Føle, føle….

Er efterhånden ved at være ekspert i at føle – kæft hvor kan jeg blive ældgammel og træt ved tanken om, at jeg er typen der føler alting så meget. Ikke fordi jeg ser det som en svaghed, slet ikke – men mere fordi at der med følelser også kommer tanker – og mine går direkte i maven og fortsætter derefter til tårekanalerne. Jeg hyler derfor en del. Både når jeg er ked af det, hvis jeg er rasende, skuffet eller udmattet.

For nogle kan det måske lyde som om jeg er et mega nederen og svagt menneske, men til gengæld mener jeg også, at der med følelser, empati og sådan – følger en masse andre gode ting med. Moral, for eksempel!

Nogle af de mest usympatiske mennesker jeg har mødt, det er virkelig dem der ikke lader sig gå på/styre af deres følelser. Indirekte vil jeg være så streng at sige, at jeg har virkelig svært ved at forstå de mennesker, der ikke tillader sig selv at føle ret meget. Det er et eller andet sted en ret smuk ting – og hvis man kan – så vinder man ret meget i sidste ende.

Jeg ejer ikke snerten af kynisme – nærmest tværtimod. Jeg afskyr når mennesker omkring mig har det dårligt, og jeg trives ret dårligt i et miljø, hvor man ikke kan respektere langt de fleste sider af hinanden.

Når det kommer til følelser, så er der nogle jeg har lært at leve med – der er dem jeg kan styre og ved hvordan jeg skal tackle. Det er f.eks skuffelse: Som en person der har oplevet sin del af skuffelser og svigt, så er jeg ved at være nået til et sted, hvor jeg kan handle på min egen mavefornemmelse. Førhen tog jeg det altid på mig, hvis jeg følte at folk skuffede mig. At det jo måtte være MIG der var noget galt med. Sådan har jeg det ikke længere.

De mennesker der er i mit liv – det er dem jeg selv har valgt. Og det er ret sjældent at jeg mærker den følelse længere. Og hvis jeg gør, så er det også min opgave at være ærlig og konfrontere dem. Det er den eneste måde man kan komme ud over den, på. For jeg ved af erfaring, at det ikke er altid, de selv er klar over at de har skuffet mig.

Svigt er en helt anden sag. Svigt og skuffelse minder i virkeligheden lidt om hinanden. Men hvor man kan være skuffet over at nogen har taget det sidste stykke chokolade, så kan man (desværre) ikke kalde det for et reelt svigt.

Svigt ligger dybere. For mig er svigt noget jeg tager med mig videre ud i livet – og det er desværre også noget der dukker op nu og da. Ikke som noget der sker nu, men som en følelse der ligger i baghovedet – og som måske slet ikke har noget at gøre med hvor man er henne i livet lige nu, men i tide og utide dukker op, når man bliver bange for noget eller nogen. Svigt er en usynlig tatovering der ikke kan fjernes. Det er en latent følelse, der bare ligger og ulmer, som gør ondt.

Kærlighed er den underligste størrelse. Især når man tager hul på det der voksen. Jeg synes det var langt sjovere at elske nogen da jeg var 20 – end nu hvor jeg er 31… For da jeg var 20, der havde jeg egentlig ikke synderligt meget bagage og jeg var nok egentlig ret meget nemmere at elske dengang, end jeg er nu. Det samme var andre.

De slag og de kampe jeg har fået og haft de sidste 10 år, de har altså sat sig fast på en eller anden måde. Og uanset hvor meget jeg ville ønske at de ikke var der, så er der ikke skide meget man kan gøre ved det. Det er så til gengæld er fedt, det er at man også får nye erfaringer og nye sider – og at disse endda pynter en hel del.

Når det kommer til kærlighed og følelserne deri, så er min største svaghed lige pt at vænne sig til den slags kærlighed man har til sit barn. Der er jeg for alvor kommet på skolebænken. Jeg ved ikke hvad den rummer, hvordan den skal føles eller hvad den kan. Jeg ved dog, at den er altoverskyggende, uanset om jeg vil det eller ej – jeg ved, at den kan fælde benene væk under mig og gøre mig ude af stand til at tænke rationelt. Jeg ved, at hvis der sker mit barn noget, og jeg ikke er der – så gør det så fucking ondt, steder jeg ikke vidste fandtes. Og at jeg føler ting jeg ikke vidste jeg kunne. Og så forstår jeg pludselig en mening med hele galskaben. At det at få børn ikke kun handler om at formere sig og om biologi. Men om, at børn også åbner ens hjerte op på vidt gab, og at hullet nok aldrig lukker sammen igen.

Det er blottede følelser i sin reneste form. Og det er smukt, selvom det føles hæsligt.