Jeg løber en maraton hver dag.

Det passer fandme! Ikke i bogstaveligste forstand, men kroppen arbejder på højtryk, og nogle gange føler jeg mig overset af den. Sådan lidt ‘hallåååååå, kan du huske mig, MIG?’

Den har én ting i hovedet, og det er den kæmpe baby, der møffer og mosler rundt inden i mig. Og selvom jeg er helt tosset med møffe-røven (kært barn har mange navne) og jeg elsker når han går amok derinde, kan det godt være EN SMULE belastende, når han sparker indad, og rammer flere vitale dele og især nyder at trampe på min blære.

Folk har en tendens til at kalde ham for ‘lille spiren’ – og undskyld mig – han er fandme ikke lille. Man ville jo heller ikke kalde en fuldvoksen missekat for ‘lille spiren’ vel? Og det er altså sådan en jeg render rundt med inden i maven. Og han er stærk. Og han slår hårdt. Og han fylder fucking meget.

Efter to uger med penicillin, efter at have raget en lækker urinvejsinfektion til mig, er jeg nu ved at være godt træt over det hele. Har sådan cirka en time om dagen, hvor jeg har lyst til at lægge mig ned på gulvet og skyde ryg og tude. For det er overvældende, ikke at kunne være i sin egen krop.

Smerterne i ryggen bliver værre og værre. I takt med, at der jo er en hormonel proces igang, der skal blødgøre mit bækken, således at der skal kunne komme en mellemstor familiehund igennem om to måneder, så er der nu smerter i BEGGE mine røvmuskler, min lænd brænder og er helt stiv og ufleksibel – og så er der, heldige mig, nu også kommet flere og flere smertefulde plukveer i tide og utide.

Puhaaaa. Det er så grimt at brokke sig over et universelt mirakel, men hvis vi lige lægger det storslåede på hylden…… så synes jeg faktisk ikke det er sjovt længere.
There. I. Said. It. Hæng mig, sten mig, demonstrer foran min hoveddør. I do not care.
Ville hellere end gerne spole tre måneder frem.

Inden da, så får I Iidt updates.

Et lille udsnit fra vandrejournalen – ville sådan ønske jeg vidste hvad halvdelen af dens indhold betød.
Min jordemoder, tror jeg, synes det er lidt sært jeg ikke har flere spørgsmål når jeg er der. Men har ikke rigtig nogen spørgsmål – ej heller noget at berette. Tingene går jo som det skal? Jeg tager på, møffe tager på – og vi spiser fint, måske vi kunne æde lidt mere fisk og knapt så mange p-tærter… Men sådan kan vi jo blive ved.

Har i alt taget 13 kg på siden før jeg blev gravid. Og de sidder allesammen på min røv og på mine lår. Og de har taget deres ven appelsinhuden med. Ikke et bekendtskab jeg er glad for, men ved det forsvinder igen, sammen med kiloene. Måler nu præcis en meter rundt om dunken. Så den vokser og vokser, og mine propertioner er helt i uorden. Men altså, det går jo nok ikke? Har stadig ikke købt noget ventetøj, udover bh’er og et par bukser (jeg ikke kan passe) så det er jo et godt tegn.

Det bliver vist et langt indlæg, det her… Men vil også lige fortælle jer, at jeg har to bøger jeg vil anbefale jer. Skriver lige lidt om dem de kommende dage. De er ret gode – og ja, det handler om graviditet og børn – og der er én til skeptiske damer og én til mænd også!
Regner nu ikke med, at der er overflod af mænd der læser med her, men så kunne I jo give den videre til en mand, hvis i står og skal igennem en graviditet med sådan én på sidelinjen.

Nå, men jeg har også en masse fjernsyn jeg skal have set nu her….. Såeh, vi ses, ik?