HVAD VIL DU, DIN PSYKOPAT-BABY!??

Rubrikken er lånt fra en læser, der smed en kommentar på et tidspunkt – det handlede om at tale grimt til sine børn – under pres, vel at mærke. Og den fanger pretty much hele stemningen i vores hjem, pt.

I nat sov Alfred sådan cirka en time sammenlagt – og hans mor og far var pressede. Big time.

Vidste bare at han ville fange den satans virus. Jeg kalder den mund og klov-syge, men den hedder noget med hånd, fod og mundsyge. Vi kan også bare vælge at kalde den for pikke-lorte-fucking-røvhuls-virus. For den er ikke ønsket. Faktisk kunne den ikke komme på et værre tidspunkt.

Alfreds far har nemlig lige forladt hjemmet. Og kommer først hjem på torsdag. Over midnat.

Og Alfred har feber, bylder i munden og er TRÆT – men kan naturligvis ikke sove. Ej heller spise. Hans mund er én stor blist, så det kan man jo heller ikke blaime ham, vel?

Jeg har tudet on and off de sidste 48 timer. I frygt. I frustration. I vrede og af nervøsitet.

For jeg føler at jeg kender min dreng nu, og kender hans rutiner – hans grænser og hans vaner.

Men når børn er syge, så ryger alle disse ting ud med afføringen i bleen. Der er INTET der er som det plejer. Og man står bare dér, med en unge der græder og græder – og intet virker. For han er jo syg – og det eneste der hjælper bare LIDT, er omsorg. Og det er ikke nok.

Så med tålmodighed som mit eneste våben, sidder jeg nu hjemme og frygter for hvornår han vågner. Han er ikke mæt, han har ondt og han har helt sikkert brug for at ligge hos mig og sove. Og der er ikke de store chancer for, at hverken han eller jeg får sovet ret meget med disse ting i sigte.

Giv mig styrke.

Til IKKE at udvandre.

Eller bare rulle ham ind i en dyne og stille ham foran Brorsons Kirke. Jeg ved at de har taget mod uønskede skæbner engang………..