I knæ #3

Læs 1. del HER

Læs 2. del HER

Flovheden over ikke at kunne manøvrere rundt i sit eget liv er klart det værste. Jeg ville fint kunne sluge den kamel, havde jeg været alene, uden et ansvar som mit.

Det faktum, at jeg er nogens mor, gør det så ubeskriveligt svært at tackle ens fejltagelser. Især hvis man ikke har formået at holde sit fokus på de ting der er vigtigst. Det kunne jeg ikke.

Kontrasterne var for store, synes jeg.

Den ene dag var jeg mor – havregrød, tog, putning, godnatsange, lortebleer og tegnefilm. Den næste dag var jeg hende der drak rødvin, røg cigaretter i vindueskarmen og var rigtig meget nøgen. Det som at træde ud af én verden og ind i en helt anden. Tror det ville forvirre selv den bedste.

Og hvordan i alverden manøvrerer man rundt i det her?

Tilsyneladende var det ikke noget der skræmte ham, det faktum at jeg havde et barn. Han vidste hvem jeg var – man kan jo ikke løbe fra det faktum, når man vælger at kontakte nogen via sin IG profil. Og jeg nævnte det i øvrigt også på min Tinderprofil. Folk som ham hænger bare heller ikke på træerne, og alene dét gør, at jeg kommer til at være noget tøvende i fremtiden, når det kommer til at opsøge det modsatte køn. Noget siger mig, at det langt fra er mange, der har samme afslappede forhold til den slags påhæng.

Jeg var aldrig fan af konceptet dating-apps – det er både grænseoverskridende og en kende overfladisk. Og så synes jeg det er svært at tage den slags relationer med ud i virkeligheden.

Der skete alle mulige ting mellem os, også efter det med at være nøgne var slut. Ting der aldrig kommer til at få en plads på bloggen, men ting der for evigt kommer til at have en plads i mine tanker. Ikke alene var han den første jeg mødte efter bruddet med Alfreds far, men han var også en, der lærte mig rigtig meget om mig selv, på meget kort tid. Og selvom alt lige nu føles som om det var et negativt bekendtskab, så er det langt fra sandheden.

I skrivende stund har jeg atter bidraget til at stemningen mellem os er blevet grim, men jeg håber at vi kan få den vendt, så i hvert fald jeg kan putte ham ned i en kasse og skubbe den ind under sofaen og have det godt med dens eksistens. Jeg vil nødigt have det sådan, at jeg ikke kan møde folk på gaden, uden af have lyst til at gå over på den anden side. Og Sydhavnen er så lille, at den næsten er uundgåeligt ikke at støde ind i hinanden på et eller andet tidspunkt.

Derudover så er han et menneske, der virkelig ryger ind under huden på en. Aner ikke om han selv ved det, men jeg har på fornemmelsen at jeg langt fra er den eneste der har mærket det. Han er rummelig, empatisk, kreativ og nærværende. Især det sidste.

Og hvad stiller jeg så op nu?

Jeg har fået så mange fine kommentarer med på vejen. Igen er det rart at opleve, at man ikke er alene i båden.

Jeg har hele tiden sagt, at når noget er virkelig svært, så er det bedst for mig at føle den – virkelig bare lade mig selv være i det og hyle, skrige og være vred. Men sandheden er også bare, at jeg virkelig ikke orker at være vred længere. I dag snakkede jeg med en, der kender mig virkelig godt. Først og fremmest sagde han at jeg ER god nok. Dernæst, at det jeg pt. gennemgår, som er det, der ikke ser dagens lys på bloggen, at det ville andre ikke have klaret bedre. At de ting jeg føler og de ting jeg gør, er helt ok.

Jeg kan bare mærke at jeg ikke orker at tage en tur mere. Når man først har oplevet hvordan det føles at være deprimeret. Som en reel diagnose – så er frygten for depressionen næsten lige så slem som at sidde i den. Og det er det jeg kæmper med i disse dage. Jeg føler at jeg står med det ene ben i den, og at selv den mindste ting kan vælte mig.

Jeg vil så gerne være glad, men jeg ved ikke hvordan jeg bliver det. Jeg kan ikke selv skabe de trygge omgivelser jeg så gerne vil leve i. Ikke lige pt, i hvert fald. Og det er svært at acceptere når man skal skabe trygge rammer for et barn, og man famler rundt som en tosse. Jeg siger ikke at jeg har brug for en der kommer og gør det for mig. Faktisk er jeg ikke i tvivl om at det er MIG der skal gøre mig selv glad. Men det føles lidt som om der står verdens største bjerg foran mig, og jeg hverken ejer gear til bjergbestigning eller kondien til at nå toppen. Mega op ad bakke. Bogstaveligt talt.

‘