Lykke. I små og store bidder.

Jeg er et ret realistisk menneske. Hvis jeg selv skal lige det, i hvert fald.

Det er ikke fordi jeg regnede med at være 30 år og være lykkelig helt ind til benet. Men jeg havde da håbet på at komme tæt på 🙂

Der er mange små ting i min hverdag der gør mig lykkelig. Et opkald eller en sød telefonsvarerbesked, fra en veninde jeg føler jeg har svigtet, men som pludselig hejser flaget og melder sig på banen. Den gode kop kaffe, et uopfordret kram fra min søn, en rar mail eller ros fra andre mennesker. Små lykker!

Den store lykke er den jeg ikke kan mærke, og den jeg mangler. Det er nok ikke så sært, når man er i undtagelsestilstand? Jeg har hele tiden svoret, at det kun var de aller nærmeste, der skulle vide hvor ondt alting gør, fordi jeg jo regner med at komme hel ud på den anden side. Og vil helst ikke huskes som hende der var så ulykkelig engang.

Telefon opkald til min mor, eller min aller bedste veninde, hvor jeg brøler mit inderste kaos udover dem, og efterlader dem bekymrede og kede af det, det er virkelig meget lidt sjovt. Men har bare indset, at det er helt okay. Og at jeg med glæde vil gøre det samme for dem, hvis de har brug for det.

Nogle dage ser jeg så klart, at jeg sagtens kan overbevise mig selv om at det hele nok skal gå. At jeg nok skal klare mig.

Andre dage er alting sort, og jeg kun kan se på mig selv og tænke grimme ting som fiasko, dum, kedelig, ufattelig åndssvag og grim. De dage er forfærdelige. Der hjælper intet.

Sagen er, at jeg har været ensom i så lang tid nu, at jeg ikke ved hvor ensomheden skal placeres? For hvordan kan man dog være ensom, når man er mor til verdens dejligste dreng? Som oveni købet elsker mig så meget at jeg må lege med hans biler, smage hans ulækre saftevand og hapse noget af hans is?

Jo, ser I, man kan sagtens være ensom selvom man har et barn. Især når man havde regnet med at den familie man har skabt altid ville være der. Var jeg aldrig i tvivl om det? Jo da! Har da ofte tænkt tanken, at vi muligvis kunne gå hen og blive en del af den sørgelige statistik. 50/50 risiko for at blive skilt.

Men jeg havde en tro på, at hvis vi stod sammen, så ville alting gå. Problemet er dog at man skal være to til at kæmpe. To til at sige ‘nu er vi dem der undslipper’.

Jeg kan ikke være lykkelig – sådan helt – medmindre jeg har en tryg base. Jeg savner at vågne op om morgenen og kysse nogen, starte dagen sammen. Og jeg savner at kysse nogen godnat, mens man taler om dagen der er gået. Og mest af alt så savner jeg en, der elsker mig tilbage.

Og indtil det sker, så tror jeg simpelthen ikke på, at jeg kommer til at mærke den store lykke. Jeg forventer ikke at jeg skal være lykkelig hele tiden. Men grundlæggende. Grundlæggnede lykke, det gider jeg godt.

Nu vi taler om små bidder af lykke, så fandt jeg i dag ud af at jeg er blevet nomineret til Børn i Byen prisen 2015! Så det ville gøre mig pisse hamrende glad, hvis du ville hoppe forbi og stemme HER!