HER LUGTER LIDT AF LEVERPOSTEJ.

Ja her gør. Jeg lugter af leverpostej, Alfred lugter af leverpostej. Alt lugter af leverpostej. Det handler nemlig om mad nu. Noget som Alfred for alvor er begyndt at få interesse for. Pt er han altædende. Der er i hvert fald ikke den ting han ikke har ville spise. Endnu. Hverken af mad eller diverse papir-materialer.

Forleden fandt jeg en halv busbillet indeni hans mund. Hvor han havde den fra, det aner jeg sgu ikke. Jeg ved bare, at han var så glad for den, at jeg næsten måtte åbne hans kæbe op med magt. Og jeg siger jer, de to små tænder i undermunden. De er fucking skarpe. Har stadig et rødt mærke på min finger, der vidner om, hvor utilfreds Aldrigfred var med at jeg tog hans godbid.

Nå, det var det med mad. 

Da Alfred var 4 måneder – og vejede de der 10 kilo. Og I kan godt holde kæft med både jeres ‘rigtige babyer er fede og har deller’ – eller jeres ‘modermælkserstatning er jo også bare tomme kalorier’. Bla, bla, bla. Vi gjorde det bedste vi kunne.

Men da fedesen var 4 måneder, opfordrede vores søde sundhedsplejerske os til at supplere hans måltider op med grød. Mega optur, eftersom jeg begyndte at få ondt i ryggen, og fordi jeg synes at det var hårdt at se, hvor meget hårdere han skulle kæmpe for at forbedre sig rent motorisk. I vores mødregruppe var der nemlig overvejende små babyer – og de var altså en del mere mobile end Alfred.

Så vi startede med at give ham risgrød og hirsegrød. Det var han ret vild med. Senere han gik han over til fuldkornsgrød – og vi prøvede også øllebrød et par gange. Den absolutte favorit er klart fuldkorn. Den kan jeg blande HVAD som helst i, og så æder han det bare.     I starten fik han bare mos blandet i grøden. Både frugt og grøntsager.

Han var ikke vild med forskellige konsistenser, og har faktisk ikke været det før nu.             Vi erfarede dog hurtigt, at fik han blot lov til selv at sidde med det, så røg det ind i munden. Så de seneste 14 dage har han fået både rugbrød, almindeligt hvidt brød – smurt med smør eller leverpostej. Han smager på alt hvad vi giver ham, og jeg finder det virkelig underholdende at se ham spise. Jarh, det sviner. JARH, det stinker – men min lille dreng er så nysgerrig og undersøgende – så jeg lever med oprydningen og vasken bagefter. Det er for alvor blevet sjovt at have en unge. Både fordi han nu er begyndt at sige to-stavelsers volapyk – men også fordi han er ren underholdning.

Jeg kender ham så meget bedre nu – vores daglige rutiner er skide gode….. Så det er jo super, at der kun er to måneder til han starter i vuggeren. Pis. Nu var det sgu da lige blevet sjåååååååwt.