Av i maven og av på numsen.

Det er virkelig ikke særlig nemt at være en lille dreng når noget gør ondt.

Jeg forstår ikke hvad der sker, og jeg kan ikke fortælle mor og far hvor det gør ondt henne. Totalt meget op ad bakke, synes jeg. Og min numse er HELT rød, og samtidig er mor og far bare helt vilde med at smøre dumt creme på den hele tiden – og jeg er bare sådan lidt LAD NU MIN NUMSE VÆRE!

Jeg har slet ikke været i vuggestue hele ugen, og jeg har været alene hjemme med far, og selvom vi har leget rigtig meget, så er jeg ret træt af at være mig.

Jeg kaster også op nogle gange og grunden til min numser er så rød er, at jeg hele tiden skal skide.

Det gode ved at være syg er dog, at jeg får lov at se helt vildt meget Ramasjang i lænestolen. Så putter vi med dyner og ekstra sutter og vi læser også rigtig mange bøger. Alt i alt er det jo ikke så slemt igen, men jeg kan godt mærke at især far er træt. Ville ønske jeg kunne fortælle hvor og hvorfor det gør ondt og hvad han skal gøre for at hjælpe mig. Men det er det der med ord. Dem kan jeg nemlig ikke så mange af.

Hvornår kan man det? Indtil videre kan jeg sige Hej – men ellers er det mest bare lyde. Dem er jeg til gengæld også god til. Og jeg kan også danse. Men når man er syg, så gad jeg godt at jeg kunne sige meget mere. Glæder mig enormt meget til jeg kan forklare mor og far, at når jeg peger på posen med kage, så er det posen med kage jeg vil have og ikke et eller andet dumt æble.

Hvornår begyndte I at tale?

Hilsen Alfred.