Tilbageblik.

Har fundet endnu et tilbageblik frem – fra nogle af de mange dokumenter jeg har liggende på computeren! Vi er tilbage i 2013, i perioden juni-december. Det er langt, ja. Men skænk en kop kaffe og læs med 🙂

Har længe gået med en liste oppe i hovedet. LisTEN – over alle de ting jeg har fundet uundværlige gennem det første halve år som familie.

Here goes….

Humor. Selv i de værste situationer.

Evnen til at vænne sig til andres afføring.

Tålmodighed. At kunne tælle til 10 f.eks, også selvom man er ved at brænde op indvendigt af ren og skær arrigskab.

Evnen til at glæde sig på andres vegne. F.eks kærestens. Også her, er det godt at kunne tælle til ti, før man slår op med ham over en SMS, fordi han er ude og fulde sig og have det sjovt. Og man selv sidder med lange hår under armene, og næsten ikke kan huske hvordan rødvin smager, og udsigten til en fest er så utopisk som fred i verden.

At kramme sin kæreste, gerne dagligt.

Og sex. Helst med kæresten. Til nød, med sig selv.

En god hårkur, samt gode lange brusebade.

En slyngevugge.

Vitaminer til den hærgede krop, der er i totalt kaos pga. hormoner og generel ubalance.

Kräuterblut. Giver den sidste slat energi, som selv den ondeste kaffe ikke kan klare.

Kaffe. For helvede, kaffe.

Alenetid til mor og til far. Både sammen og hver for sig.

Febernedsættende til dit barn. Feber er ikke længere sjovt på den anden side af 39 grader.

Lansinoh salve.Til brysterne.

Mad i fryseren.

Og nem mad i køleren.

En hårtørrer. Til både våde numser, lår-deller og til når ungen slet, slet ikke kan sove.

Uendeligt mange stofbleer.

En skråstol. I do not give a SHIT, med hvad de siger. Jeg havde ikke klaret mig uden min.

Baby Einstein (youtube) geniALT!

En badestol.

Alkohol i skabene. Folk på barsel har også brug for en fyraftens-øl.
(Folk på barsel er dem i verden der har MEST brug for en fyraftensøl)

Alfred er:

Nu et HELT halvt år! Som tiden dog går.

Nu hoppet i str. 74-80. Så en ornli’ stor dreng!

Begyndt at råbe, skrige og generelt bare at bruge sin stemme meget.

Vild med mango, æble og vandmelon.

Vildt dygtig til at få fat i ting. Mest dem der ikke er hans. Knive, f.eks. Og ting vi andre drikker af.

Alfred kan:

Snart sidde op selv!

Rulle fra ryg til mave. Ku være fedt hvis han kunne komme tilbage igen, ikke?

Drikke vand af glas.

Holde sin sutteflaske selv.

Plukke og spise græs.

Og blade.

Godt lide langt hår. På rive-måden.

Godt lide at holde om vores hoveder med begge hænder og råbe os ind i hovedet.

Bedst sove når han bliver svøbt.

Alfred:

Er skide sød.

Sover stadig igennem.

Vejer 10 kg.

‘s mor har mange kræfter i armene, efterhånden.

‘s mor og far er helt forGABT i ham.

Vejret er jo dejligt, sommeren er godt i gang og folk har rigtig fået ferie.

Folk. Ikke os. For når man er praktikant et sted, som f.eks på en radiostation, så lukker man jo ikke lige ned over sommeren, veeel?

Det betyder for os, at farmand først går på ferie i august måned. Og at det er mor her, der går hjemme og holder barnet underholdt og i live. Og ja, jeg ved godt at vi selv har valgt det. Og JA – jeg ved også godt at jeg godt vidste hvad jeg gik ind til. Men det gør det bestemt ikke mindre hårdt.

Vores hverdag har været hård de sidste mange uger. Var alene med Alfred de 10 dage hans far var i Kina. Og da han landede søndag aften, havde han mandag fri, og så startede han på en ny redaktion, der sender om Touren. Det betyder for os, at han kun har fri når der er hviledag. Så det er tre dage på tre uger.

Og så møder han kl. 9.30 og er hjemme igen kl. 19.

De positive mennesker ville sige: ‘nej, guuuud hvor skønt med de morgener sammen’… Jeg siger, at jeg til ENHVER tid gerne forærer vores fælles morgener væk, til fordel for et ekstra sæt arme mellem 17-19.

Men alt det trælse er jo glemt om lidt, hvor vi endelig kan holde ferie og være sammen som en familie. Og heldigvis ser arbejdstiden også fordelagtigt anderledes ud efter ferien.

Tror det værste ved det hele er, at jeg hver eneste dag, oplever nye ting Alfred gør. Og jeg bliver ked af det, når hans far ikke er der til at se det også.

Det faktum at det er hårdt psykisk og fysisk arbejde at passe et barn, det overlever jeg nok. Det er de gode stunder med vores barn, jeg er ked af at opleve alene.

Vil gerne fortælle lidt om kroppens status her 6 måneder efter fødslen, for graviditet og fødsel er jo to helt sindssyge ting at udsætte sig selv for. Og man siger jo, at det tager kroppen 9 måneder at stabilisere sig efter en graviditet. Ja. Altså hormonbalancen og sådan… F.eks har jeg tabt meget af mit hår og det er konstant fedtet.

Min bækkenbund ikke heeeelt fucked, men alligevel er den heller ikke på toppen.

Jeg har ikke prøvet at tisse så meget i bukserne. Bevares, har da lækket en tår eller to under et nys eller et grineflip og jeg kan ikke bare holde mig ubegrænset. Men det har jeg nu aldrig kunnet alligevel.

Mine bryster er tilbage til udgangspunktet, lidt mindre og lidt mere til den bløde side. Jeg er ikke vildt ked af det, for det kunne have været MEGET værre, men havde da håbet på, bare at beholde LIDT af den mængde amningen bragte med sig. De lignede jo næsten noget man havde betalt 40.000 for hos en plastikkirurg.

Min vægt er tilbage på de oprindelige kilo hvorpå jeg startede. Og jeg vil ikke sige at jeg er kommet siddende til det. Jeg sultede de første to måneder og så går jeg gerne 8-10 km flere gange om ugen. Så grund-konditionen er i orden. Skal bare lige strammes op. Det tager jeg til efteråret.

Og sidst…. Hele situationen down there. Den virker. Ikke helt som før, men den virker.

Alt i alt kan jeg ikke tillade mig at brokke mig. Jeg ser næsten ud som før. At jeg så ikke FØLER mig som før, det er noget helt andet.

Det tror jeg ikke jeg kommer til igen, nogensinde.

Udover fysikken er der også en anden ting der har forandret sig.

Kender I det med at det er ret hårdt, for ens parforhold at have fået et barn?

Hvor findes indgangen til ‘vi har fået et barn og hvordan kommer vi videre herfra’?

Rengøringshjælp? Par-dates? Babysitter? En pistol?

Jeg har det som om, at nogen har vendt vrangen ud af mit liv, tørretumblet det, og vasket det med skyllemiddel – som IKKE var Neutral.

Hvem har facit til, hvordan man overlever hele det her børnefamilie?

Vi har det lidt svært. Men det er ikke fordi vi står og er ved at gå fra hinanden. Slet ikke.

Der er bare mange ting i vores hverdag vi har svært ved. Dels fordi vi er to meget forskellige mennesker – med forskellige behov og grænser der går hvert vores sted. Det gør det helt vildt utrolig hårdt for os, at imødekomme hinandens behov og desværre ender vi ofte ud i skænderier, som andre mennesker måske slet ikke har.

Ofte er vi gode til at gå på kompromis med hinanden, fordi vi netop ved at vi er forskellige. Andre gange går det ikke så nemt. Og i går var det en af de dage.

Jeg var ekstra pylret, fordi vores ferie lakkede mod enden. Og fordi jeg igen stod foran babytjansen – alene. Fordi kæresten jo har et arbejde.

Derfor ville jeg gerne have, at vores lejlighed ikke lignede en af de der kilometer lange lossepladser de har i Afrika. Hvilket den gjorde. Og babytjansen er hård nok – så udsigten til at have den på toppen af en afrikansk losseplads var en kende for meget.

Vi fik ikke nået en skid, synes jeg. Og han synes vi havde nået nok. Jeg synes ikke vi arbejdede effektivt nok. Han synes vi var liiiiiiige effektive nok. Den åndssvage onde cirkel.

Så står man jo der og tæver sin opvask, mens han Twitter-overspringshandler et andet sted. Og så er jeg den sure, og han gider i hvert fald ikke gøre som jeg siger hvis jeg er sur. Og jeg ville ikke blive sur, hvis blot han gjorde som jeg sagde….

Jada jada jada.

Big problems. Stupide problemer.
Som jo nok egentlig bliver bedre når Alfred flytter ind på sit eget værelse. For det jeg fornemmer er, at vi nok bare er lidt ensomme i vores forhold. Der er gået lidt for meget surhed, opvask og lortebleer i den. Og for lidt bolleri.

‘Vi’ har også ramt en periode hvor ’vi’ slet, SLET ikke er med på at mor forsvinder ud af syne. Kæft det er hårdt. Folk med børn ved hvad jeg taler om. Folk uden børn kan forestille sig følgende scenarie; man dikke dikker, tænker at det kunne være rart med en kop kaffe, noget mad eller en lille tissetår på toilettet. I samme sekund man forlader nogens synsfelt går der en alarm.

Mor-du-må-ikke-gå-alarmen. Den larmer. Den græder. Den lyder som en høj hyletone der går straight i hjernen og hjertet. Nå, men så holder jeg mig da bare. Og jeg tager bare noget at spise senere….. og kaffen? Not gonna happen.

Holder ikke styr på de der tigerspring, men andre mødre har fortalt mig at vi vist nok står midt i et… Og det giver da også ret meget mening. Han er svær at få til at sove – og han vil ikke være alene. Faktisk virker han ikke særlig glad. I hvert fald ikke ret længe ad gangen, hvilket er rigtig atypisk for Alfred – formerly known as the gladeste barn ever.

Så her til aften er jeg bare helt færdig. Og har nu lovet mig selv at jeg holder fri i morgen. Ingen store udflugter, men masser af leg, Baby Einstein og klappe, klappe kage hjemme! Faktisk noget jeg glæder mig til. Håber det hjælper på humøret.

Vi har været til babysvømning på Frederiksberg. Og jeg fik min lille forsvarsløse baby til at hyle af rædsel, fordi jeg fandt det spændende hele det der dykke-koncept. Han var ok første gang. Anden gang, not so much. Men det virkede godt til at få noget af al den snot han har haft i næsen i ugevis tyndet lidt ud.

Håber ikke han er traumatiseret for life. Men nu har vi prøvet det. Og det var han ikke nede med.

Barsel er et ensomt erhverv.

Sidder med en gin og tonic her til aften – i joggingbukser og udtjent t-shirt. Hot, jeg ved det godt.

Og så på en fredag. Er alene hjemme og kan konstatere, at invitationsbunken er tom, og, at er man på barsel så er man ikke social as fuck.

Vil hive violinen frem og spille et stykke. Har nemlig pænt ondt af mig selv.

Lever i en lykkeboble – halvdelen af tiden. Resten af tiden er jeg ensom, forvirret og træt. Jeg er så sindssygt lykkelig – jeg har verdens sødeste dreng, (synes jeg selv) så sød, at hvis det var socialt accepteret at starte en fanklub, så havde jeg gjort det. Han er så nem, glad og tilfreds, og han gør det nemt for mig at elske ham helt ind til benet, og så længere ind endnu.

Kan sidde i timevis og bare se på ham, røre ved ham og kysse hans tykke kinder og hans små buttede hænder. Og mit hjerte smelter, når han som i aften, klukker i søvne. Så ved jeg at hans dag har været god. Og at han har det godt.

Jeg synes det er hårdt arbejde at være på barsel. Ensomheden er enorm – og lad os nu face det. Det er ikke det mest sociale erhverv der findes. Faktisk bliver jeg en lille smule bims af det. Går jo hjemme hele tiden – og taler et sprog, som selv den bedste tolk ikke ville kunne oversætte til et rigtigt sprog. Baaaaaaaah, bløøøøøøøøøh, grrrrrrrøøøøøøøhhh. Ikke ligefrem retorik på højt niveau, vel?

Har været kronisk træt i månedsvis nu. Og min menstruation træder stille og roligt ind i uge 3 nu her. Kan mærke at der skal ske noget nu. At vi hjemme hos os, ikke længere kan gå og vente på at hverdagen begynder – at det der sker – ER vores hverdag. Og at vi skal være bedre til at acceptere de forhold vi lever under.

Min kæreste jongelerer rundt mellem to verdener. To forskellige steder han skal være ‘på’ i. På hans arbejde og hjemme hos os. Og begge steder er lige krævende, bare på forskellige måder. Og begge steder er lige vigtige.

Min bitterhed er stor, større end hvad godt er, over at han bare får lov at gå på arbejde hver dag. At han får stillet sit sociale behov, får brugt sin hjerne og sin fantasi. At han kommer ud, også når han har fri – fester, ses med sine kollegaer og i det hele taget bare har et liv udover os. Av.

For lad mig nu være ærlig, ikke? Jeg har ikke nogen kollegaer. Jeg har ikke nogen at snakke med, der taler tilbage til mig i et sprog der er officielt. Så når min dag er omme, så er jeg præcis lige så understimuleret som jeg var dagen før. Og dagen før det.

Synes det er svært at indrømme at man er ensom. For hvordan kan man være ensom, når man har en familie? Og er man så ikke bare en forkælet unge, som ikke stiller sig tilfreds med det man har?

Jeg føler mig virkelig privilegeret – tænk at få lov til at gå hjemme med mit barn og se ham vokse og blive stor. Men jeg savner at jeg også bare er mig. Heldigvis har jeg en helt fantastisk kæreste, der godt nok skal være bedre til at tale med mig – og ikke være socialt mæt når han kommer hjem – og han er udemærket klar over, at jeg trænger til lidt ‘mig-tid’ snart. Han har i hvert fald lovet at tage Alfred med på tur et par dage. Jeg har det i hvert fald som om, at jeg har været på arbejde hver dag i 10 måneder – uden en eneste fridag. Og nu må I ikke gå helt amok og sige ting som ‘at være mor er altså ikke et arbejde’ eller ‘det er da ikke normalt at man vil være væk fra sit barn’… Det orker jeg simpelthen ikke.

Jeg elsker at være mor. Men jeg skal også snart finde mig selv igen. Ellers ved jeg ikke om jeg nogensinde bliver fundet igen.

Jeg er træt. Min svigermor nævnte ordet ‘fødsesdepression’ for mig – hvilket faktisk gjorde mig enormt vred! Fordi jeg jo ikke synes det er en depression at være forvirret, ensom og træt. Nærmere er det en naturlig reaktion på, at man hænger fast på en baby 24-7 – og selvom man jo er free to go, så er det bare ikke fysisk eller psykisk muligt.

Min svigermor reagerede kraftigt på, at jeg glædede mig som en motherfucker, til at få et par dage fri. Hvor Alfred tager på tur med sin far. Jeg kan ikke få hænderne ned. Det er bare SÅ tiltrængt.

Hun forstår ikke, at jeg betragter barsel som et job. Og at jeg synes det er hårdt. Jeg vil jo mene at den generation lidt lider af demens, når det kommer til at huske tiden med små børn. De husker sjovt nok kun det gode. Og så var de mødre i en tid, hvor det bestemt ikke var ok at sige; ‘jeg er træt, udkørt og ved at blive skør – hvem kommer og tager mit barn lidt’?

På torsdag drager min baby og hans far til Fyn. Uden mig.

JAAAAAA JAAAAAAAAAA indsæt selv en smiley der springer i luften af glæde og ….. Frygt?

Det er jo luksus. Og så er det jo også forfærdeligt. Enhver mor vil give mig ret i, at vores børn er det bedste vi har, og at ordet lykke ikke helt beskriver den følelse de frembringer. Men enhver mor vil også nikke genkendende til træthed, manglende energi, dårlig samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed.

Det er den sidste konto, som jeg skal have fyldt lidt op på i de dage de er væk. For jeg er kommet til den konklusion, at jeg bliver en bedre mor, en bedre kæreste og en bedre mig – efter på lørdag. For så er der igen plus på kontoen. Og dermed kan min kæreste igen hæve lidt på hans.

Så torsdag står den på mødregruppe uden Alfred. Så er der også flere hænder til at øse kaffe op til de andre! Og derefter skal jeg i den lokale Blockbuster og høre, hvor deres Ryan Gosling afdeling er henne af.

Og så skal jeg ellers ligge på sofaen. I to dage. Jo, DET skal jeg!

Er jeg i øvrigt den eneste der kan mærke det? Baby/børne konkurrencerne?

‘Aj, fik Alfred først tænder da han var 6 måneder?’ MIN Gyda fik tænder da hun var 2 uger og ugen efter kraaaaarvlede hun også! Kan Alfred kravle endnu?’

Øh, neeeej. Suk. Kun næsten.

Kender I det? Evigt og altid et ræs med at nogen skal overgå dig og dit yngel.

Og det et er jo ikke kun når det kommer til børn.

I kender den godt: du ytrer dig på din arbejdsplads, at du har lidt hovedpine og ikke er på toppen. Så er der er altid en eller anden der har MEGET mere hovedpine end dig på jobbet. Altid en anden mor der har sovet mindre end dig, hvis du fortæller du er lidt træt. Fair nok, at vi voksne ikke kan rumme hinanden.

Men hvorfor konkurrerer man på sine børns vegne?

Jeg har svært ved at finde ud af, om det er fordi vi er så skide stolte af dem; jeg er f.eks sindssygt imponeret over, at Alfred kan slå to ting sammen. Evigt og altid sidder han og hamrer ting mod hinanden. For mig er det jo koordinering på et meget højt niveau!

Eller! Eller om det handler om usikkerhed. Man vil have det dygtigste og bedste og det klåååågeste barn. Og dermed gør vi andre mødre usikre, i forsøget på at understrege, hvor dygtige og modne og fremme i skoene vores små kræ er.

Det er faktisk ikke fair. For synes der er en fin grænse, mellem stolt at fremvise et dygtigt barn, og så påpege at andre (helt normalt udviklede) børn er bagud.

Og jeg kan mærke, at når jeg f.eks ofte skal høre på ‘at man da skal kravle før man kan gå’ eller ‘min dreng på 8 måneder sover igennem og endda i sin egen seng’

Så bliver jeg lidt træt. For pludselig glemmer jeg at glæde mig over de ting Alfred kan, for så i stedet at irritere mig over ting han ikke kan – eller som folk ynder at sige: BUUUUUURDE kunne på nuværende tidspunkt. For det kan DERES børn.

Pis mig i øret mand, hvorfor er folk sådan nogle blærerøve?

I øvrig er det fandme nu! I morgen er min sidste rigtige dag på barsel. Selvom jeg mærkede tårerne presse på da brevet kom, så glæder vi (læs mig) os altså rigtig meget.

Og det er vel på sin plads at gøre lidt status på den satans barsel.
Det har været et had/kærlighedsforhold os to imellem. Jeg har elsket den på de høje solskinsdage, hvor vi har ligget og tumlet i græsset på Assistens.

Det har været ren had når jeg har hørt vores hoveddør lukke, og ensomheden har føltes så enorm, fordi det ikke var mig der gik ud ad den.

Det har også været helt fantastisk, når der har været varm kaffe i min kop, og barnet sov i to timer i barnevognen.

Og rent had, når kaffekoppen fik lov at blive kold, fordi barnet kunne lugte aromaen og lugte min lyst til at han skulle sove sødt. Og derfor besluttede sig for at give mig double fingers og vågne med skrig og skrål.

Det har været dejligt at gå lange ture med nyvasket hår og overskud på søvnkontoen.

Omvendt har jeg også gået hundredevis af kilometer, med fedtet hår, mascara under begge øjne, i trætte, langsomme skridt og ondt i hele kroppen.

Jeg har købt alt, ALT for mange single latte to go hos Coffee Collective. Men jeg ville ikke have undværet en eneste. Ligesom jeg heller ikke havde undværet Meyers Bageri, for hvem der har en stor del i, at jeg ikke er sultet ihjel for flere måneder siden. Ja, jeg har været hele sortimentet igennem, hvis nogen skulle spørge.

Jeg har været ved at blive skilt en håndfuld gange, og antallet af gange vi har haft sex kan tælles, på ikke overvældende mange fingre.

Jeg har læst sådan cirka 0 af de bøger jeg havde regnet med, og jeg har knapt nok læst en hel avis.

Jeg har været overvældet af den reneste og fineste form for kærlighed, og den har været der hver eneste dag de sidste ti måneder. JEG ELSKER HAM, og på 10 måneder har jeg været med til at dyrke et rigtigt lille menneske.

Facts om Alfred:

Han vejer 12 kilo. Jeg SAGDE jo han var tyk!
Han kan krybe og krabbe, men ikke kravle.
Igen, lidt svært når man er tyk. Han kan rejse sig op i sin seng, og han vil gerne stå op altid.
 Igen, godt gået, når man er så tyk.

Alfred spiser alt, indtil videre.
Alfred kan klappe og give high fives.
 Han elsker F for får, Postmand Per og Bennys Badekar.
Han elsker musik og alt med sang.
Han sov igennem da han var ca. 2,5 måneder.
Og stoppede med det, da han var 7 måneder.

Alfred sover sammen med sin far, og den fordeling har været den der fungerede bedst for alle. Vi vil dog RIGTIG gerne lave det om snart.

Shit mand. 1. december er jeg ikke længere barslende…. 1. december er jeg arbejdsløs, total taber og snylter. Mon nogen derude der vil ansætte mig?

Jeg er herre god til at skifte bleer, jeg mixer en OND modermælkserstatning og så er mit barn altid næsten aldrig syg?

Og jo, har da kun en håndværks-uddannelse fra Jylland, men jeg er renlig og så er jeg sjåååååååw som ind i helvede og jeg roder, bander og drikker kaffe i arbejdstiden?

Alfreds er nu et vuggestue-barn. Og selvom vi kun startede ud med halvanden time, og Alfred kun var alene på stuen i tyve minutter, så er han godt på vej ind i den verden.

På mandag starter vi med at være der, ham og jeg – og så går jeg i en times tid, tror jeg. Han virker først ked af det når jeg kommer tilbage. Det er som om, at han ikke tænker over at jeg ikke er der, men så kommer i tanke om det når han ser mig. Og SÅ begynder han at græde!!

Jeg glæder mig til næste uge er overstået, for så er vi lissom igang.

Jeg har et virkeligt godt indtryk af institutionen, både personale, bygningen og hele konceptet virker tiltalende. At den også ligger virkelig tæt på hvor vi bor, er bare et ekstra plus. De er dog underbemandet på stuen lige pt. Det kan godt gå mig på, men jeg har rig mulighed for at have Alfred hjemme, hvis han trænger til en pause eller på nogen måde kommer til at reagere på det. Og så regner jeg med, at de ansætter mere personale i det nye år.

I nat sov Alfred sådan cirka en time sammenlagt – og hans mor og far var pressede. Big time. Vidste bare at han ville fange den satans virus. Jeg kalder den mund og klov-syge, men den hedder noget med hånd, fod og mundsyge. Vi kan også bare vælge at kalde den for pikke-lorte-fucking-røvhuls-virus. For den er ikke ønsket. Faktisk kunne den ikke komme på et værre tidspunkt.

Alfreds far har nemlig lige forladt hjemmet. Og kommer først hjem på torsdag. Over midnat.

Og Alfred har feber, bylder i munden og er TRÆT – men kan naturligvis ikke sove. Ej heller spise. Hans mund er én stor blist, så det kan man jo heller ikke blaime ham, vel?

Jeg har tudet on and off de sidste 48 timer. I frygt. I frustration. I vrede og af nervøsitet.

For jeg føler at jeg kender min dreng nu, og kender hans rutiner – hans grænser og hans vaner.

Men når børn er syge, så ryger alle disse ting ud, som var det lort i bleen. INTET er som det plejer. Og man står bare dér, med en unge der græder og græder – og intet virker. For han er jo syg – og det eneste der hjælper bare LIDT, er omsorg. Og det er ikke nok.

Så med tålmodighed som mit eneste våben, sidder jeg nu hjemme og frygter for hvornår han vågner. Han er ikke mæt, han har ondt og han har helt sikkert brug for at ligge hos mig og sove. Og der er ikke de store chancer for, at hverken han eller jeg får sovet ret meget med disse ting i sigte.

Giv mig styrke.

Til IKKE at udvandre.

Eller bare rulle ham ind i en dyne og stille ham foran Brorsons Kirke. Jeg ved at de før har taget mod uønskede skæbner.

Åh gud. Det har været hårdt, det der vuggestue.

Og hvis NOGEN så meget som PØNSER på et “velkommen til vuggestue-livet” eller et “andre har det MEGET værre end jer” – så kommer jeg fucking og giver dem en lammer.

Er egentlig lidt forarget over, hvor mange gange jeg har hørt disse to sætninger over de sidste 14 dage. Både på skrift og IRL.

Er der nogen der venligst kan sætte mig ind i, hvad folk tror man kan bruge den slags til??

Er det en slags måde at small-talke på? En måde at overgå hinanden på?

Det er da lidt sært. Jeg ville da aldrig sige til en der var syg: “Velkommen til hospitals-livet”! SKÅL!

Når det så er sagt, så ved jeg jo godt, at det ikke er breaking news at børn bliver syge. Jeg vil dog lige bryde ind og sige, at børn der får hele 3 forskellige børnesygdomme på 10 dage, alt mens deres far er udenbys, DET ER FUCKING STRENGT!

Alfred fik først Hånd, fod og mund-syge. Dernæst bræk -og skidesyge efterfulgt af 3-dages-feber. Oveni det, så var der også 4 tænder, der alle mente de skulle gøre entre lige dér. Har sjældent haft så ondt af mig selv eller af ham. Den eneste jeg ikke havde ondt af, det var hans udearbejdene far.

Han betaler så også prisen i disse dage. For nok er han hjemvendt, men ungen vil knapt nok kendes ved ham, jo. Han skal lige straffes for at have efterladt ham alene med den uduelige mor.

Der er dog lys forude, og vi kan se frem til en hyggelig weekend, med et raskt barn og forældre der sover (lidt) om natten.

Jeg havde virkelig håbet på, at vi ville skøjte lidt lettere henover al den sygdom der følger med en vuggestue-start.

Det gjorde vi så ikke. Det er cirka en måned han har været syg, og det er cirka en måned vi alle sammen har sovet dårligt.

Med undtagelser som sygdom og en enorm udskiftning af personale på hans stue, samt en omrokering af børnene – så klarer han det sgu ret godt. HVER dag får jeg en glad dreng med hjem, og HVER dag fortæller pædagogerne at han er en utrolig glad og charmerende dreng – der er helt vildt tillidsfuld og flirter på livet løs. Og så understreger de på kraftigste vis, at han har en god appetit.

Han sover meget usammenhængende, og der er intet mønster i hans søvn. Men det er jo intet nyt hos mig. Siden han var 2 måneder, der kan det tælles på to hænder, hvor mange gange han har sovet en lur på mere end en time. Han sover MAX en time ad gangen, to gange om dagen.

Hans søvn om natten har været rigtig dårlig i månedsvis. Han spiser HVER nat, og har gerne 2-3 opvågninger hvor han enten skider i bukserne, spiser eller bare gerne vil lege. I mange uger vågnede han og var dybt ulykkelig, hvor det eneste der virkede, var mad. Men først efter 30-40 minutters smertelig gråd. Det hele foregik nærmest i søvne, og så kan det være svært at gøre andet end bare trøste.

Det er for tidligt at sige om det er blevet bedre, men de sidste par dage har der været længere og længere mellem opvågningerne og han vågner ikke længere og er dybt ulykkelig. Han roder bare rundt i søvne – sover helst på maven med røven i vejret (forSTÅR ikke det er så lækkert for ham) der desværre betyder, at en tilhørende urolig søvn, resulterer i at han bare tosser rundt i vores seng og gerne udnytter hele madrassen i løbet af natten.

Det der med at spise om natten, har vi valgt bare er ok. For han er bare en sulten knægt. Og indtil videre, så tør vi ikke røre ved det, da vi er typerne uden rygrad, når vi er oppe 2 eller 3 gange om natten. Og lad mig allerede indskyde, at JA – jeg ved godt andre er oppe flere gange – og JA, andre har det helt sikkert værre – og JAAA, der sidder garanteret en eller flere, der gerne vil sige at vi ikke skal brokke os, for andre har børn der vågner 34 gange HVER nat og svinger sig i lamper eller drikker af toilettet…. Vi glæder os til han igen sover igennem, og måske bare skal have mad klokken 5, og ikke klokken 23, 03 OG 05. Punktum.

Har været i Jylland siden torsdag aften – en tur jeg virkelig har set frem til, især da Alfred blev igen syg tidligere på ugen.

Måtte hente ham tirsdag i vuggestuen, fordi han havde kastet op. Og ganske rigtigt, så havde han bræk og skide-syge tirsdag, onsdag og torsdag.

Vores held vil ingen ende tage. I hvert fald ikke når det kommer til helbreddet. Og efter at have tilbragt tre dage med syg baby på armen, drog jeg mod Jylland. Hvor jeg så selv lagde mig syg.

Har brugt det meste af weekenden på langs med feber, hoste og virkelig ondt i halsen. Halsen er det værste, og måtte også erkende, at jeg ikke kunne undgå et læge-tjek. Var simpelthen så hævet og øm.

Det er dog ‘kun’ en virus, så jeg håber toppen er nået. Jeg rejser nemlig hjem i morgen tidligt. Og så er der et barn og et hjem der skal passes.

Det hjælper ikke på min træthedskrop, det her. Synes aldrig helt jeg når op til overfladen. Min krop er mager, træt og stresset. Mit hovede er et kaos af tanker og alt muligt der hele tiden skal nås. Er ikke i tvivl om, at en stress-test ville blinke med røde alarmer og bimlende klokker. Sådan en har jeg nemlig taget.

Så bevæger mig stille og roligt fremad og krydser fingre for at sygdommene snart lader os være i fred. At de vitaminer jeg er begyndt at tage hjælper. At december snart er ovre. For den hjælper ikke på det. Gaveræs, transport-kaos, rejser frem og tilbage i julen …. Intet ved december klæder mig lige pt.

Fortæller dog mig selv, at jeg vil gå mere op i det til næste år. Der har vi en dreng der måske vil synes det er lidt hyggeligt. Det håber jeg.

Vi har kørt på nogle pumper, som jo egentlig stoppede med at virke halvvejs gennem perioden. Af en eller anden årsag, så får man tildelt superkræfter når man får børn, hvilket er enormt heldigt. Ellers ville jeg være bukket under for længe siden.

Desværre er jeg også snart ved at bukke under.

Der er bare ikke tid til at være udkørt. Ikke når man har en syg dreng, der skal have en åndssvag maske på flere gange dagligt, så han kan trække vejret uden at få et hoste-anfald – som i øvrigt er så slemme, at han ofte kaster op. Og så er der lige Pincilinen, vi skal tvinge lokke i ham to gange dagligt.

Jeg krydser alt hvad jeg kan, for at vi snart er igennem det. Jeg ved jo godt at det ikke er usædvanligt, men det gør det bare ikke lettere at overskue. Netop som vi tror han er rask, så kommer feberen. Og så er det bare at vente på at finde ud hvad han nu har raget til sig.

Noget helt fantastisk er dog, at Alfred klarer det hele så godt. Han er stadig glad og leger og griner. Det er mest når aftenen falder på og om natten han er særligt mærket.

Derfor valgte vi så at blive på Fyn nogle ekstra dage I julen, for der var lidt flere hænder og lidt flere legekammarater. Og altid kaffe på kanden.

Jeg savner flere hænder i vores hverdag. Jeg gad virkelig godt at vores forældre var tættere på. Men der er lange betalingsbroer mellem os, og jeg synes det er svært, især i tider som disse.

Vi tog til Fyn juledag, og havde egentlig tænkt os at tage hjem dagen efter, men han fik høj feber, efter en uge med hoste og en hvæsen i luftvejene. Så vi tog til vagtlægen og fik hans diagnose. Og så ellers glædelig jul.

Julen gik dog rigtig godt, og Alfred holdt sig vågen helt til 21.30. Men det gør han nu også for tiden. Det er en ekstra gevinst til hans sygedage. Vi kan ikke få ham til at sove før mellem 20-21-tiden.

Det er mega nederen, for vi får ikke vores aften-tid. Tiden som de fleste forældre vil skrive under på, som værende den mest nødvendige tid på dagen for at overleve at få børn.

Jeg ved godt at det er én lang klagesang. Og at det måske er ret irriterende læsning. Men det er jo vores hverdag som den ser ud lige pt. Og jeg kan ikke rigtigt berette om festlige juledage og hjemmelavet konfekt.

Jeg håber dog at vi snart er omme på den anden side! Og at der bliver lidt mere overskud. Har masser af hængepartier og masser af opgaver. Men nu har nogen lige lungebetændelse. Og tynd mave. Og så er jeg sulten. Og træt. Jeg laver mig en kop kaffe. Sådan cirka nummer 1000 I dag. Gaaaaaaab.

I dag var jeg ude og gå en lang tur med en god veninde. Som så ofte før gik vi på Assistens. Kender efterhånden stedet, som var det min egen (lidt store) lejlighed.

Vi snakkede om det der Morskab. Om at blive mor. Om hvordan det føles og om tyngden. Den massive rygsæk man får på. Om hvordan fædre nok ikke får udleveret samme størrelse rygsæk. En mindre én, måske, en der har lidt andre detaljer og funktioner – men ikke den samme. Og om hvordan tyngden kan virke enorm.

Vi snakkede også lidt om stress. Om hvordan jeg har det lige for tiden.

Jeg har det tungt.

Jeg kender alle signalerne, alle tegnene på hvornår min krop og min psyke har fået for meget – og jeg er helt udmattet. Mentalt. 2013 har været det vildeste år i mit liv. Jeg er blevet mor.

Jeg tager mig selv i, oftere og oftere, at blive decideret vred når folk nævner ordet ‘fødselsdepression’. Ja, jeg er stresset – og har også været det i perioder efter Alfred er kommet til. Og ja, jeg er også mere ked af det. Men jeg er blevet mor. MOR. Dét i sig selv er en fuldstændig vanvittig ting, og nej! Gu kan jeg da ej følge med. Ikke mentalt.

Jeg tager mig selv i dagligt, at være helt og aldeles overvældet over det lille liv vi har rendende. Hver eneste dag er en marathon i Hverdag med Barn. Hver eneste aften er jeg udkørt, fyldt op og klar til at sove 24 timer i træk. Og hver eneste morgen vågner jeg op (ikke efter de 24 timer, desværre) og er på underligste vis klar til endnu en dag. Det er sindssygt!

Hold nu KÆFT det er vildt at have et barn.

Han er intet mindre end fantastisk. Det bedste der nogensinde er sket i mit liv. Jeg føler mig velhavende på et plan, jeg aldrig har oplevet før. Tænk at man har fået lov til at sætte sådan en størrelse i verden.

Det jeg stresser over, udover alle mulige praktiske ting vi skal have styr på før jeg kan få det bedre, er Alfred.

Den evige frygt. Der må ikke ske ham noget. Der må ikke ske os noget. Så sent som i dag, da jeg kommer gående på vores vej, kan jeg mærke frygten for at der skal ske mig et eller andet. At vi bor i en fucking ghetto, hjælper selvfølgelig ikke på det, men kender I det ikke?

Man har lyst til at have et kæmpe blinkende skilt på sig, hvorpå der står JEG ER NOGENS MOR.

Så der ikke er nogen der gør en noget.

Stod det til mig, så skulle min kæreste eskorteres til og fra arbejde i sådan en hvid varevogn, med højtalere der siger JEG ER NOGENS FAR, PAS PÅ MIG OG KØR ORDENTLIGT! Angsten for, at nogen gør min lille familie noget, er enorm.

Det er derfor alt er så hårdt. Byrden, den kæmpe rygsæk – den er tung, unhandy og pisse træls. Og jeg mindes ikke at det stod i nogen som helst baby-bøger. At man aldrig bliver normal igen.

Jeg siger ikke at man ikke kan få en fødselsdepression. Jeg siger bare, at Morskab er fucking sindssygt. Og jeg vil gerne være typen der råber højt og skingert, at MAN BLIVER GAL AF AT FÅ BØRN. Og at det kunne være super, hvis man fik det af vide allerede i graviditeten. Måske endda I pjece-form.

At man godt kan regne med en mental rygsæk af dimensioner. Og at man gerne må flæbe, og undre sig over, hvor man selv blev af midt i det hele.

Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke (faretruende) stresset. Jeg er bare blevet mor. Og det gør ondt!