Weeeee! 1 måned.

Hold da fast. Så overlevede man lige den første måned.

Ville ønske, at jeg havde vidst det. At man overlever. At tingene, gradvist bliver nemmere og nemmere. At man elsker sit barn mere og mere. Og at man vænner sig til en helt ny hverdag.

Ville ønske jeg havde vidst det med det samme. Men igen, den rutschebanetur er vel en nødvendighed. For hvordan skal man ellers kunne rumme det faktum, at man har lavet et menneske?

Jeg tuder ikke længere (ikke ret meget, i hvert fald) og jeg føler mig mere og mere sikker i rollen, for hver dag der går.

Nu skal det ikke lyde som om jeg er loaded med selvtillid. For der er stadig ting jeg ikke fatter. Og hvis jeg skal fortælle jer en hemmelighed, så ved jeg ikke shit om børn. Men Alfred lærer mig alt muligt hele tiden. Så en grundlæggende viden ejer jeg ikke. Men synes hverdagen er ved at være oppe at køre.

Føler mig dog meget alene. Min kæreste har en rimelig hård opstart på jobbet. Så har været alene hver dag i en uge, helt frem til ved 19-tiden. Det er fandme hårdt arbejde.

Håber meget på, at det ændrer sig. Især fordi han kun oplever Aldrigfred, og ikke søde og glade Alfred. Men sådan er det jo desværre. Glæder mig til weekenden. Der kan vi forhåbentlig være en familie lidt igen.

I får lige et billede fra Alfreds første dag ude i verdenen. Bær over med hans sure mund og min dobbelthage – det var godt nok en mærkelig fornemmelse, at han pludselig flyttede ud af maven og ind i vores liv.