldigvis fik vi begge sovet et par timer, så må sige det var rundhåndet…

Det var det med kroppen jeg ville skrive om.

Da jeg stod med de to streger tilbage i april, tænkte jeg altså lidt over om jeg var klar på at få ødelagt min krop. Ikke at jeg var ung og spændstig – har altid været det man kalder for tyndfed. Ingen motion, kronisk forpustet og med mere appelsinhud end hvad godt er.

Selvom jeg ved graviditetens start, vejede 47 kg, så var jeg altså på ingen måde i form. Overhovedet. Har dog altid forbrændt junk godt.

Men altså, under en graviditet tager man altså på. Hurtigt. Og eftersom strækmærker er en ting vi har i familien, så frygtede jeg alle kiloene, eftersom de jo kan smides, men efterlader kroppen med lorte strækmærker man aldrig kommer af med igen.

Og kiloene røg på. Især de sidste tre måneder. Tror der røg 10 kilo på i løbet af to måneder. Jeg holdt så heller ikke igen. Var der noget jeg havde lyst til, så spiste jeg det. Og gerne mere end rigeligt. Og med væsken oveni, rundede jeg 18 kilo i slutningen af december. Det er jo ikke alverden, når man er så lille som jeg, men på så kort tid, er det altså ok overvældende.

Den dag vandet gik havde jeg gået hele graviditeten og ventet på de skide strækmærker. Og på terminsdatoen var der ikke kommet et eneste. Det er ikke for at blære mig, men mere for at berolige andre derude, som sidder med frygten. For alle siger jo, at man kan se på sin mor – havde hun dem, så fik man dem sikkert også. Det var ikke tilfældet her.

Så snart Alfred var ude, trak min livmoder sig sammen. Og efterlod mig med en mave, der havde rimelig mange ting tilfælles med en ny-hævet bolledej. Her taler vi både konsistens, farve og mængde. Den store portion man bager, til når man får gæster. Og så hang den endda også lidt.

Da vi tjekkede ind på barselshotellet, og jeg gik på toilettet, kunne jeg bevæge maven frem og tilbage mens den bare blævrede som en gele.
En uge efter var den stort set væk, og jeg åndede lettet op, for det eneste der er tilbage efter min kæmpe mave, er den smalle, brune streg der løber fra brystet og ned til skridtet.

Underlivet er bare en HELT anden ting.
Og nu skal I huske på, at jeg fik revet et barn ud med en hård kop. Det betyder, at de kunne forsøge at skåne mig så godt som muligt, men at belastningen er alt for stor i mellemkødet, fordi det går så stærkt.. I mit tilfælde slap jeg med en 2. grads bristning. Flækket mellemkød og udvendige rifter… Og det tager sgu tid at gro sammen dernede.

Den første uge kunne jeg ikke sidde på en stol. Ej heller andet. Lå ned det meste af tiden, så alt pres dernede gjorde bare smerterne værre og helingsprocessen mere uoverskuelig. For samtidig skulle jeg altså agere fodringsmaskine og mælken skulle løbe til. Lige meget nok, hvis I spørger mig. Det er fucking hårdt arbejde, at skulle forsyne mit barn, med en krop der er så medtaget. Og jeg synes det var meget grænseoverskridende at jeg ikke kunne få tid til at hele.

Når mælken løber til, så foregår det ikke over flere dage. Nej, hos mig skete det på ca. en halv dag. Så gik fra en diskret b-skål til en struttende og stenhård dd på ingen tid. Det gør nas, og det var ikke sjovt. Synes jeg havde ondt nok i forvejen.

Og amningen er et kapitel for sig. Kan blive så vred, når jeg tænker på hvor mange kvinder der KÆMPER med det lort i ugevis. Jeg slap rimelig let. Alfred spiste godt fra start, men mine brystvorter begyndte at få sår og de gjorde rigtig ondt. Så ondt, med mere ondt ovenpå. Ondt i kussen, ondt i bryster og ondt i kroppen, der lige havde løbet en dødsmarathon.

Heldigvis havde jeg et godt netværk. Der havde været igennem samme lort. Og der findes en creme, der lige giver de ømme brystvorter hjælp. Lansinoh, Lansinoh, Lansinoh. Det kan ikke nævnes nok. LANSINOH FOR HELVEDE. En halv dag efter jeg smurte det på, var de helt gode igen og siden har de ikke brokket sig. Overhovedet.

Nu sidder jeg her, godt 3 uger efter min fødsel. Har stadig ondt i underlivet. Det tager lang tid at hele. Mine bryster har det ok, når bare drengen spiser godt. Har smidt de første 10 kilo. Men 5 af dem var jo en baby og diverse tilbehør, samt en masse vand. Så har stadig lidt vej endnu. Men har bevidst besluttet, ikke at stresse. Det er en luksus jeg har, fordi jeg ikke skal arbejde for at smide kiloene – det hårde bliver opstramningen. Og det skal altså ske på et tidspunkt.

Har stadig lidt mave, men den er slet ikke nævneværdig. Og alt i alt kan jeg sagtens prise mig lykkelig for, at jeg ser ud som jeg gør. Men den bliver aldrig den samme igen. Og det er ok.

Så ville egentlig bare fortælle, at man kommer ud på den anden side igen. Lidt anderledes, men at det ikke behøver være sååå galt igen!