Et uddrag.

Har ikke haft ret meget tid til at skrive på den der bog. Håber at forlæggeren stadig kan huske hvem jeg er.

Men er så småt klar til at sende lidt afsted. Og her får i et lille uddrag:

 

” Noget af det, der kom mest bag på mig var hyleriet. Mit. Ikke hans. På dag 4 der hylede jeg om aftenen, og det fortsatte på dag 5 og 6.

Det var så overvældende det hele.

Og naturligt nok kan man ikke følge med.

Én ting er fødslen, og alt det fysiske der sker med kroppen, efter man har født.

Noget andet er den psykiske overvældelse man ikke kan rumme.

At man har fået ansvaret for et lille menneske. Resten af dit liv. Det er DIT ansvar. Og de første mange mange dage gik jeg og ventede på at nogen kom og hentede ham igen. Det kunne da ikke passe, at jeg bare havde fået sådan en der.

Som skulle være der hele tiden!!?

Som ugerne gik, blev det nemmere og nemmere. Men jeg har stadig ikke helt vænnet mig til at have ham omkring mig altid.

Efter 17 måneder, er det stadig lidt surrealistisk for mig, at hele min verden skal opbygges omkring Alfred.

Jeg tror ikke, at nogen ved, hvad de går ind til. Ingen kan forberede sig på at få et barn. Og nok præcis det, er det allersmukkeste og fineste ved det hele.

De fylder så fucking meget.

Der findes én opgave i livet, som man ikke kan give videre til andre. På arbejdet tager andre over hvis man er syg.

Hvis man mangler penge går man i banken – alternativt røver man den.

Arbejdsopgaver kan man måske endda dele ud blandt sine kolleger.

Opgaven som mor kan ikke deles. Den kan ikke lægges over på andre, og selv hvis du rejser om på den anden side af jorden, sidder den så dybt i dig, at det næsten føles ubehageligt.

At blive mor er for livet.

Det er det mest skræmmende jeg nogensinde har prøvet. Det kan ikke måles med hverken Buffalo-sko eller Crocs sandaler. Det er en usynlig, til tider grim udover hele kroppen-tatovering, som aldrig, ALDRIG kan fjernes med laser.

Og jeg en pisse god mor.

Det ER jeg.

Men jeg har mange irriterende stemmer inde i mit hoved, der ofte ynder at fortælle mig, at jeg er en dårlig én . Som f. eks. når jeg har siddet i min lænestol – med koffein i den ene hånd og et langt kosteskaft i den anden – fordi jeg har været så skide træt, at jeg ikke orkede at ligge på alle fire for at få legestativet til at bevæge sig, men i stedet sad i en stol og spiddede det inferno af Lamaze-sommerfugle og andre dyr, som kunne underholde min dengang to måneder gamle søn.

Eller når jeg har drømt om at opfinde en maskine, som kunne rokke min barnevogn frem og tilbage ude på altanen for mig, så jeg i stedet kunne krybe sammen inden for på sofaen, frem for at stå i isnende kulde og manisk køre min barnevogn frem og tilbage i et meget utålmodigt tempo.

Eller de gange jeg har sagt ordene ’NU tager du ham, ellers slår jeg ham IHJEL!’

Følelsen af afmagt, søvnmangel og udmattethed blandet sammen i en farverig drink, blandet op med alt for lidt kærestetid, ømme bryster og hormoner fra helvede, får selv den bedste ned med nakken.

Øverst i bunken af ting jeg har gjort, som fik stemmerne til at synge højt, var da jeg stoppede med at amme. Whaaaaaat? Sssssssstoppede med at amme??

Måske skulle jeg have været bedre til at forklare folk, at det altså ikke var MIG, der stoppede med at amme, men mine bryster. Mine BRYSTER stoppede med at amme. Så var jeg nok sluppet for at være hende den undskyldende og forsvarende lortemor. Og så havde det nok også været nemmere for mig at være sindssygt lettet over at være fri.

For jeg var faktisk lettet. For når jeg ikke længere var center for fodringsritualet, og min kæreste kunne gå ind og være medvært frem for special guest star og rent faktisk kunne dele showet med mig, så var det at det for ALVOR blev mere og mere som jeg havde håbet.

Søvnen vender stille og roligt tilbage. Du kan ligge på maven igen – uden at ligge ovenpå hårde bryster der lækker. Du kan tage dig en fyraftensøl. Du kan i det hele taget, stille og roligt, begynde at nyde hele mor-konceptet. Du er fri. Og følelsen af dig selv præ-barn vender lidt tilbage.

Egentlig havde det ikke en skid med amningen at gøre. Men det hjalp mig, at jeg nu kunne slippe kontrollen og lade min kæreste tage over. At jeg kunne sove mere end to timer i træk. Og at jeg havde muligheden for at forlade lejligheden alene.

Hele lortemor-konceptet handler om den dårlige samvittighed – den jeg giver mig selv – og den andre giver mig. Der er altid en eller anden mor, en veninde, eller en tante og fandme også fremmede mennesker, der giver mig dårlig samvittighed.

Begrebet Lortemor skal først og fremmest forstås som værende sarkastisk, men også som en følelse der ligger så åndssvagt dybt i én som forælder. En konstant angst for at fejle. Og som allerede starter i graviditeten. Får man nu spist nok broccoli? Fik man liiiiiiige tømt en flaske rødvin dagen før man stod med to streger på den skide test? Hvad nu hvis man har haft farvet sit hår? Er det så derfor min søn nu har en skæv tånegl?

Lortemor-begrebet handler om de 60 minutter ud af døgnets resterende 23 timer. Dem hvor alting ikke er fryd og gammen. De 60 minutter hvor filmen knækker og man føler sig som en fiasko af dimensioner – fordi man er træt og ikke orker at lave næringsrig mad, men i stedet IGEN serverer rugbrød og kiks. Hvor man synes ens barn er et lille røvhul, der atter har åbnet alle skabsdøre i køkkenet og hevet gryder, potter, pander, mel og ris ud på gulvet. De 60 minutter hvor man længes efter alene-tid, kæreste-tid, toilet-tid, sex eller bare fred og ro.

De 60 minutter, hvor der hersker tanker, følelser og gerninger ingen rigtigt vil eller tør dele med andre, i frygt for løftede pegefingre eller underretninger til de sociale myndigheder.”

Nå, hvad synes I?