Mandeinfluenza, papegøjer og nye udfordringer!

Hold nu fast der er gang i udviklingen hjemme hos os!

Nogle gange har jeg set skævt til forældre, der ikke har svaret deres små, når de har stillet spørgsmål eller ville vise dem en sten på vejen.

Jeg har tænkt: Så svar dog dit barn, nå!

Men så var det jeg fik et selv, og fandt ud af, hvor ofte den slags gerne vil vise en alt muligt. Hvor lang tid en gåtur på knap 100 meter kan tage. Fordi hver en sten skal vendes og drejes. Fordi der lige er en vandpyt eller en hundelort der skal iagttages, hoppes i eller røres ved.

Guderne skal vide, at min tålmodighed kommer på prøve, når vi skal ud og handle, eller bare til bageren efter brød.

Svenne kan godt lide at foreslå mig, at jeg da kan tage Alfred med ned efter den liter mælk vi lige står og mangler. Og jeg får næsten tics ved tanken. For jeg ved at det vil tage mig 5 minutter at springe på cyklen efter den – hvis jeg kører selv, naturligvis. Og at det vil tage en lille time hvis jeg skal have Bøffen med.

Jeg får lyst til æde mine arme eller rive håret ud af utålmodighed, når Alfred skal med ud på korte ærinder. For det er en mindre udflugt hver gang.

Så jeg øver mig. Øver mig i at være en tålmodig mor, der er lige så nysgerrig som han er, når det kommer til at pege på fugle, hunde, vandpytter eller andre ting, voksne ikke tager sig af.

Det er en daglig reminder om at sætte sig ned og være med på hans niveau. At høre på ham snakke – for det gør han. MEGET. Og han skal have en mor, der synes at vandpytter er det fedeste i verden. Og en mor, der ikke trækker ham i armen, fordi han går så langsomt.

Men jeg forstår nu, hvorfor forældre ikke orker flere spørgsmål, pauser og pudsige gøremål med sten og grene. For vi vil jo gerne nå hjem. Hjem og lave mad, putte, vaske op og sove.

Derfor elsker jeg vores weekender. Vi laver sjældent planer for tiden, og weekenderne bruges på Alfreds niveau. God tid, hygge, snak, kys og kram. Og langsomme gåture,de tid til at samle pinde og kigge på sten.

Svenne har desværre været ramt af sygdom de sidste mange dage, så jeg har løbet lidt rundt og serviceret drengene og haft meget lidt tid til at slappe af. Heldigvis er han ovenpå igen, og ugen her er startet roligt ud.

Alfred snakker og snakker. Gentager alt der bliver sagt. Han gætter sågar når vi staver ting, vi ikke siger højt. Så vi går snart over til engelsk. Han ved når vi staver til mælk og til slik, så den går ikke længere, haha!

Derudover har jeg vist nok fået er nyt job! Hip hip, hurra!

Det skal jeg nok fortælle meget mere om senere. Der er lige nogle ting der skal på plads først. Jeg er dog mega spændt. Og nervøs. Og glad. Lidt af det hele. Sådan er det jo, når man står til at skulle lave noget man virkelig brænder for 🙂

I aften trækker jeg i øvrig to vindere af Tassimo konkurrencen! Så stay tuned.