Mænd, Tinder og boremaskiner.

Jeg får virkelig brugt mine hænder for tiden. Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke har hængt et eller andet op, malet paneler eller spartlet huller. Har en lille frygt i mig for tiden. For hvad FANDEN gør jeg, når jeg løber tør for projekter i lejligheden??

Projekterne er de eneste der holder mig rimelig normal, nemlig! Vi har tale om en person der ikke har været single i over 10 år – medmindre man trækker få måneder fra.

Jeg er typen, der nærmest er gået fra et forhold til det andet – ikke fordi jeg har været trængende eller opsøgt det, men mere fordi jeg ufrivilligt er faldet pladask for nogen, selvom jeg vitterligt troede, at NU skulle jeg være single!

Mine one night stands kan nærmest tælles på én hånd – og de har som regel, mere repræsenteret en sjov historie til veninderne, end en eventyrlig nat på lagnerne 🙂

Og nu sidder jeg her, sådan virkelig single, med minus udsigter til mænd i mit liv, udover en snart 3-årig. Og det er egentlig ganske fint.

Bortset fra, at jeg frygter for den dag jeg løber tør for handy projekter i lejligheden – for så er jeg sikker på at jeg pludselig kan mærke PRÆCIS hvor længe siden det er, jeg har dyrket sex med andre end mig selv. Ja, beklager – håber ikke I er sarte, og håber da at det også er den slags ego-tid i andre spenderer med jer selv. Hvis ikke, så kom lige i gang!

Det er altid noget, at der nærmest står ‘håndværkertilbud’ i panden på min lejlighed, for tror ikke jeg løber tør for huller, lister eller paneler der trænger til en kærlig hånd lige foreløbigt.

Problemet er, at jeg har fundet ud af, at der nok også står ‘håndværkertilbud’ på mig – lidt af et projekt, der kræver tid og opmærksomhed.

Jeg prøvede det der Tinder, og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige?

Der er jo intet galt med Tinder, men for sådan en som mig, der ALTID har prioriteret kemi og øjenkontakt, så er det altså ikke ideelt for mig. Men jeg gav det en chance, og jeg var da også på en enkelt date for et stykke tid siden. Problemet er bare, at jeg synes at korrespondancen er en del sjovere end at møde de her mænd irl, og så falder det hele til jorden.

Folk (velmenende folk, sgu) har været søde til at minde mig om, at jeg ikke har noget at byde det modsatte køn lige pt – at jeg skal tage mig tid til at sørge og være ked af det. Og jeg forstår godt hvorfor man tænker det, men jeg har virkelig ikke tænkt mig at sidde hjemme og sørge, alt i mens min krop bliver slappere og mere bleg. Jeg kan sgu godt sørge over noget, være trist og vemodig, samtidig med at jeg får stillet nogle helt basale behov.

Samtlige af mine (ex) kærester kan skrive under på, at jeg absolut ikke trives uden fysisk kontakt med det modsatte køn – jeg røvkeder mig uden den slags i mit liv – og det er fint nok for nu, men jeg prøver bare på at sige, at man sagtens kan sørge uden at gå i cølibat.

Status på Tinder er, at den er slettet for nu. For jeg havde lidt svært ved at administrere det. Hvis jeg sad og var ked af det, så fandt jeg de her mænd der umiddelbart så ud til at være til at leve med – og deeeeeeet duer jo ikke! Og hvis jeg var i pisse godt humør, og fandt en af de mere sjældne: pæn, over de 30, fuldskæg og rimelig normal, så kom vi måske i snak – lige indtil de begynder at spørge mere ind til hvem jeg er og hvad jeg laver!

‘Jo, ser du – jeg blogger! Og her har du min hjemmeside – her kan du læse ALT om mig – mine inderste tanker, mine ammeproblemer, min besværlige fødsel, min skilsmisse og min forhenværende depression!’

Jep, jeg har aldrig, aldrig før, overvejet hvilke konsekvenser bloggen kunne have for mig. Altid har jeg tænkt, at den kunne have konsekvenser for Svenne og Alfred. Og af tekniske årsager, så er der ikke ret meget med Svenne på bloggen længere, for sådan noget kan heldigvis fjernes, så man ikke søger på hans navn og finder personlige ting om ham på min blog.

Men pludselig indser jeg, at jeg ikke er anonym – at jeg ikke kan gemme mig bag et kontorjob. Alle man taler med, spørger hvad man laver.. Og det tager ikke mere end 5 minutter at Google mit navn, og så kan man læse rigtig meget om mig – meget mere end hvad jeg ville fortælle selv.

Jeg fortryder intet ved denne her blog. Den har givet mig så meget mere end jeg kan forklare. Den har givet mig selvtillid når der intet var, den har givet mig en følelse af fællesskab, når jeg har følt mig aller mest alene. Den har lært mig enormt meget – både om jer og om mig selv. Den har givet mig mad på bordet og betalt mine regninger. Den har givet mig en rank ryg – for når jeg skal være helt ærlig – selvom jeg ofte tøver og ikke har lyst til at fortælle hvad jeg laver – så er jeg enormt stolt af den.

Men lige pludselig begrænser den mig. Jeg har ikke lyst til at fortælle mænd på Tinder hvad jeg laver – for jeg ved, at så er de væk på under 5 sekunder. Og jeg er også en nar, for lige så snart de begynder at spørge mig ind til om de må finde mig på Facebook, eller hvor jeg arbejder – så sletter jeg dem. Ikke fordi jeg er flov – men fordi jeg har brug for at have et privatliv..

Så alt i alt, så er Tinder nok ikke stedet for mig.

Men hey, jeg har købt en slagboremaskine og jeg bruger den flittigt. Hvem har også brug for en mand, når man selv kan være en?

Hmm….. Måske mig, for lige pt står min Wegner daybed i klemme ude i gangen, fordi jeg ikke er stærk nok til at jonglere den rundt, så den kan komme ind i stuen. Fuck.