KONKURRENCE, KONKURRENCE…

Mon jeg er den eneste der kan mærke det? Baby/børne konkurrencerne?

‘Aj, fik Alfred først tænder da han var 6 måneder?’ MIN Gyda fik tænder da hun var 2 uger og ugen efter kraaaaarvlede hun også! Kan Alfred kravle endnu?’

Øh, neeeej. Suk. Kun næsten.

Kender I det? Evigt og altid et ræs med at nogen skal overgå dig og dit yngel.

Det er jo ikke kun når det kommer til børn. I kender den godt, du ytrer dig på din arbejdsplads, at du har lidt hovedpine og ikke er på toppen. Så er der er altid en eller anden der har MEGET mere hovedpine end dig på jobbet. Altid en anden mor der har sovet mindre end dig, hvis du fortæller du er lidt træt.

Men hvorfor konkurrerer man på sine børns vegne?

Jeg har svært ved at finde ud af, om det er fordi vi er så skide stolte af dem; jeg er f.eks sindssygt imponeret over, at Alfred kan slå to ting sammen. Evigt og altid sidder han og hamrer ting mod hinanden. For mig er det jo koordinering på et meget højt niveau!

Eller! Eller om det handler om usikkerhed. Man vil have det dygtigste og bedste og det klåååågeste barn. Og dermed gør vi andre mødre usikre, i forsøget på at understrege, hvor dygtige og modne og fremme i skoene vores små kræ er.

Det er faktisk ikke fair. For synes der er en fin grænse, mellem stolt at fremvise et dygtigt barn, og så påpege at andre (helt normalt udviklede) børn er bagud.

Og jeg kan mærke, at når jeg f.eks ofte skal høre på ‘at man da skal kravle før man kan gå’ eller ‘min dreng på 8 måneder sover igennem og endda i sin egen seng’

Så bliver jeg lidt træt. For pludselig glemmer jeg at glæde mig over de ting Alfred kan, for så i stedet at irritere mig over ting han ikke kan – eller som folk ynder at sige: BUUUUUURDE kunne på nuværende tidspunkt. For det kan DERES børn.

Pis mig i øret mand, hvorfor er folk sådan nogle blærerøve? På den irriterende måde?

Giver andre også jer samme følelse?