Mig og mere.

Jeg skynder mig at udgive et positivt indlæg, oveni det forrige. Tak for alle jeres kommentarer. Både dem der giver skulderklap og dem der forsøger at sætte tingene lidt mere i perspektiv for mig. Begge dele er værdsat. Virkelig.

Det er længe siden jeg har skrevet sådan rigtigt om mig selv herinde. Det er vildt, så mange personlige indlæg der er herinde, alle med ærlige og følsomme emner in mente. Men i dag slog det mig – at der er meget, rigtig meget jeg slet ikke fortæller. Fordi jeg ikke er dagligdags-blogger, men mere skriver om store og inderlige issues. Så glemmer jeg faktisk at skrive om hverdagen og de ting der er sket på det sidste.

Jeg arbejder stadig! Og jeg er gået lidt op i tid. Yay. Vi er jo flyttet, og har i den forbindelse fået halveret vores boligudgifter. Det fandeme lækkert. Og det giver en kæmpe ro. Der er også sket noget på job-fronten i hjemmet, altså for min kæreste. Men mere om det en dag han synes det ok jeg skriver om det herinde. Det giver bare en ro, at der er lys for enden af tunnelen og at vi nærmer os det lys.

Sidste punkt på listen, og det vi ønsker os allermest, er en permanent bolig. Eller i hvert fald et sted hvor vi kan bo i 2 år. Minimum. Så det skal vi til at finde. Yaiks.

Jeg har det en hel del bedre end for bare en måned siden. Det er som om alt er blevet bedre. Ikke at jeg ikke godt ved at jeg kan få tilbagefald – det ved jeg godt – men det går bare bedre med det meste. Og det hjælper også oppe i hovedet.

Jeg er rigtig glad for vores hverdag, hamsterhjulet kører rundt, om end vi har en masse ting vi godt kan være bedre til. Men er der ikke altid det? Jeg kan rigtig godt lide mit job. For det meste passer jeg bare mig selv, og der er ikke de helt store udfordringer at komme efter, når man skal passe en lille reception samt sørge for at brødføde 60 mennesker og vaske op efter dem. Jeg tanker mig et par kopper kaffe, stiller frokosten an, rydder op og så drikker jeg igen en kop kaffe – og så blogger jeg.

Jeg arbejder ca. 6-7 timer dagligt. 4 af dem hos Downtown/Bloggers Delight/G-fish – de resterende timer går med skrivning og bloggen. Jeg er så lykkelig for at jeg kan. For bare 5 måneder siden, orkede jeg knapt nok at stå ud af sengen. Så jeg kan kun glæde mig over hvordan det går nu.

Alfred har det rigtig godt. Selvom han har de her night terrors de fleste nætter, så sover han faktisk vildt godt resten af tiden. Altså…. Han står stadig op før kl. 6, men der er bare ikke så meget at gøre ved det lige nu.

Jeg har været små syg de sidste par dage – den der dumme sensommer influenza, der altid er uundgåelig når vejret skifter. Men jeg trøster mig selv med, at jeg rejser en tur til Spanien i næste uge – på en lille bloggertur, sammen med en masse andre seje mommys. Gal, jeg glæder mig.

I mens jeg er væk, har jeg fået en babysitter til at se efter bloggen, og jeg er spændt på at se, hvad hun finder på af fine indlæg herinde. Det skal nok blive sjovt.