LIVET ER DET DER SKER INDE I STUEN, IMENS MOR STÅR I KØKKENET OG VASKER OP.

Det slog mig i dag. En lille følelse af panik. Hvad er det jeg prøver at nå?

Prøver ihærdigt at få det hele med, men jeg stresser jo rundt for at holde hytten ren, være den sjove mor og den lækre kæreste. Og når jeg står og tæver opvasken ude i køkkenet, og samtidig kan høre at far og søn hygger røven ud af bukserne inde i stuen…. Så er det sgu at jeg mangler en eller anden der kan komme og stikke mig en lammer.

Jeg skal FANDME ikke vaske op og gøre rent i døgnets bedste timer. Og HVAD SÅ om jeg har grød og gylp på tøjet. Vores vasketøjsbunke vokser hurtigere end køen til 5a på Nørreport Station – og jeg skal lære at være ligeglad. For intet venter på mig mens jeg vasker kaffekopper op og kogevasker the shit ud af de 1000 stofbleer der ALTID ligger til vask – INTET.

Så nu har jeg sagt at det er OK at hytten roder. Det er OK at der ikke altid er vasket op. Det er fandme i orden, at jeg ikke altid får barberet mine ben, og nogle gange glemmer at Alfred nøs udover mig midt i grøden. For jeg VIL og SKAL være vidne til de første kolbøtter, den første gang han selv tager sutten i munden – for ellers……

Ellers kan det jo være jeg slet ikke ser, at mit barn kan gå – fordi jeg står og vasker op.

Og kun opdager det, fordi han selv kommer ud og henter mig.