✕
Del på Facebook
Del via email
Gem indlæg
Den bedste form for ros, er den der kommer fra....

Sov i din egen seng-konceptet!

LORTEMOR

“Vi” indkører ‘sov i din egen seng, for helvede’-konceptet i disse dage.

Og årsagen til “” er, at “vi” egentlig betyder mig, og ikke os. Kæresten er nemlig på über meget arbejde for tiden. Han har nemlig fået lov at sende radio i påsken, sammen med en fellow-praktikant. Totalt win på job-kontoen. På kæreste, konen og barnet-kontoen – not so much. Det betyder nemlig en masse arbejde oveni hans sædvanlige arbejde.

Jeg klarer det nok. Men det er hårdt at høre sit barn græde og græde. Og selvom jeg går derind igen og igen, så er det stadig fågger svært. For jeg hader lyden af hans gråd.

Men fordi Alfred ikke er et spædbarn længere, så er jeg nået til et punkt hvor ‘opdragelse’ har fået en vigtig plads i vores hverdag. Alle hans behov er stadig på forreste række, men til et vis punkt.

Det er ikke længere sjovt når han kaster med maden. Og charmen ved at han kaster alt på gulvet, med en forventning om at vi samler det op igen er ved at være trættende. Hans passive ordforråd er så stort, at han forstår det meste af hvad vi siger. De grænser han leger med herhjemme, skal vi på en eller anden måde forsøge at indskrænke. Både for at gøre hverdagen mere tålelig for os – men også for at lære ham, at hans forældre ikke er to tosser, han kan køre rundt med som det passer ham.

Mon nogen har et godt råd til hvordan man håndterer en 15 mdr gammel dreng, der er i rivende udvikling, men som stadig har brug for faste rammer og tryghed ud over det sædvanlige?

LORTEMOR

Andre indlæg i samme dur!

11 kommentarer

  • Christina

    Du/i gør det rigtige. Finder jeres grænser og introducere dem løbende, så alle kan følge med. En ting af gangen. Det mest nødvendige først. Sov i egen seng fx, derefter stop med at kaste med mad ( tror aldrig det stopper helt)

    Tag det stille og roligt, og stå fast.

    Krammer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nena Skov

    Jeg har en på samme alder og fik i weekenden af vide at et barn ikke kan forstå ordet nej, før de er 2 år. WHAT?! Jamen hvad skal jeg så sige, når han for tiende gang rykker hunden i halen, og bare griner over hele ansigtet, eller for tyvende gang vralter ud i køkkenet og tænder for alle kogeplader og sætter sig til at slikke på indersiden af fryseren, bare fordi han kan?!

    Vores løsning er at forstætte med ordet nej, om ikke andet, så for vores egen skyld. Og så bruger vi metoden med at aflede hans opmærksomhed med noget legetøj eller flytter ham fysisk, når han laver ballade. Men det et trættende og jeg har opdaget at jeg til tider kan bestikke ham med en mariekiks og lidt ramasjang. Det har jeg ikke dårlig samvittighed over!

    Mht. at sove i egen seng, så har jeg desværre ikke mange gode råd. Vi er selv slemme til at slæbe knægten ind, hvis han midt om natten vælger at det er morgen og nu skal der bare ske noget. Det er bare nemmere…. mon det ikke snart bider os i halen!? Den tid den sorg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Når nu du spørger om et godt råd…. 😉
    Har en dreng på 4 og en pige på 2. Mit bedste råd må være at vælge sine kampe. Jeg synes, det er ok nogle gange at lade som om, man ikke så det, hvis bare det var en lille ubetydelig ting:) Man behøver ikke rette på alt og sige nej 100x om dagen. Fokuser på og fremhæv i stedet alle de gode og søde ting, de gør. Hver gang de siger tak, viser kærlighed, er sød ved andre børn osv. Giv ros og vær selv et godt eksempel, så tror jeg alle de gode egenskaber kommer helt af sig selv:)
    Det er stadig begrænset, hvor meget du kan “opdrage” på en 15 mdr gammel dreng, tror jeg. Opfyld hans behov og giv ham masser af kærlighed, og når du giver ham et nej, så lad ham protestere, men stå fast på dit nej og få ham så hurtigt til at tænke på noget andet. Det har altid virket for mig:)
    Er i øvrigt sikker på, du gør alt det rigtige. Børn tester bare ens tålmodighed på en måde, som intet andet kan.
    Virtuelt kram herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    Du gør det helt rigtige!

    Frederik er 17 mdr., så lige lidt ældre og ALLE grænser skal prøves af. Jeg tror det er noget nonsens at børn ikke forstår et nej, før de er to. Det kan godt være at de ikke forstår konceptet ‘nej’, men det forstår ord og handlinger, også et ‘nej’. Hvis der bliver pillet ved noget som der ikke må pilles ved, så siger vi ‘stop’ (de gør det samme i vuggeren) og så fjernes han fra tingen. I starten skulle vi fjerne ham en milliard gange, men nu piller han ikke ved de ting mere.

    Du skal bare overøse A. med kærlighed og kram, mens du står fast og er selvsikker. De små krapyler kan fornemme når man bliver usikker, og man bliver sgu usikker når barnet har skreget i en time. Så hold on! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Faste rutiner…. det er virker i hvert fald her hos os. ;o) Vores A er 5 mdr. ældre end Alfred, og vi kan tydeligt se og mærke på ham, at han ved, hvad der skal ske hvornår. Og det gør møg ondt at de græder inde fra sengen om aftenen, men vi oplevede i hvert fald at ved at gøre som dig – gå frem og tilbage – men også at sige det samme hver gang, og ikke blive stående længere end til han lå ned – ja så fandt han ret hurtigt ud af, at det var meningen han skulle sove. Så vær tålmodig og hold fast. Så kommer det hurtigere end man forestiller sig.

    Tror som de øvrige kommentarer heller ikke på decideret opdragelse af så små krutugler. Deres hjerner er simpelthen ikke udviklet til det endnu. Men tror det er vigtigt for den videre færd, at man siger fra og står ved sine valg allerede nu. Det skaber den tryghed de små har brug for, og sjovt nok er det jo i de trygge omgivelser – læs hjemme hos os forældre – at de tester max af. Det oplever de sjovt nok aldrig i vs eller hos bedsteforældre. Så jeg tænker, at hvis vi kan forme vores søn til at opføre sig pænt, når han er ude, så må vi jo tage kampen hjemme.
    :o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katinka

    Ingen gode råd.. Min datter er kun 6 måneder.. Kan dog relatere i det omfang at jeg også er ved at lære hende at sove i egen seng på eget værelse.. Det er hun ikke helt enig i.. Tror jeg var der inde 2 gange i timen i nat. Gaaaab.

    http://mamanam.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Vores datter er næsten tre nu, men vi har haft stor succes med at putte i egen seng på eget værelse siden hun var omkring 8 måneder. Noget af det, der virker er et fast putteritual. Altså, at man gør alting i den samme rækkefølge hver aften: Tøj af, vaskes, nattøj på, børste tænder, vælge og læse bog, snakke om dagen, synge godnatsang.

    Især det med at snakke om, hvad der er sket i løbet af dagen fungerer rigtig godt for os. Jeg ved dog ikke, om Alfred stadig er lidt for lille til at synes det er fedt…?

    Vi har desuden altid ladet døren stå på vid gab ind til lillepigens værelse, så hun kan høre “Vi er i huset”.

    Selvfølgelig har der været perioder, hvor putningen har været svær og hun også vågner om natten og vil ind til os. Jeg er ikke selv for god til “at tage kampen” om natten. Det kommer også an på, hvorfor hun er ked af det. Nogle gange er det jo bare trods, men andre gange kan jeg mærke hun har brug for tryghed. Så får hun det, kommer ind hos os. Og så nogle nætter senere er hun tilbage igen i egen seng.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    Du gør det du kan mærke er bedst, og hav tålmodighed, for det skal nok virke!
    Det vigtigste er rutiner, rutiner og rutiner. Og konsekvens, hver gang han skriger, gøre det samme, lægge ham ned, sige godnat og gå.
    Inden der er gået et par uger, har han fundet ud af, at du mener det. Og at du ikke tager ham op, og putter ham andetsteds!
    Keep up the good work!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg er med på “hold fast”-holdet her!

    Vores datter er fra 9/1 sidste år, så samme alder som din Alfred. Siden hun var 7 måneder er hun blevet puttet i sin egen seng, på sit eget værelse med samme putteritual. Det tog nogle uger, hvor hun bl.a. IKKE blev taget op, og så lærte hun stille, at der altså ikke var nogen vej udenom.

    Det handler om at tage kampen – JA, det er bare nemmere at tage barnet ind i sengen til sig, eller at skippe lidt på tandbørstningen, fordi ungen ikke gider. Eller spise dem af med pomfritter, fordi de ikke gider spise grøntsager. Men hvor er vi så?

    Jeg kan ikke se, at kærlighed og tryghed skal vige for at gøre plads til opdragelse. I min verden går de ting hånd i hånd. Jeg synes netop, at det er kærlighed at opdrage sit barn til at blive et godt og dejligt menneske. Der er jo ingen, der gider være venner med en uopdragen voksen.

    Og man kan sagtens opdrage uden at råbe af sine børn eller sine “NEJ” 40 gange på en dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Hvis du ikke ønsker han skal græde sig i søvn, så anbefaler jeg bogen Sov igennem uden gråd. Den forklarer også godt hvorfor små børn opfører sig som de gør når de skal sove og hvorfor de vågner om natten. Den har hjulpet mig rigtig meget .

    Ellers som en anden skriver, et-årige forstår ikke ”nej”, og der nytter ikke at opdrage. De smider ikke mad på gulvet fordi de synes det er sjovt mor og far bliver sure. Men fordi de vil prøve at se hvad der sker når de smider mad på gulvet. Og de kan ikke huske det fra gang til gang. En et-årig skal prøve noget måske hundrede gange før han forstår, og have noget at vide hundrede gange før de fatter det. Jeg ved ikke om du er til ”forstå dit barn”-bøger, men det kan godt anbefales at læse en eller to. Jeg synes i hvert fald dårlig opførsel er nemmere at leve med og håndtere når jeg ved hvofor.

    Dårlig opførsel hjemme og ikke i vuggestuen er et regn på det er hos jer han er tryggest. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den bedste form for ros, er den der kommer fra....