EN MUS FYLDTE ÅR – OG LIDT OM MIG.

Ville lige kigge forbi og sige hej – det fik jeg nemlig lige lyst til. Egentlig meget rart at mærke lysten til at tage computeren frem og skrive! Den har nemlig ikke været der på det seneste. Noget af det som driver mig, når jeg skal skrive herinde, er nemlig lysten.

Det kan være svært at drive sådan et medie her. Mest fordi man jo skriver om sig selv og hvordan det går i ens liv. Og I kender det sikkert – de tidspunkter hvor man ikke rigtigt har lyst til at tale for meget i telefon, svare på sms’er, mails eller bare ringe tilbage på de ubesvarede opkald på telefonen. Sådanne tidspunkter oplever jeg også med bloggen.

Det er nemlig ikke alt jeg ønsker at skrive om. Kia rammer måske konceptet utroligt godt her. Jeg elsker at skrive om mit liv, vores liv og vores hverdag – men nogle gange har jeg svært ved at finde ud af hvor min egen grænse går. Hvornår er det mit liv? Og hvornår er det mit privatliv jeg udleverer?

Måske er det en anelse underligt. Især når jeg både har skrevet om bryster, tissemænd, lort, bræk og gylp. Og når jeg har bandet og svovlet. Brokket mig og hældt verbal diarre udover jer allesammen. Man kunne jo fristes til at tro, jeg intet filter har.

Det har jeg dog erfaret på det seneste, at jeg har. For jeg har nemlig lige overstået en hæslig periode. Eller… Ved ikke om den er overstået, men mit hovede er i hvert fald kommet op til overfladen igen. Og det handler om, at jeg har ydet over evne i månedsvis – og til sidst kan man ikke længere noget som helst. Man går fra den ene yderlighed til den anden. Et rigtigt wake-up call.

Og når tingene ikke går så skide godt, så kan jeg få helt angst over at være hende med bloggen. For der er altså flere og flere af jer derude. Også i mit lokalområde – og pludselig blev jeg helt nervøs over at blive genkendt – uden makeup og racoon-øjne, helt røde af træthed. Og måske blev jeg også bange for at en eller anden ville stoppe op og snakke til mig.

Faktisk blev jeg også bange for at gå over at handle – ikke for at blive genkendt, men for at være ude at handle, blandt mange mennesker  – og pludselig befandt jeg mig i en situation, hvor jeg aldrig havde været før. At være et sted, hvor jeg har været en million gange før, men pludselig ikke kunne være i min egen krop.

Afsted til lægen med mig.

Hvad der så kom ud af det lægebesøg er jo så det jeg vælger at holde for mig selv – det er her privatlivet starter og grænsen mellem mit blogliv og privatliv indtræffer. Jeg vil blot sige, at jeg er OKAY – og at jeg har en god fornemmelse for hvad der skal ske det næste stykke tid.

I mens jeg har haft travlt med at få angst-anfald og ligge søvnløs – så har det været jul og det har også været Alfreds aller første fødselsdag. I guder hvor tiden dog er gået stærkt! Tænk at jeg har en søn på 1 ÅR!