Maler Fanden på væggen.

Min kæreste er til fest. Drik alt hvad du kan af fadøl-fest. Og jeg er pisse misundelig. Ikke så meget fordi jeg gerne ville drikke mig i hegnet her til aften – mere fordi jeg gerne vil have muligheden. Og det kan godt være jeg er en lort, men det er jo en form for ‘fear of missing out’ syndrom vi har gang her. Kan lige så godt face det…. Når man er gravid, så går man glip af utroligt meget. Og gider ikke engang overbevise mig selv om, at jeg pt. sidder med den største velsignelse i livet plantet i min mave. Lige nu handler det om at ville være fuld. Og tynd. Og have pænt tøj på. Og føle sig pæn. Har et indlæg liggende som jeg ikke udgav igår. Det handler om at tage på i vægt, og ikke længere have kontrol over sin krop og dens udvikling. Det blev lidt for langt og usammenhængende. Og jeg er bange for, at jeg bliver misforstået hvis jeg udgiver det. At jeg bliver fremstillet som en fedt-forskrækket og overfladisk person. For det er jeg ikke. Jeg har bare mistet kontrollen med min egen krop. Og.det.er.svært.

Folk har meget travlt med at dele ros ud når de ser mig.
Og det er dejligt at få ros og få af vide man ser skøn ud. Og at man bærer det flot. Og at jeg da SLET ikke har taget på.

Men det HAR jeg altså. Og så kan folk ryste på hovedet lige så tossede som de vil. For det er ikke dem der står foran spejlet og ser en krop der er forvandlet. Og man har altså kun sin egen krop at tage udgangspunkt i. Og jeg ved hvilke ting min krop gør for tiden.

10-12 kg er ikke meget at tage på, det ved jeg godt. Men kiloene er ikke dem jeg er optaget af. For med 10-12 kilo følger også strækmærker og evigt charmerende appelsinhud. To ting der er fucking svære at komme af med igen – og som altså ikke ‘rasler af ved amning’. Har ikke stiftet bekendtskab med strækmærkerne så meget endnu, men ved det venter rundt om hjørnet.

Min krop har altid reageret på vægtøgning. Appelsinhuden er der, i stor stil. Takker Gud for at det er efterår og vinter snart, for er ikke i nærheden af bikiniklar.
Kan huske at jeg for et par måneder siden bad min kæreste om at give mig plads og frihed til at være gravid. Med alt hvad det indebærer. For jeg kender ham godt nok til at vide, at intet tænder ham mere af, end tykke lår og appelsinhud. Og indtil videre klarer han den vist også. Men det er ikke sjovt at det er gået så stærkt på det sidste. For vi snakker 10 kg på to måneder. Aws.

Håber min kæreste er tålmodig og elsker mig nok til at leve med de tykke lår og al appelsinhuden. Så kan jeg også godt leve med at han er den eneste af os to, der får festet igennem i aften. Man kan sige, at vi begge tager én for holdet. Og han lovede da også at så snart han kunne, så ville han tage barnet så lortemor kan drikke sig i hegnet igen.