How you doin’?

Nå, så gik der lige et pænt stykke tid hvor jeg ikke tjekkede ind på bloggen. Faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har holdt så lang en pause? Ikke uden grund, i hvert fald. Og denne gang skyldes det vist bare dovenskab. Og mådehold.

Kort sagt, så har jeg ingen intentioner om at min blog skal forvandle sig til en skilsmisseblog, hvor jeg krænger mit hjerte og mine sorger ud – det må gerne være et happy place, hvor der er fokus på det hele.

Meeeeeeen, jeg skal nu heller ikke få det til at lyde som om alt bare er fryd og gammen, her omme på den modsatte side af tastaturet, men jeg kan på ingen måde beskrive hvordan de sidste par uger er forløbet. Jovist, kan da forsøge at forklare hvordan det føles at dele sit barn, eller være alene med ham mange dage i træk – men det er bare så svært at forklare. Især når man ikke sidder med røven placeret på forreste række til forestillingen.

Det har været pisse hamrende hårdt at starte deleordningen ud. Først og fremmest så hader jeg ordet deleordning. Få mig ikke engang startet på hvad jeg så også mener om ordet delebarn. Eller dele forældre. Vi deler sgu ikke vores barn. Jo, han består vel af gener fra begge fores puljer, men alt i alt så er jeg mere typen der tænker, at vi har gang i en slags skiftehold.

Og jeg startede ud med at have ham, i en lang og tung uge, som egentlig var rigtig hyggelig men lidt af et kulturchok. Normalt er det jo hårdt at være alene med de der unger, men som regel kan man se frem til at ens bedre halvdel dukker op sidst på ugen og deler krammere og kys ud. Og tager ungen.

Her kommer der blot nogen og tager ungen – der er ingen kys og kram – kun oprydning og kogevaske i de dage hvor barnet er væk.

Men! Jeg synes vi klarer det godt. Det er stadig ikke helt gået op for mig hvad der sker – faktisk er jeg nærmest bipolar for tiden. Negativ og trist i nogle dage, for så at få det enormt meget bedre – følelsen af at kunne klare det hele. Bore huller i vægge og istandsætte et WC – for så at ryge ned i kulkælderen igen. Det er helt vanvittigt.

Det går værst ud over Svenne, for han skal lægge ører til alle mine frustrationer – under tvang. Og da vi forleden havde en ‘snak’ (det var nærmere mig der atter hældte gylde ud over ham) fik han sagt, at han synes det var svært at jeg hele tiden sagde så mange grimme ting til ham og at jeg hylede helt hysterisk. Og for en gangs skyld fik jeg rent faktisk formidlet ud, hvad det er jeg har gang i:

Jeg føler det hele. Er hele registret igennem – fordi jeg VIL! Jeg har tænkt mig at mærke ALT og hyle præcis så meget min krop og mit sind har brug for. Og jeg er blevet klar over, at jeg har ramt bunden. Det skete for flere måneder siden, tror jeg. Derfor ved jeg også, at hvis jeg giver mig selv lov til at tude og føle det hele, og skælde Svenne vildt meget ud et lille stykke tid, så er det det jeg gør. For så tror jeg sgu på, at jeg slipper for at være bitter og sur de næste 30 år. Måske det hele går lidt hurtigere så?

Aner det selvfølgelig ikke, men jeg håber!

Nå, men Alfred klarer det hele så pænt – selvfølgelig har han sine ture hvor han vil hjem til den ene eller den anden af os – men ofte skyldes det at man siger nej til at han må få en is eller et eller andet andet. På den måde er det ikke noget nyt. Selvfølgelig savner han os, men han har fået afvide at det er helt okay at savne – vi savner også. Alt holdes på et håndgribeligt niveau og jeg tror at vi begge to er ret positivt overraskede over vores lille dygtige dreng 🙂

Skal nok skrive meget mere snart – nu vil jeg gå i seng og savne min dreng, men alligvel nyde at ingen sover på mit hår eller stjæler min pude.

PS: Kæmpe tak for alle jeres søde og hjælpsomme kommentarer til mit forrige indlæg! Vi har taget rigtig mange af jeres råd i brug – og de virker 🙂