Love/hate/love/hate

Alfred er en sand engel. Deler kys og kram ud – helt uden tvang. Våde kys og underlige krammere er det bedste i verden.

Og sikke et held!

For udover at være en engel, så er han også satans yngel, der skriger og kaster med mad (fucking hele tiden) skaber sig, hyler, råber, slår og kaster sig mod jorden, som tilbad han en højere (eller dybere) magt.

For helvede da også. Det er heldigt at han skifter mellem det ene og det andet. For hvor vi før boede på første sal, med blødt græs udenfor vores vinduer og altan – så er vi nu rykket op på femte, hvor en tur og af vinduet er en del mere endegyldigt.

Jeg har følt nogle forfærdelige ting på det sidste. Ærligt talt, så er der for tiden øjeblikke, hvor jeg simpelthen ikke bryder mig om ham. Og må man egentlig godt have det sådan?

Jeg synes jo at han er helt fantastisk. Sjov og kærlig. Men så er der også øjeblikke, hvor han er en idiot i miniature størrelse, og hvor jeg normalt, havde det været en anden, bare havde holdt mig fra personen et stykke tid. Men tror ikke man må lave det nummer med eget yngel.

Det er især hans opførsel under måltider. Han gider det ikke rigtigt. Jo, hvis andre passer ham, eller hvis han er i vuggestuen. Faktisk er han også begyndt at gøre det derovre. Og jeg hader det.

For hvornår kan man begynde at kalde det for dårlig opdragelse? De fleste siger ‘det er bare en fase’ men jeg tror simpelthen, at han har fået for frie tøjler indtil nu, og at vi har været et klapsalvende publikum, der har grinet af hans små uskyldige eskapader ved spisebordet. Nu er det bare ikke sjovt længere.

Så hvad gør man?

Udover at være træt af mad på vægge og gulve, så er vi snart ved at være på plads i lejligheden. Det er fandme hårdt arbejde at flytte med en tumling. Han sover kun lur en enkelt gang nu, og ofte kun halvanden time. Så det er ikke ret meget vi når. Ofte deler vi os op, så den ene af os er hjemme og rydde op, mens den anden er ude med Alfred. Men det er også enormt ensomt. Egentlig vil vi jo hellere bruge tiden sammen alle tre.

Så efter en uges tid, hvor vi faktisk ikke havde lavet ret meget herhjemme, så fik vi styr på lidt mere igår. Kedeligt indhold, I know. Men det forklarer også min stilhed på bloggen. Det hele handler om flytning og enorm træthed.

I weekenden tog vi dog en tur til Svanemøllen, hvor der ligger en udemærket strand. Det var overskyet og køligt, men hvis du spørger mig, så var det perfekt strandvejr til en af Alfred’s første ture i vandet.

Han var egentlig ikke så vild med det i starten, og han lavede også et lille styrt, hvor han faldt og fik hovedet under vandet. Kæft man skal være opmærksom!! Vi stod bare og legede, og på under et sekund PLASK! Han var dog ikke så skræmt, så efter et host og en krammer, var han helt god igen.

De næste weekender i juli står den på hygge – Alfreds far sender radio hver lørdag, så han er desværre på arbejde hele formiddagen, så den står på tosomhed med Bøffen og jeg. Måske egentlig en god ting. For selvom han har groet horn i panden, så er der stadig en masse kærlighed at komme efter.