I ER FANDME RARE.

Det er så dejligt et sted at være. Altså på siden her. Er glad for, at der er plads til både positive og negative indlæg. At jeg ikke skal høre ret meget for det.

Somme tider glemmer jeg jo, at der sidder nogen derude og læser med. Og når det så går op for mig, kan jeg godt blive bange for at skræmme jer væk.

Men det er rigtig rart at se, hvordan I tager så godt i mod de lidt sværere indlæg. Dem, som ikke er så polerede og shiny. Dem hvor man lukker lort ud, for ikke at springe i luften af arrigskab. Kæft det er rart med respons på dem.

Selvfølgelig er der nu og da uenighed at spore også, og det er på sin vis også lige så velkomment som enighed. Men altså… Lortemor er min virkelighed. Og selvom det kan virke urimeligt at jeg brokker mig over at blive vækket to gange hver nat – og selvom min kæreste kun har en forstuvet fod, og ikke en amputation – så er det altså stadig min virkelighed. Og den er nederen i øjeblikket. Og måske er det en kende forkælet at brokke mig over ligegyldige ting. Eller ikke så alvorlige ting. Men det er sådan jeg er.

Og i denne uge fylder bloggen 1 år! Og indtil nu, virker det som om at det jeg har gang i herinde virker? Så mon ikke jeg bare skal fortsætte i den retning? Og så lade andre dygtige bloggere, om at være overskudsagtige og hækle ting i deres (guderne må vide hvor de får tiden til det) fritid. Det er ikke mig. Men brokke mig, deeeeeeet kan jeg.

Desuden gør det det også nemmere for mig at glæde mig over de vanvittigt dejlige ting min hverdag. F.eks at man nu kan have lange samtaler med Alfred. Ville dog virkelig ønske, at jeg vidste hvad fanden han siger?