Min yndlings ting at lave med mor og far.
Jeg kan godt lide min boghylde. Ikke alene er den god at stå op ad, den er også fuld af gode bøger.
Nogle er små og andre er store. Og nogle af dem er bedre end andre. Jeg har en der kan spille musik, og en der er dyr med pels i, en med biler og traktorer og én hvor man skal finde en hund der er blevet væk fra sin mor.
Min aller-yndlings er den med prikker og pletter. Mor og far skal vågne hver morgen og læse i den sammen med mig. Igen og igen og igen. Og den er ikke bare sjov at kigge i, for som I nok kan se, så har jeg fået rigtig godt fat i hjørnet, og jeg er nok langsomt ved at spise den. Egentlig ikke så smart, for hvis jeg spiser den helt, så er det jo slut med den…
Jeg har bare svært ved at stoppe igen. Bare spørg mor hvordan hendes bordskånere i kork ser ud, efterhånden.
Nå, men bogen om prikker og pletter er sjov, fordi jeg lærer noget om former og farver. Og så elsker jeg, at mor og far synes jeg er en smule belastende, når vi skal læse i den for 400. gang i løbet af en dag.
Men så må de jo bare finde nogle andre bøger der tiltaler mig. Og som er gode at spise af, lidt ad gangen, ikke?
Kan I måske anbefale dem nogle gode bøger, som jeg godt gider, når nu jeg ikke er helt klar til at få læst historier?
Hilsen Alfred.
Kære Alfred
Kender du “min lille bitte bog om kroppen”? Den er herregod! Der er vildt mange babyer og børn i som laver alle mulige sjove ting med deres ansigter og kroppe.
KH
Nora på 13 måneder.
PS. jeg har bidt mig hele vejen igennem min bog, så der er hul i ryggen. Min mor har nu tapet den hele vejen og nu er en slet ikke så sjov at bide i 🙁