To baby, or not to baby?

I spørgerunden spurgte en læser ind til vores overvejelser omkring at få Alfred. For mig et det lidt et ømtåleligt emne, og egentlig ikke noget jeg har haft lyst til at gå i dybden omkring. Ikke på bloggen, i hvert fald.

Men……

Jeg kom lidt ind på emnet HER og HER  hvor jeg blandt andet skrev om at blive ufrivilligt gravid, og om stå i situationen hvor man skal vælge – opveje ens situation, både internt men også overveje de eksterne faktorer der spiller ind, når det kommer til at vælge en graviditet til og ikke fra.

Det her er IKKE et indlæg der skal handle om min tilgang til abort – men jeg vil prøve at fortælle lidt om, hvilke tanker og overvejelser man gør sig, når man står med to streger på en test, og det slet, slet ikke er planlagt.

Da jeg blev gravid havde vi været kærester i lidt over 2 år. Plus det løse! Så det var jo ikke fordi vi lige havde mødt hinanden, ej heller havde vi været sammen i evigheder. Tiden var dermed ikke den helt store faktor i beslutningen. Faktisk var det mig der tog beslutningen om at gennemføre graviditeten. Jeg følte ikke at jeg kunne forsvare andet. Jeg var næsten 27, fast kæreste med KLART far-potentiale, en rimelig uddannelse, et hjem, en økonomi og en positiv graviditets-test.

Hvad jeg også havde, var en kæreste der ikke var klar, en dårlig uddannelse, en dårlig økonomi, en midlertidig bopæl samt en lyst til kun at være 2. Han var desuden lige startet på sin uddannelse og havde rigeligt at se til, samt en masse drømme for sig selv – og også for os!

Det var en rigtigt ubehagelig situation. Uanset hvad, så var vi ikke enige om hvad der skulle ske. Og jeg var helt enormt ked af det i ugevis. For jeg havde ikke lyst til at træffe så stor en beslutning henover hovedet på ham, og jeg ville jo heller ikke være alene. Det var så langt fra mine ønsker og langt fra hvordan jeg havde drømt om det skulle være. Jeg begyndte at forstå, hvorfor folk synes det er så magisk at træffe beslutningen om at få børn i fællesskab. For vores situation var ikke sjov. Tværtimod.

De første 12 uger var ikke sjove. Tror den endelige beslutning blev taget i uge 8 eller 9, og jeg kan huske at jeg bare gik og ventede på at min kæreste ville skride fra det hele. For det kunne jeg sgu godt forstå hvis han gjorde. Jeg følte mig så ussel, og jeg havde det rigtigt skidt med at tvinge ham til noget han ikke var klar til.

I de vanskelige situationer vi har haft efterfølgende, der kommer de her følelser op i os igen og igen. I ren træthed og afmagt, så kan det godt blive lagt på bordet igen. At vi ikke var klar, at det var mit eget valg og at det var mig der ville have alt det her.

Det skal slås fast, at ingen af os ville undvære Alfred. Overhovedet. Der er ingen tvivl om, at han er og bliver, vores livs største bedrift. Og jeg kan stadig blive helt overvældet over, at vi har været så heldige at få ham.

Det var først efter 12-ugers skanningen jeg følte at vi var to om at skulle have et barn. Og det var en kæmpe lettelse at få et visuelt bevis på at der lå noget indeni min mave. Især for min kæreste, tror jeg. Derefter var vi 2.

Jeg er ham så taknemmlig for at han ikke skred. At han var og er verdens sejeste kæreste. Og jeg kan godt forstå hans tanker, når vi er trætte og udmattede. Så sent som for en måned siden, hylede jeg og tilstod over for ham, at jeg var nedkørt og at jeg virkelig gik med de åndssvage tanker, hvor man spørger sig selv om HVORFOR man fik et barn og at jeg fortrød det hele big time.

Jeg tror på, at man sagtens kan have disse tanker og følelser uanset om hele projektet er planlagt eller ej. Plejer at sige, at man som forældre kan være så trætte – at kom der en og kidnappede ungen, så ville man se sit snit til lige at tage sig en lur – og SÅ ville man ringe efter politiet bagefter, haha!

En uplanlagt graviditet kommer med en enorm følelsesmæssig baggage. Især i de svære tider efterfølgende. Man er sgu ikke klar. Man bliver aldrig klar, planlagt eller ej,

Jeg misunder dem der har planlagt deres børn selv. Ikke fordi kærligheden er større af den grund. Men de eksterne ting vi slås med herhjemme, f.eks økonomi, er så udmattende. Man skal have råd til at have børn. Det har vi ikke. Alfred lider ikke under det, men det gør vi altså. Om et halvt år skal min kæreste tilbage på SU, og min arbejdsituation ser sgu ikke for god ud. Vi er sunde og raske, og det er trods alt det vigtigste – men når DONG truer med at slukke for strømmen, så kan man altså ikke rigtigt bruge sin sundhed som kredit.

Redigeret: Nu er jeg nødt til at smide en lille ekstra tekst ind her, da jeg kan læse i kommentarfeltet at flere misforstår min hensigt med at bringe dårlig økonomi på banen. Jeg tror på ingen måde at græsset er grønnere på den anden side – og selvfølgelig er sundhed en langt større værdi end økonomisk råderum. MEN! Jeg kan altså kun forholde mig til vores liv, og vores økonomi er shitty. Og det fylder SÅ meget. Jeg ønsker ikke at gå i detaljer omkring vores privatøkonomi, men det er altså ikke fordi jeg hiver violinen frem og bare har ondt af mig selv, og tror at vi ville blive lykkeligere af at kunne købe fede møbler eller shoppe amok i tøj. Jeg har ikke haft en månedlig indtægt i over et halvt år, og vi har haft en del uhyggelige rudekuverter i postkassen i den periode. Vi taler, ganske enkelt, om ikke at kunne betale de mest basale ting i hverdagen som husleje, institution, el og den forpulede licens. Jeg er sikker på, at der er rigtigt mange derude på SU, der lever super fint med børn og sagtens kan få det hele til at løbe rundt, men det kan vi ganske enkelt ikke. Og det er en forudsætning at man kan betale sine regninger, og når man ikke kan det og man ikke rigtigt har lyst til at åbne sin postkasse, så fylder det økonomiske en del. Og det er der jeg vil hen med, at jeg da godt liiiiiiiige kunne have ønsket at vi havde haft en stærkere økonomisk platform, inden vi begyndte at lege familie. 

Kort sagt, der er rigtigt mange ting vi gerne ville have haft styr på, inden Alfred kom. Vi gør det bedste vi kan, og vi har det faktisk godt sammen som familie. Men listen over ønsker for fremtiden, er nok lidt længere end i mange andre familier.

Når jeg ser familier der tager på ferier, børn i dyrt mærketøj, folk med egne lejligheder og designer-møbler – så er det så langt fra vores rækkevidde lige nu. Og det kan man godt blive en smule bitter af. Hvornår kommer vi på ferie? For helvede, vi kunne godt bruge det!!!

Heldigvis har jeg en god garderobe, hvor jeg ofte sælger ud og køber nyt eller brugt. Alfred arver tøj – og jeg gør mig nogle gode køb til ham både nyt og brugt. Vi køber god mad til ham, han har meget mere legetøj end han behøver. Vi har møbler og mad i køleskabet.

Vi mangler ikke noget for at sikre familiens overlevelse, men vi mangler altså lidt, at føle at vi lever!