Havnen.

Flere og flere er begyndt at spørge ind til vores nye hjem. Og med alle de teasere og alle de indlæg om håb og drømme – så kan jeg da godt forstå at I gerne vil se giraffen!

Den er stadig ikke vores. Først d. 1/12 må vi rykke ind – og for at trække pinen yderligere, så bestemte vi os for, at vi for alvor rykker ind 5/12. Der er nemlig lige en pensel eller to, der skal igang og der er også behov for lamper osv.

Har forsøgt at gardere mig med hjælpende hænder, så vi kan komme på plads så hurtigt som muligt. Vi har dog bestilt et flyttefirma til at flytte for os, da ingen af os har hverken muskler eller kørekort til sådan en omgang. At vi skal flytte fra 5. sal gør også en del. Det er pisse hårdt.

Selve lejligheden er knap 100 kvm. Fordelt på 2 stuer, 2 værelser, toilet, bad, spisekøkken og en fin gang. Prikken over mit I, er den lille have der følger med. 25 grønne kvadratmeter, der bare venter på at skulle udsættes for mine alt andet end grønne fingre!

Den dag jeg fandt lejligheden på Boligportalen gjorde det næsten ondt. For den var så perfekt, at jeg næsten ikke kunne rumme det. Jeg skyndte mig at ringe på den, og aftalte at vi måtte komme og kigge.

En time efter tikkede denne mail ind i min indbakke på bloggen:

Tak for din ærlige og sjove blog og insta.
Jeg har set, I leder efter en andel og jeg ville derfor fortælle, at vi netop har sat vores til salg i København Sydhavn…
(uddrag)

Hvad er oddsene for, at det var den samme lejlighed jeg lige havde ringet på?

Inden vi kunne nå så langt, skulle den dog lige ligge og lumre på den interne liste i foreningen. Kæmpe øv, sådan at gå rundt og vente på. Dog sendte jeg en kærlig, men bestemt mail til vores nye bank, om at det var LEJLIGHEDEN og at de skulle kigge alle papirer igennem, således at vi kunne byde på den hurtigst muligt.

På dagen for rundvisningen kunne vi godt mærke at der var mange interesserede. Faktisk passerede vi et par på vejen, der sendte os dræberblikke, og i selve lejligheden var der også en anden interesseret køber.

Enhver, som har været på udkig efter andel i København for nyligt, ved hvad jeg taler om. Det er alle mod alle, og alle er desperate. Det er faktisk ret skræmmende.

Vi havde været ude og se på to andre. Den ene var en anden lækker 4. værelses på Østerbro – lige ud til søen, og der var vi simpelthen ikke hurtige nok – den anden var en meget lille og hip hytte på Vesterbro – men som var for dyr i forhold til størrelsen.

Og så var vi også en tur ude på Amager……. Dejlig lejlighed. Men ingen af os kunne holde tanken ud. Jeg har intet ondt at sige om Amager. Og det skal siges, at både Svenne og jeg har boet der. Men det skal også nævnes, at vi var så langt ude på Amager, st vi næsten ikke kunne finde hjem igen.

Og med fare for at lyde dybt overfladisk, så betyder omgivelserne altså noget for os. Hvis jeg var ligeglad med hvor jeg boede, så boede jeg stadig i Silkeborg, hvor jeg ville have mine forældre tæt på. Men jeg får tic’s af at bo forkert. Så til dem der tænker på at smide en kommentar om at jeg kun tænker på Cafe Latte og Take Away, så er det ikke sandt. Men jeg smider dæleme ikke en million efter en hytte, hvis jeg ikke bryder mig om området.

Kort sagt, så var jeg bare helt solgt, da jeg fandt vores. Og mentalt var jeg allerede flyttet ind. Derfor var processen også hård i dagene op til fremvisningen og op til vi skulle byde. Alt skal jo cleares med banken – og i vores tilfælde viste det sig, at banken synes vi skulle prutte lidt om prisen.

Og jeg elsker at prutte om prisen. På vaser og gammelt lort på loppemarkeder. Fandeme ikke om drømmeboligen. Især ikke, når man ved at alle andre byder maks-prisen. Igen måtte jeg kærligt understrege over for vores rådgiver, at det ikke kom på tale. Og heldigvis gik hun med på, at de ville låne os restancen. Og det er ikke engang sikkert at der er nogen, når alt kommer til alt.

Da der var flere om budet og fordi man ikke må byde over maks-prisen på en andel, så var der 4 eller 5 bud på prisen. Og så vidste jeg, efter sælger havde sagt det, at der ville blive trukket lod.

Jeg var ved at dø over uvisheden. Tanken om at starte forfra. Søge, mails til banken, læse regnskaber, flere åben hus-arrangementer…. Av. Jeg kunne bare ikke rumme det. Mine nerver sad udenpå tøjet og jeg var et rigtig nervevrag i de dage. For vi havde bare slet ikke god tid. Vi var boligløse.

Da vi bød, var der deadline for bud samme aften kl. 20.00. Kl. 20.10 ringede min telefon. Det var sælger, som fortalte at de gerne ville sælge til os.

Om nogen oppefra holdt hånden over os – som det ikke-religiøse menneske jeg er, tvivler jeg på det. Men et eller andet har vi gjort godt i vores tidligere liv. For alt faldt i hak – og i dag har vi underskrevet en kæmpe bunke gæld på 1000 stykker A4 papirer.

Og jeg svævede hjem fra banken. Lettet som aldrig før. Den drøm jeg ikke har turdet give mig hen til de sidste 2 år, er gået i opfyldelse.

Det er lidt sjovt, faktisk. For jeg har jo ‘kendt’ sælger i næsten 2 år. Men når det er et virtuelt bekendtskab, så er det noget andet. Jeg ved bare, at da jeg trådte ind i deres hjem, så følte jeg mig hjemme. Organiseret kaos, varme og hjerterum. Jeg glæder mig til at følge dem på vej videre. Og de får også mulighed for at se, hvordan vi skaber vores hjem, i de omgivelser de har skabt.

Du kan læse om hendes side af salget HER søg på ‘man har et standpunkt til man får…’

FOTO: @morihavnen