Lukker lidt op for posen.

Nå, det her indlæg har været undervejs længe. Jeg har ikke helt haft lyst til at skrive om det, og så alligevel lidt.

Jeg har været bange for at hele mit koncept herinde ville være en løgn, hvis jeg rent faktisk lukkede op for posen og indrømmede at alting er lidt svært af en årsag. Problemet er bare, at en bange mistanke ikke kan rykke med den virkelighed jeg har beskrevet herinde så mange gange før. Faktisk gør det ikke nogen forskel.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har haft ret svært ved at forlige mig med hele det her projekt familie. Bloggen her har været min ventil, og ikke mindst et helle, hvor mine tanker har fået frit løb – og hvor mine følelser og sindsstemninger har fundet andre i samme båd. I hvert fald noget af tiden. Andre gange har jeg også været helt på toppen, og det har måske også fået lov at skinne igennem somme tider, mellem bandeord og brok.

Der er sket meget siden januar i år, som var den måned jeg gik helt ned med flaget. Jeg kunne ganske enkelt ikke ignorere den psykiske og fysiske belastning jeg havde udsat mig selv for i det første år med Alfred.

Jeg synes det var røv-fucking-HÅRDT at få et barn. Især fordi vi ikke havde tid, penge eller overskud til at blive forældre. Vi klarede det hele rigtig godt, men når jeg ser tilbage nu, så var det meget hårdere end jeg turde sige til mine nærmeste. Jeg følte ganske enkelt, at jeg mødte en mur, hvis jeg gav udtryk for at jeg var træt, bange, ensom og ked af det. For jeg havde jo selv valgt det. Jeg burde jo have sagt mig selv, at det ville blive hårdt, ikke?

Fødslen var intet i forhold til de første mange måneder. Jeg var meget alene, da kæresten arbejdede rigtig meget i starten. Og kunne jeg gøre alt om igen, og havde vores liv set anderledes ud, så skulle vi have haft barsel sammen. Punktum. Svenne tog som regel afsted ved 9-tiden om morgenen, og var først hjemme igen kl. 19. Det var altså en kamp at komme igennem alle de timer. Jeg havde nemlig fået et barn, som sjældent sov mere end en halv time ad gangen. Så jeg sov ikke, jeg spiste ikke og jeg gik bare rundt. Og gik og gik og gik.

Hvis jeg ikke havde haft bloggen så var jeg gået helt ned med flaget. Og jeg havde taget min familie med mig. Hvis jeg havde siddet alene med alle de tanker og alle de følelser, som virkede helt forbudt og forkerte, så ved jeg ikke hvordan jeg havde klaret det.

Det viste sig bare, at der sad enormt mange mennesker bag skærmene, som delte mine tanker og følelser. Og som prikken over i’et, så var der ingen af jer derude der sagde at jeg var helt forkert på den. Ingen rettelser, ingen kritik eller skældud. Bare ren kærlighed og støtte.

Det tror jeg aldrig at jeg kan takke jer nok for.

Min læge fik mig til at udfylde et skema, hvorpå man kan fastsætte graden af en depression. Min var, og er, moderat. Lidt noget fis. For hvad fanden betyder moderat? Sådan lidt, men ikke så meget alligevel? Sådan noget fis.

Det første han gjorde var at udskrive lykkepiller.

Jeg tog dem i 4 dage, hvor jeg ikke sov i samtlige 96 timer. De gjorde mig søvnløs (hvilken ironi) og selvom jeg fik sovepiller, så lukkede jeg ikke et øje i 4 døgn. Jeg sad bare som en zombie uden at kunne noget. Det eneste sted jeg kunne holde ud at være, var under bruseren. Følelsen af vandet gjorde, at jeg ikke kunne mærke den sindssyge uro jeg havde i kroppen. Jeg stoppede med dem igen, fast besluttet på at jeg ikke skulle i nærheden af sådan noget skidt igen. Samme dag jeg stoppede med dem, sov jeg som et lille barn.

Jeg tænkte at jeg for en gangs skyld ikke ville springe over hvor gærdet er lavest. Og hvis jeg havde fået en depression, så skulle jeg finde ind til roden af hvorfor. Og jeg sidder her stadig, over et halvt år senere, uden at være kommet et svar nærmere. Jeg har alle mulige forklaringer og episoder der kan være årsager til det, men intet er konkret.

Jeg går i pisse dyr terapi, igen en ironi der er til at føle. En stor del af det hele, skyldes økonomi og bekymringer. Så er det på en måde ikke fedt at smide 1000 kr for en time hos min psykolog. Som i øvrigt er kognitiv, så ingen støtte til det, rent økonomisk.

Jeg tvivler ikke på at jeg har en depression – de dage hvor jeg er dårlig, så er jeg lige til at smide ud i skraldespanden. Men jeg har bare så mange gode dage, at jeg stadig tvivler på diagnosen. For jeg føler mig ikke depressiv. Jeg går på arbejde og jeg tager mig af mig selv og mit barn. Tror faktisk at den der lider mest under det, det er min kæreste. Faktisk er jeg ikke i tvivl om at det er tilfældet. Og for hans skyld, så håber jeg at det snart hører fortiden til.

Jeg er mest ked af, at jeg har brugt de første mange mange måneder af Alfreds liv, på at have det svært. Men jeg ved også, at når jeg er ude på den anden side – så har han en mor der er SÅ meget federe.

Jeg leger mest med tanken om, at kaste ordet ‘fødsel’ eller ‘efter-fødsels’ ind foran ordet ‘depression’. For det giver så meget mening for mig. Det er ikke til at sige om det skyldes alle mulige andre ting, men jeg ved bare, at det at jeg har fået Alfred, har været så stor en omvæltning at jeg ikke selv kunne følge med.

Når det kommer til bloggen, så har det jo været ren terapi at skrive alt ned og dele det med andre. Men bloggen har også tynget mig enormt meget i visse perioder. Og det gør den faktisk stadig. Der er en årsag til at jeg aldrig svarer på jeres kommentarer. Jeg kan ganske enkelt ikke overskue det. Og så får jeg dårlig samvittighed. Og når først den er der, så får jeg det overhovedet ikke gjort! Jeg kan kun beklage, undskylde og prøve at forklare mig – og det er ikke en dårlig undskyldning –  måske en latterlig en, men det er sådan jeg har det. Jeg kan kvittere med at skrive indlæg og gøre det ofte. Men jeg bliver nok aldrig hende der svarer ret meget. Det håber jeg okay. For jeg læser hver og en, og de er alle værdsat. Virkelig.

Jeg tør ikke tænke på hvor mange der sidder med samme diagnose som mig. Efter at have fået et barn. Jeg tror det er meget mere udbredt end man tror. Udadtil er jeg velfungerende og meget almindelig – men jeg bærer også rundt på en tung, tung byrde. Og jeg er nok ikke alene med at have den slags irriterende vægt.

Nå, men nu prøver jeg så at trykke ‘udgiv’. For det er nok på tide at jeg tør. For fanden mand, jeg har jo både skrevet om lort, sex og dårlig selvtillid. Tænker at I godt kan holde til lidt mere ærlighed.

Hav den bedste dag!