Så skete det ENDELIG!

Begyndte fandeme også at føle mig en lille smule unormal, og totalt udenfor når folk delte deres sorg med mig – det gør ondt når man mister en trofast ven eller veninde.

Rigtig ondt.

Og nu kan jeg tale med ved bordet, helt uden at føle mig malplaceret.

Vi taler naturligvis om, at det for første gang, i de snart 10 år jeg har boet i vores hovedstad, at nogen har snuppet min cykel. Og så endda på et vildt underligt tidspunkt.

Seriøst, min mindre pæne arvecykel, som har stået ulåst i et halvt år udenfor min have, uden at nogen har rørt den – så den første dag jeg parkerer den MED lås på ovre ved Sjælør Station, så er den væk.

Gik godt nok rundt længe og ledte, for det kunne da ikke passe at nogen ville gide at stjæle mit sølle, sølvfarvede lyn med barnesæde foran. Det er jo sygt irriterende at køre med sådan et på styret. Men så kom jeg i tanke om, at jeg havde fjernet sædet et par dage før, da Alfred er blevet for stor til det – og så er det super irriterende at jeg ikke også havde fjernet den dims sædet sidder på. Nej, ikke alene har tyven stjålet min cykel, men tyven har også gjort mit dyre barnesæde aldeles værdiløs. Tak. Tak, din kæmpe idiot.

Jeg er altid ganske vild med uforudsete udgifter i den dyre ende. Don’t we just love those?

Pis!!!!