OM AT VÆRE ENSOM.

I oprydningen af mine kladder på bloggen fandt jeg indlægget her. Det minder forholdsvis meget om indlægget her men det sjove er, at det er skrevet meget tidligt i min graviditet. Hvor det andet er skrevet efter Alfreds ankomst.

Meget sjovt at finde, for det vidner jo om, at jeg meget tidligt i hele baby-forløbet, sad med en del tanker omkring ensomhed, afsavn og frygt for en helt ny æra.

‘Jeg har rødder to steder.
Jeg er vokset op i Jylland og har mine ældste bekendtskaber dér.

Men udlængsel gør, at jeg er solidt plantet i København. Kærligheden har krævet, at jeg på to år, har boet på Sjælland, Jylland og Sjælland igen.

Opbrud på opbrud på opbrud.
Og jeg savner, uanset hvor jeg er.

Det er savn der er til at leve med, men som gør ondt fordi, at jeg sidder som mor, en ny og stor begivenhed i mit liv, men som nogle af mine tætteste relationer går glip af. Og jeg går glip af deres.

Det er ikke den optimale tilværelse, at leve sammen med en journalist studerende. Skole, praktik og så skole igen. Det har kostet en del på min side. Farvel til jobs og pisse gode kollegaer. Og det er hårdt arbejde, at skabe relationer, når man ikke er studerende. På en arbejdsplads får man ikke kastet 25 kollegaer i nakken, alle med samme alder og interessefelt som en selv.

Endnu mindre på barsel. Faktisk er det en meget ensom beskæftigelse.

Og det er hårdt at sidde på første parket og observere kæresten, der bare får nye bekendtskaber igen og igen. Og vide, at når han tager på arbejde eller i skole, så er det decideret socialt og givende, hvad hans dag bringer ham.

Jeg bliver bitter. For gad vide hvornår det er min tur?