Påske og det der…

Vi har også haft Påske-fri herhjemme, Alfred og jeg.

Alfreds far, dog – han har været på arbejde alle dagene. Først lagde Alfred lige ud med at få børnesår, og som jeg skrev tidligere, så måtte han ikke komme i vuggestue. Pænt strengt, når jeg jo lige er startet på arbejde og når hans far også skulle være på DR hele ugen. Heldigvis har han skulle være der eftermiddag og aften, da de skulle sende fra 21-24. Derfor kunne jeg tage på job, SKYNDE mig hjem og sende farmand afsted. Lidt stressende og også meget hårdt, lige midt i en job opstart.

Det er dog gået over alt forventning. Alfred havde et par hårde dage, hvor hans sår irriterede ham rigtig meget og hvor han ikke ville spise eller drikke ret meget. Heldigvis er Alfred en tyk Bøf, så han har aldrig været mærket af et par dage uden mad.

Langsomt begyndte medicinen at virke, og når alt kommer til alt, så tror jeg altså at Tykke Bøf har nydt at være hjemme i over en uge, sammen med sine forældre – trods skiftehold og ekstrem træthed.

Jeg har så været alene alle eftermiddage (tak til ulvetimen på Ramasjang. You rock!) aftener og noget af natten, men torsdag kom farmor – og så havde vi flere hænder og en ekstra legekammerat.

Det har ikke været den traditionelle familie-hygge helligdagsferie, men vi har mestret at gøre den så hyggelig som muligt. For selvom vi ikke har været samlet, så har den været brugt på samvær og et kæmpe indskud i farmands kommende radio-karrierre. Det er vist bare sådan det er, når man får muligheden, ikke?

De har, ham og en med-praktikant, arbejdet sindssygt hårdt på at stable et ganske glimrende (eller okay, mega genialt) program på benene. Og min stolthed har opnået nye højder. Ikke blot fordi han har været vært på eget program, men også fordi vi har klaret det til UG, trods sygdom, nyt job, skæve arbejdstider og minimal søvn.

Nu er vi snart på den anden side, og jeg glæder mig til hverdagen sætter ind i morgen. Bøf tilbage i vuggestue, mor på arbejde, far har fri resten af ugen og igen er vi samlet. Yay!

Jeg har det stadig som om, at når jeg vågner om morgenen, så venter der mig en enorm bjergbestigning. Dagene går, én efter én, med de samme rutiner og de samme udfordringer. Kronisk træthed – og jeg er lidt i en døs hver morgen, hvor jeg først rigtigt er mig selv op ad formiddagen. Det tror jeg hænger lidt sammen med stress/depression/søvn-forstyrrelser/voksenliv/boligsøgning/etc.

Jeg tror på, at de valg vi har truffet, med at jeg kun arbejder deltid, og om at flytte til en billigere lejlighed, bliver en rigtig god investering i fremtiden. Jeg har stadig svært ved at overskue ret meget og jeg håber og tror på, at når vi har fået overstået nogle af de praktiske ting vi mangler, så bliver jeg gradvist gladere, mindre træt og generelt bare en bedre mig!

Hvad angår Alfred, så er han bare den sejeste, smukkeste, gladeste, dygtigste, mest kærlige, sjoveste og mest irriterende unge! Han udvikler sig HVER dag, og den tid vi har sammen er bare så fantastisk. Selvfølglig er det stadig enormt hårdt, men det faktum at han er blevet større og forstår meget mere (dog stadig ikke ordet ‘NEJ’) gør vores hverdag meget lettere. Det er stadig hårdt at være alene med ham i mange timer ad gangen, men det er INTET i forhold til for et år siden.

Jo ældre han bliver, des større bliver min kærlighed til ham. Det er som om, der bliver mere og mere at elske? Hans ordforråd tæller nu diverse dyrelyde, og han kan sige JA, HEJ, ØØØØØØØØØJ, AAAAAAAAAJ og sige som en brandbil. Det er genialt.

Hver dag er vi enige om, at vi har det bedste barn i hele verden. Og selvom alle I andre også mener det om jeres (og det ved jeg I gør) så er det altså et faktum her i vores hjem. Alfred er den sejeste Bøf i verden. Og i dag har han lært at drible med en bold! Og Alfred har indviet hans nye vandtætte flyverdragt. Er glad for det blev den, der slipper hverken sand eller vand gennem sådan en satan.

Jeg et spørgsmål til jer;

Ved ikke om I har fulgt debatten på Politiken i disse dage, omkring stressede børnefamilier?

Jeg kunne godt tænke mig at høre jer derude, hvordan i får hamsterhjulet til at køre rundt? Arbejder I for meget? Er I stressede? Er der tale om enkelte tilfælde, som ikke formår at tilpasse egne ambitioner og ønsket om at stifte familie? Har vi for mange bolde i luften?