Havnen i syd.

For 5-6 år siden kan jeg huske at jeg kører gennem Sydhavnen i bus. Som vi kører op ad Mozarts vej tænker jeg bare: Fuck mand, her skal jeg ALDRIG bo!

Den gamle del af Sydhavnen lignede en tidslomme, eller en af de der rekvisit-byer man bruger når man laver film der udspiller sig i en helt anden tid.

Bodegaer, spillehaller, smørrebrødsforretninger, drankere på alle bænke og i det hele taget bare en del anderledes end stort set alle andre bydele i København.

I løbet af min karriere som københavner, har jeg boet stort set alle steder man kan bo. Amager, Christianshavn, Østerbro, Vesterbro, Nørrebro, Nordvest… You name it, I have lived there! Sydhavnen var aldrig på menuen. Det var hverken snobberi eller fine fornemmelser, jeg vidste bare ikke rigtigt hvad der lå herude.

Her mange år senere er min daværende tilgang til havnen i syd blevet gjort til skamme. For i min søgning efter en permanent bolig, så faldt jeg jo pludselig over den lejlighed jeg bor i nu. Og jeg husker stadig turen herud. Fra den hippe 5. sals lejlighed i Oehlenschlægersgade (kæft det var irriterende når man skulle stave det højt for nogen) som lå ovenpå et bordel, og som havde det mindste toilet/bad jeg nogensinde har oplevet, og ud ad Enghavevej – det var eddermame en kontrast!

At køre ind i den gamle del af Sydhavnen, det er ligesom at køre ind i en forstad. En lille landsby, om man vil. Det er så kliché som noget kan være. En pølsevogn på højre side og spillehal og solcenter på den anden side. Drankere og andet godtfolk mødes i solen på Mozartsplads, og på en højhellig tirsdag middag, får de de nyudklækkede gymnasieelever i Dyrehaven til at ligne en flok amatører.

Jeg kommer aldrig til at kunne lide Mozarts Plads – men det behøver jeg vist heller ikke. Lige om lidt, så bliver den pakket ind i de grønne vægge, der på mange måder symboliserer en del bydele i København efterhånden. Metrobyggeri. Er spændt på hvor de så flytter festen hen. Er faktisk også lidt nervøs ved tanken – for selvom jeg i høj grad mener, at der skal være plads til de skæve eksistenser i bybilledet, så håber jeg at de daffer længere op ad, og ikke ned ad. Det vil nemlig betyde, at de kommer for tæt på legepladser og steder, hvor der færdes enormt mange børn. Og lige så lidt det går mig på at folk skyller bjørnebryg ned som var det saftevand på en fødestue, så er der altså også nogle af dem der har en forkærlighed for junk. Og i min optik, så må man gerne sætte grænsen der.

Kæft, hvor jeg sælger Sydhavnen godt, hva?

Men nu kommer jeg til essensen af det hele.

For jeg har aldrig følt mig mere tilpas i byen end jeg gør nu. Måske er det fordi jeg godt kan lide at slippe for indkøbsposer der skal bæres op på 5. sal. Eller også er det fordi jeg værdsætter at politiet ikke altid ringer på kl. lort om morgenen, fordi der nu IGEN har været ballade med en gut, der ikke ville betale for det blowjob han fik af den der ladyboy nede på bordellet.

Nej, hånden på hjertet, så er det dejligt, at jeg efter 10 år i København, kan stå op til hanegal og stilhed. No shit, en spytklat fra mit hjem, der ligger Børnenes Dyremark, og hanen Pondus ønsker alle en pisse god dag hver eneste morgen fra kl. 7. Ja, for i Sydhavnen er vi på fornavn eller i hvert fald på ‘hej’ med hinanden.

Der hilses på kioskmanden, kaffepusheren og på de gamle damer der trasker op og ned ad gaden. Hundelufterne er de samme, og man kender efterhånden deres køtere så godt, at hvis der bliver lagt en lort udenfor ens havelåge, så er det nemt at spotte hvem der har lagt den.

Der skyder nye ting op hele tiden. Nye cafeer, antikvitetsforhandlere og andre små forretninger – og på min stam cafe, der ved Daniel altid hvornår jeg ligner en der skal have kaffe, eller om jeg skal have et ekstra stort glas vin. Kort sagt, så føler jeg mig hjemme-hjemme – jeg har smuk natur lige rundt om hjørnet, og der er vand ti minutter herfra. Og her er endnu så autentisk og uspoleret. I hvert fald i den gamle del.

For der er også det nye Sydhavnen. Så nyt og fancy, at nybyggerne ikke vil dele postnummer med os herovre fra. Det er så vanvittigt at være vidne til, at en bydel udvikler sig på den måde. For kun adskilt af en stor vej – der er der seriøse kontraster. På Sluseholmen er alt nyt og gennemtænkt – der har siddet nogle kloge mennesker og planlagt alt til punkt og prikke – og der ER flot og fint derovre. Men jeg kommer der sjældent. Ligesom de garanteret ikke tager turen herhen.

En perifer ven på Facebook, slog for nyligt et opslag op hvor han søgte et sted at bo i København. Normalt plejer jeg ikke at reagere på den slags, for det er vist mere reglen end undtagelsen at folk mangler tag over hovedet i Hovedstaden. Men jeg spurgte ham hvad han søgte. Alt, sagde han. Så skrev jeg om Sydhavnen var noget.

‘Måske i et andet liv’ lød svaret. Jeg rystede på hovedet og fjernede ham fra min venneliste.

For han ved sgu ikke hvad han går glip af. #sydhavnenlååååååååve!