Jobbis!

Nå, men det var da noget med et job.

Flere har været efter mig, fordi jeg har sagt noget om at jeg har fået job. Og mange har spurgt omkring hvor, hvordan og hvad. Og jeg har ikke rigtig svaret på de spørgsmål. Endnu.

Jeg ville jo gerne dele den gode nyhed, men omvendt var jeg jo lige nødt til at starte op og lige smage lidt på det, inden jeg lettede sløret for hvad det er for noget.

Jeg søgte stillingen som blæksprutte hos et firma, som bl.a består af små firmaer som Downtown, Bloggers Delight og Take Offer. Jeg søgte stillingen fordi det kun er 15 timer om ugen, fordelt på 3 timer om dagen. Og den eneste årsag til jeg overhovedet så opslaget, var via Downtown’s facebookside. Ret heldigt! 20 minutter senere havde jeg skrevet en sindssyg ansøgning om blæksprutter og sendt den afsted. Uden billede eller noget!

Jeg rydder op, ordner frokost, løber ærinder, har små administrative opgaver og så videre. Det er et hyggeligt job, men jeg løber stærkt! 3 timer får hurtigt ben af gå på, skal jeg hilse at sige!

Grunden til jeg tillader mig ikke at arbejde mere, er fordi jeg ikke kan. Og heller ikke vil. Min fysik og min psyke er stadig lidt usikker. Døjer med ondt i ryg og bækken, og jeg bliver hurtigt stresset. Og hvis jeg nogensinde skal kunne sende et udkast af min bog til forlaget, så skal jeg bruge et par timer om dagen på det også.

Vi er derfor nogen rigtige fattig-røve, men på lang sigt, så tror jeg at det er en god investering at starte nænsomt op igen.

Det har dog været rigtig rart at tage hul på ‘den anden side af barslen’ hvis man kan sige det sådan. Havde virkelig frygtet at sidde fast i lang tid. Det gjorde mig ikke så meget at gå hjemme, men det GAV mig bare heller ikke noget.

Selvfølgelig kunne jeg blogge flittigt hver eneste dag, men det er jo ikke noget der betaler sig rent økonomisk, vel?

Det er fedt at have tid om morgenen til at lege med Alfred. Og så aflevere ham med god samvittighed og stadig kunne hente ham før kl. 16. Og selvom det er en luksus der ikke kan vare ved, så nyder jeg at jeg lige nu kan holde alle tallerkener i luften, uden at føle de alle sammen rammer gulvet på et tidspunkt.

Vi går ind i slutfasen af Alfreds far’s praktik – og det er nu han skal lægge tid og energi i det. Og det kan så sandelig mærkes. F.eks har han arbejdet dobbelt de sidste mange uger, således at han, og en med-praktikant i aften debuterer med deres helt eget program på P3!

Det er i aften mellem 21-24 det sker!

Jeg er så mega stolt af ham. For han har haft sit at se til! Han arbejder hårdt og han er så sindssygt dedikeret til hans arbejde – og stadigvæk er han den der ofte tager det tunge læs herhjemme. De lange perioder, hvor Alfred sover ad helvede til, der er det ham der tager ham om natten.

Det handler selvfølgelig også om, at jeg slet ikke kan fungere uden min søvn, men alligevel er det altid uden brok og med den største selvfølgelige tilgang, at det er ham der har baby-vagten om natten.

Havde jeg nu ikke haft et enormt behov for søvn og hvile, så havde hans hverdag nok været lidt lettere. Men han er gjort af et helt særligt stof. Han er simpelthen den bedste far i hele verden.

Dog skal vi snart på en eller anden kæreste-tur. Jeg drømmer om Paris, med ham i hånden. Og det skal nok ske en dag.