Graviditet er kun for rigtige mænd.

Live-blogger lige fra yndlings-kaffebaren, hvis det er okay med jer! Tænkte jeg ville komme med en lille kærlighedserklæring.

Pt. er vi nået til uge 27. Nærmere betegnet 26+5, som det så fornemt (og forvirrende) hedder.
Har været sådan lidt syg-ish de sidste par dage. Det er ret tungt at have det sådan oveni alt andet. Lidt som syg, men med lidt ekstra syg ovenpå.

Det er svært at vide hvor meget jeg kan tillade mig at ynke i hverdagen. For jeg laver jo ingenting. Og prøver virkelig på at holde ynken nede, af hensyn til kæresten. For kan godt få ondt af ham når jeg tænker på, at det efterhånden er ved at være 7 måneder siden, han sidst så skyggen af den kæreste han forelskede sig i engang.

For selvom jeg er mig, så er jeg stadig mig plus ekstra. Og jeg priser mig selv lykkelig for, at det ikke er mig der skal tage så meget hensyn til ham, som han gør med mig. Det kræver ekstremt meget af ham – mænd generelt – at leve sammen med en gravid kvinde. Det er i hvert fald mit gæt, men er rimelig sikker på jeg har ret.

Det er jo ikke fordi jeg er helt hjælpeløs, men mit behov har ændret sig markant. Og jeg er blevet overraskende krævende og meget egoistisk. Den der egoisme der har sænket sig over mig kommer nok af, at jeg ved der er en ekstra person i min krop – og som suger til sig af energi, mad, overskud og tålmodighed. Og når jeg føler at jeg deler disse ting med drengebarnet, så er der sgu ikke andet end sørgelige rester tilbage til manden i mit liv.

Men han klarer det fandme godt. Mere end godt. Fortjener en medalje godt! Ville nødigt gennemgå denne proces alene.