Tankeskrald fra en glemsom og træt mor.

I morges vågnede Alfred først kl. 5:30. Halle-fucking-luja. Sikke meget en sølle time kan hjælpe på det hele. Jeg vil næsten påstå at jeg følte mig udhvilet, da jeg blev kildet under tæerne og en glad dreng forventningsfuldt, råbte HAAAAARRRRRRIIIIIJ. Jeg elsker at blive vækket på den måde.

Førhen kunne jeg godt værdsætte at vågne op ved siden af min kæreste, putte mig ind til ham og ligge i ske – hell, måske endda kaste lidt morgensex efter ham, inden man stod op. Den tid er forbi. Nu finder jeg i stedet glæde ved at blive slået i hovedet med en traktor, mens en 90 cm lang tumling skriger ‘DEEEEEEEEEEET’ ind i mit øre.

Det kan godt være at Bøffen har en helt anden agenda end os, når det kommer til tidspunktet hvor vi står op – men til gengæld tror jeg vi er ovre hans skrige-periode. Og selvom søvn er min helt store kærlighed, så er det faktisk langt værre at have et kronisk sur og frustreret barn. Seriøst.

Jeg skrev tidligere at jeg faktisk ikke brød mig særligt meget om ham, og det var fandme sandt. Han var en fucking byld i røven og nærmest årsag til at jeg havde mere lyst end nogensinde, til at kaste mig ud af vinduet. Det er ikke helt ufarligt, når man bor på 5. sal.

Men det er som om at han er sig selv igen. Bare mere nice.

Hans fascination af biler, traktorer og andre større køretøjer er så vild! Jeg har fået mig en søn, der er indbegrebet af en dreng. Alt på hjul, som larmer og er stort er fucking fedt. Når vi kører til eller fra vuggestuen på cyklen, så får den lille fede pegefinger ikke for lidt. ‘DEEEEEEEEET’ skriger han i høj falset, og så er det bare med at multitaske, så man både ser hvor man cykler, men også deler det fantastiske øjeblik med ham, hvor der kører en kæmpe lastbil forbi.

Og hvad er oddsene egentlig for, at vi på 2 dage, i indre København – har set omkring 10 traktorer, kæmpe lastvogne med landbrugskøretøjer og kæmpe kraner? Har da aldrig lagt mærke til den slags før, men nu er vi pludselig ret interesserede i den slags.

Alfred er endelig nået til det stadie hvor han synes Ramasjang er mega fedt, og hvor han godt gider lege med sine biler alene. Det giver os et værdsat åndehul om morgenen. Det, at man lige kan nå at vågne, lave en kop kaffe og stene tegnefilm er virkelig lækkert. Det eneste jeg synes er lidt pres, er alle de temaer fra de forskellige programmer. Min hjerne har det med at suge dem til sig. Så over de sidste 4 uger har jeg haft temaet fra ‘Små Kartofler’ – som i øvrigt er en sindssygt dårligt program, temaet fra ‘Olivia’ samt en helvedes masse Hr. Skæg-sange. Hr. Skæg gør ikke så meget, jeg synes han er enormt rar, så det er ok. Jeg mangler dog stadig en forklaring på, hvorfor jeg de sidste 4 dage har gået og sunget med på temaet fra ‘Hodja fra Pjort’.

Hvad fanden sker der for det?