unhappy-hunter

Kan man holde FOR meget ferie?

image

Dette indlæg kan lynhurtigt komme til at sætte nogens pis i kog, tænker jeg… Men vil alligevel lukke lidt op for de her tanker, her hvor de sidste dage i Alfreds ferie (hos mig) nærmer sig.

Sagde det højt til min mor i telefonen i aftes:

‘Jeg holder ALDRIG tre ugers ferie med Alfred hjemme igen, alene’

Puha, det er ikke rart at have det sådan. Heller ikke selvom jeg godt ved, at det nok også skyldes nogle pludselige ændringer i de planer vi havde.

Først og fremmest, så blev de to uger jo til tre, da han fik skoldkopper lige op til sin ferie. Så havde ham hjemme hos mig i knap en uge, da hans far skulle arbejde.

Derudover havde jeg aftalt med min mor, at hun skulle komme over i den sidste uge – altså denne uge vi er i nu, men på grund af sygdom, blev hun desværre forhindret i at komme.

Alfreds farmor kom så på besøg i et par dage, hvilket var fantastisk. Ind kom en legekammerat med nyt overskud, og jeg kunne dermed trække mig en smule tilbage med en bog og en (varm) kop kaffe.

Vi har selvfølgelig også haft nogle dage hvor vi har været hos andre, eller også har vi haft besøg – hvilket gør en kæmpe forskel. Men i virkeligheden manglede jeg bare lige nogle pauser, hvor jeg kunne lade op og få sovet.

Søvn har også været en del af mit issue. Alfred har sine gode perioder, hvor han sover rigtig godt – går i seng ved 20-tiden og sover til kl. 7. Det er helt perfekt. Og det gjorde ham også den første uge.

Den næste uge fik jeg lavet hans værelse færdigt, og derfor blev han også puttet i egen seng, og kom så ind i min i løbet af morgenen. Det virkede til at virke 🙂

Men her den sidste uge har den været helt gal. Han er først gået til ro kl. 22 eller 23 og så er han stået op mellem 4 og 5. Så iPaden har været på overarbejde, og jeg har været usandsynligt træt.

Fordi han har sovet så dårligt om natten, så har han sovet 3-4 timer til middag, og det er en ond cirkel at komme ind i. For skal man frarøve ham hans lur, når man VED at han har brug for søvnen? Eller skal man pine ham (og sig selv) og forsøge at holde ham vågen?

Det gjorde jeg faktisk en dag, og det var en eftermiddag i helvede. Han havde verdens korteste lunte, og var iført verdens største nej-hat. Og mor var jo sjovt nok også ret træt, fordi mor var blevet vækket kl 5 med en bodyslam.

Det er fandeme svært at hitte ud af, synes jeg. Man er ét stort spørgsmålstegn, fordi man ikke aner en skid. Og man er så træt, at man bare selv har lyst til at lave flitsbuen og smide sig ned på gulvet.

Så I kan nok høre at vi har MAX hygget os, ikke?

Aj, der har selvfølgelig været nogle enormt hyggelige dage, og det der ferie er jo rart og alt muligt. Men når hele maskineriet skal køre rundt (vasketøj, opvask, Støvsugningen af gulve der er totalt klamme, skifte lortebleer og tørre røv igen og igen) og man egentlig bare har lyst til at sidde og drikke en kop kaffe (eller et meget stort glas vin) så er det der ferie en smule anstrengt.

Samtidig så kan man lige scrolle gennem Instagram og se alle de der lykkelige familier der flittigt fyrer den af på familie-måden, så får jeg bare lyst til at drikke vinen direkte fra flasken.

Men! Intet er så skidt, at det ikke er godt for Lortemor. For senere i dag tager vi ud til hende her, hvor Alfred kan lege med hendes to unger – og jeg kan drikke vin direkte fra kassen (ja, fra kassen) og forhåbentlig overlade Alfred til to andre børns selskab. Så det bliver mega fedt. For man skal jo huske, at det desværre er Alfred der betaler prisen for sin trætte mor. Han vil jo så mega gerne lege – og det vil jeg skide gerne også. Men er løbet tør for kræfter og skal lige tankes op igen.

Heldigvis drager jeg ud i det danske land med den søde Schweizer i næste uge – er sikker på at noget ske og nogle gåture kan give lidt plusser på energi-kontoen 🙂

 

36 kommentarer

  • Tak fordi du siger det højt. Vi er på dag 9 ud af tre uger. Og jeg er træt. Det er fanme hårdt. Men det betyder ikke at jeg ikke elsker ham. For det gør jeg fanme. Men at have en 16 måneders krudtrøv hjemme i tre uger er hårdt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg forstår dig 1000% vi er endda to til vores 3,5 årige. Men hold nu kæft hvor er der mange skænderier og meget gråd. Her er der snart gået 2 ud af de 3 uger, og det er satme intenst at være sammen 24/7. Men det føles overordentligt tabubelagt at sige dette højt, så tak for at du gør det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Her holder jeg også ferie med en lille fyr på 20 mdr.. I 3 uger.. men her kommer faren jo trods alt hjem om eftermiddagen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Vil give dig helt og aldeles ret! Vi er trods alt to om det herhjemme, men at have en 6-årig hjemme i 4 uger (de 2 uger kun med mor og lillebror på 2 måneder) er sgu noget af en prøvelse. Man har jo ikke mulighed for at være særlig meget voksen, og når man har, er det på den meget ufede praktiske måde! Og tænk engang at man har det sådan og tør sige det højt. Der er nok nogle øko-spelt-mødre, der har fået den (kolde) grønne øko-te meget galt i halsen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Min kæreste har det præcis som dig (selvom vi er to). Tak fordi du siger det. Det minder mig om, at det er okay, han har det sådan, og at det ikke siger noget om hans far-skab i øvrigt. Og god voksen-ferie i næste uge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette med Arthur

    Jeg har sagt til Arthur at drenge der står op før kl 07.00 ikke kan få love at komme i svømmehallen – han siger han er ligeglad og bare kan ønske sig en tur i julegave – dén tålmodige tilgang så jeg gerne blev overført til når to klodser fx ikke passer sammen eller der er for langt hjem når han er tørstig…..fucking kids!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Man må gerne sige det, faktisk synes jeg, man skal. For ellers begynder følelserne bare at fylde for meget. Men kan godt forstå, det ikke er nemt at indrømme (heller ikke over for sig selv), men kan trøste dig med, at nej – du er ikke alene om at have det sådan.

    Og vi er endda to voksne. Men også her har drengen valgt at bruge ferien på at eksperimentere med sit søvnmønster, så vi endte med at sidde i fem nætter i træk og glo i bøger i to timer. Altså midt i søvnen, fordi han vågnede klokken 23 stykker.
    (Vi har nu muligvis fikset ham ved at hive ham tidligere op om morgenen, hvilket vil sige normaltid i forhold til, hvornår han står op i hverdage. Så må vi bare acceptere, at ferie lige nu starter hver dag klokken seks, og at vi må sove længe, når han bliver gammel. For jeg er gammel, så det kan jeg ikke engang ;))

    Jeg elsker mit barn, og jeg ELSKER at være sammen med ham, men jeg glææææder mig, til dagplejen åbner igen. For så får jeg også mulighed for at savne ham igen.

    Jeg tror, det er helt normalt. Rock on, du er sej, og dejligt med en schweizisk gulerod at se frem til 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Her er vi ‘kun’ igennem første uges ferie, og jeg er SÅ sur og træt! Den første uge har stået på sommerhus og fuld fart, så nu skal vi alle afklimatiseres. I dag har jeg mest af alt lyst til at bure mig inde i soveværelset og lade min mand tage sig af de 2 (bæster) børn på 5 og 1,5, mens hans overskud er mindst lige så lille! Ville elske at hælde vin ned, men som gravid i uge 34, må jeg nok hellere lade være. Det hjælper for øvrigt heller ikke på det dersens overskud at være højgravid og fanget i en varmebølge 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Forstår din frustration 😅 Her er jeg alene hjemme i ferien med en 8 årig, snart 5 årig, én på 2,5 og et spædbarn på 18 dage 😁 Far er på arbejde til sent om aftenen hver dag 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Jeg kan godt følge dig. Her er drenge 2,5 år og 2,5 måned, men vi er så tilgengæld også to voksne. Da vi gik på ferie sagde pædagogen i vuggestuen, at hvis det blev for krævende skulle vi altså endelig bare komme ned med ham. Så selv de professionelle kan synes det er hårdt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tenned

    Wow!! 3 ugers ferie alene med poden.. Så må man altså gerne være træt 😳💤 De der krapyler er jo totalt krævende, søde eller ej. Herhjemme er vi 2 mand om at tage os af en knap 3 årig og en på 7 uger. Der er ligesom to aldersgrupper, der ikke helt matcher! Faktisk ringede jeg vuggestuen op og fik lov at aflevere den ældste 3 dage i denne uge, trods at vi havde ønsket ferie (4 uger i alt). Og ungen eeeelskede det! Og vi elskede det! Men ohh gru – at aflevere sit barn i institution i sommerferien! 🙈
    Så hey, det er jo bare en ærlig indrømmelse og du er bestemt ikke ene om at ha’ det sår’n (og hvis man da så for fa’en bare ikke boede på 4. sal uden elevator og altan!).
    (Fortsat?!) god sommerferie ☀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er ABSOLUT ikke alene.
    Vi er lige kommet hjem fra 14 dage i vores sommerhus med vores to børn….. og trænger til ferie 😀 Ha ha
    Man er PÅ. Vi havde ladet ipadden blive hjemme og hele missionen var at de skulle keeeeede sig, lege sammen og spille kort og UNO og den slags.

    Man må gerne sige den slags højt og dem der siger at de aldrig har glædet sig til at komme på arbejde igen efter en ferie med børnene hjemme i 5 uger som vi har…. de lyver 😀
    Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Man glæder sig ikke til at komme på arbejde. Men til at aflevere dem i børnehave. Haha

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det kan jeg dælme godt forstå du synes har været hårdt!! Fra mandag har jeg to uger alene med vores knap tre-årige. Jeg er højgravid og ikke særlig mobil og han har så sygt meget krudt i røven… Det skal nok blive interessant😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Så hvis jeg tolker dette rigtigt?

    Glæder mig til at min søn tager over til sin far, så jeg kan være sammen med min nye kæreste.

    Det er meget tabubelagt emne, men jeg beundrer dig for at tage det op 🙂

    Kram til dig og Alfred <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Det er det nok lidt ja 🙂 altså tabu! Og jeg glæder mig naturligvis til at tage på tur med schweizeren, men jeg havde nu glædet mig mindst lige så meget, hvis den bare stod på Netflix alene hjemme i sofaen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Det er MEGA okay at sige!! Jeg har haft 1 uge alene med min 3årige datter og det har været helt vildt fedt!! Men nu glæder jeg mig også til hun skal være hos sin far den næste uge og så har jeg en uge mere med hende på den anden side, hvor vi skal ud at flyve, bare i en pool og spise 100 is. Men hvor vi også har mormor og morfar + 2x (lege)onkler med og derfor glæder jeg mig lidt mere!!!
    Kæmpe high five og god ferie til dig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Har idag siddet og sagt til en veninde “wow hvor det er fedt at have tiden og overskuddet til at være 100% tilstede for sit barn” vi har ferie :)) men “wow jeg glæder mig til at kunne sove-være længe oppe uden at sidde med tanken “shit hun vågner jo om fem timer!!! Jeg må i seng.. Og bare ikke skulle være MOAAAR!!! 24-7 :))) elsker min skønne dejlige fantastiske sprallerbasse… Men mor er træt:) så høj femmer herfra!!! Du er ikke alene:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Sjældent jeg kommenterer, men vil bare sige, at ferie er vidunderlig men også benhårdt (også selvom man er to voksne😉) herhjemme er vi begge lærere og til at begynde med syntes vi at børnene skulle have fri når vi havde fri, men i takt med at de blev ældre kede de sig også hjemme, så nu er de afsted i børnehave nogle dage også.
    Syntes bare ikke du skulle have dårlig samvittighed☺️ fortsat god sommer – Tanja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Trine
    Jeg forstår dig satme godt!!!
    Har lige holdt en uge med mine treårige – og jeg glæææææder mig, som et lille barn der glæder sig til juleaften, til hendes far henter hende om 4 dage og jeg derfor får lov at sove til længere end kl 6 og skal til grøn koncert og fylde mig med fadbamser og nyde musik og “voksen socialisme”!!
    Børn er skønne – men voksentid er Fandme guld værd😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Apropos de der Insta-fotos med lutter idyl, ikke? Husk, at de er et “directors cut” af virkeligheden. Nøje udvalgt og helt igennem en redigeret del af den fulde sandhed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Vi glæder os også. Og det gør de to på 6 og 8 år også. De er begyndt at skændes efter 4 uger så i næste uge står den på legeaftaler og opdelt tid for min mand og jeg så resten af ferien bliver god 😊 Forstår dig hundrede procent. Næste år så tag på familiehøjskole eller ølejr så han har nogle at lege med og bliver dødtræt ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fru K

    Det blir bedre – når ungerne er omkring 5 år, så er det både dejligt, afslappende, nærværende og overskuds genererende at holde lange ferier med børn. Mens de er små føles det lidt som ferie første dag på arbejde, hvor man har 7,5 time og kan drikke en kop varm kaffe uden afbrydelser… En af fordelene ved at være skilt er, at børnene sagtens kan få en lang ferie, hvis blot forældrene deler det lidt op. Måske 1,5 uge er en god længde før skift næste år? 👍 til dig, det er sådan det er, men det går over! Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Ikke for at jeg skal komme med et surt opstød her, men for at påpege det fra et andet synspunkt. Jeg synes der er kommet en lidt “forkælet” holdning til det med at have børn,som udgangspunkt må man regne med at det er 24/7 når man vælger børn til, da jeg i sin tid blev alene mor til tre på 2-4 og10 år, da var de på weekend hos far, det med at have en uge hver det brugte man ikke meget dengang, og havde jeg skullet undvære mine tre syv dage hver anden uge, ja så havde jeg sgu nok hængt mig i en gammel sok. Ferie eller ej så er børn nogle man “hænger” på når de først er kommet til, at få lidt alene tid lidt fri fra børn, det er en luksus man kan glæde sig til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Og når de så rejser fra reden, savner man den tid, det var der <3

      Mor-rollen er hård, men den bedste rolle i verden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Helt enig med Gitte. Selvom det er hårdt, så er børn noget, man selv har valgt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Det er skægt, egentlig. For naturligvis er vores børn noget vi selv har valgt 🙂 ligesom vores job og vores mænd eller kærester. Men det betyder jo ikke at man sommetider godt kan blive træt af dem også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Du siger egentlig bare det som massevis af forældre tænker og ikke tør/vil være bekendt at sige højt😏 Da mine var,i den alder var det benhårdt at være på de 6 uger som jeg holdt ferie(min mand var her 3 af dem) Men man er jo fandme slidt op efter de uger!!! Seriøst, en tur ud med skraldeposen ALENE om aftenen var jo guld værd!!!😂 I dag er de 8 og 10…verdens nemmeste alder og jeg er ved at dø af skræk over at jeg en dag IKKE skal holde ferie med dem❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det er bare mega fucking hårdt. Og det er fantastisk at du siger det højt. Tag et ekstra glas vin og nyd det. Og glæd dig til voksentid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Luna

    Øhh ja? Har haft min dreng på snart 2 år hjemme i to uger. Efter tre timer den første dag var jeg klar til at sende ham i vugger igen. At skulle holde ferie mens man kan føde når som helst, er bare ikke særlig nice. Og slet ikke, som du siger, scroller igennem Instagram og ser alle overskudsmødrene med hjemmebag, pastelfarvet sugerør og pakkede strandtasker LIGE vendt hjem fra en laaaang løbetur med alle ungerne i løbevognen. Så bliver man sgu lidt træt. Og ked inden. Nu er han atter i vuggestue igen og det er sgu helt rart, at glæde sig til at se ham igen:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Ej sorry, men nu skal man altså heller ikke gøre det være end det er! Det er da skønt med ferie med sit guld! Vi har lige holdt 2 uger med vores 2-årige, og på trods af vi alle tre havde lungebetændelse på skift var det da skønt. Putte længe, se tegnefilm i sengen, hygge, dase og lege hele dagen, tage på ture osv. Jeg har sgu aldrig “fri” fra mit barn i hverken dage eller uger, men vi sørger for voksentid hver aften efter kl 19. Kan ikke se hvordan det ikke sku være nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg læser så mange ‘vi’er’ i din kommentar 🙂 men der er ingen ‘vi’ hos mig. Der er kun mig, og voksentid om aftenen? Ikke så meget. Når man er single og bor alene med sit barn 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg har lige holdt 3.5 uge med min dreng OG min kæreste. Jeg synes det var så hårdt da han skulle afsted i vuggestue igen. MEN hvis jeg tænker på at jeg skulle have ham 3.5 uge ALENE, så havde jeg nok også haft det sim dig. Det må sgu da være hårdt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg er skolelærer, og har derfor en del mere ferie end min mand. Jeg elsker de første 3 dage hvor det kun er ungerne og mig der har ferie, men så må han altså også gerne få ferie, så vi kan deles om det. Og mine unger har endda hinanden at lege med. Men det kan være din situation ser helt anderledes ud næste år, man ved aldrig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natascha

    Har lige overlevet to uger alene med mine drenge på 4 & 3…😳 Det er hårdt og man er på. Ville faktisk blot lige høre hvorfor du ikke dropper Alfred’s middagslur? Min dreng på 3 1/2 fik kun en time til middag men så sov han først kl 22-23 om aftenen. Da jeg droppede hans middagslur og overlevede de første 3 dage med skrig og skrål mellem 16-17, så sov han igen kl 19:30 til kl 6. Det var et godt råd fra mig, forhåbentlig uden at virke for kloge Åge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er lidt farligt det instagram. Jeg kan love dig det trods glade billeder ikke kun er idyl – hos os i hvert fald. Thomas har renoveret hus bag lukkede døre hver dag, mens jeg har underholdt de tre børn. Min lunte blev sgu også kortere jo længere ferien skred frem. Og jeg trængte i den grad til at være alene. Jeg dur ikke uden at kunne være helt alene i ny og næ. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være en prøvelse, når man ikke lige kan sige “Jeg går!”, når lunten til sidst ikke er længere.

    Jeg håber din ferie med manden har givet dig overskud igen. Det ser i hvert fald rart ud på billederne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

unhappy-hunter