Om at turde…

Jeg kan i dén grad skrive under på, at jeg ikke har været den heldigste i verden på det seneste. Der har ikke været skide mange appelsiner i min turban de sidste par år, men på trods af det, så er jeg stadig stående og gående – hvilket er sindssygt at tænke på, når jeg tænker over hvor mange timer og dage jeg har brugt på at være grundlæggende ked af det.

Jeg har brugt mere tid i fosterstilling, end oprejst med hænderne i vejret, og det trækker tænder ud. Der er fare for, at man ender som et bittert og skeptisk menneske, når folk eller situationer, igen og igen formår at trække tæppet væk under én.

Har grovædt så absurd mange kameler, men jeg har fandeme også kastet dem op igen…

Har en god veninde – som på alle måder har været en trofast klippe gennem de sidste mange måneder. Vi har vist mere eller mindre været på en rejse gennem enorme mængder usikkerhed. Utallige sms’er – timevis af opkald – om både stort og småt – og ærligt talt? Så ved jeg ikke hvad jeg ville have gjort uden hende.

Vi lærte hinanden at kende på en ret uortodoks måde. Der var langt større sandsynlighed for at måden vi mødtes på ville have endt med en bitchfight af dimensioner – men det siger vist ret meget om os begge som personer, at venskaber slår alt. Også mænd på Tinder.

Jeg har naturligvis også haft en enorm støtte i alle de andre, virkelig skønne damer jeg har i mit liv. Også her har jeg brugt timer i telefonen, på kaffebarer eller bare med en ordentlig balje hvidvin i en sofa. Sovet i børnesenge hjemme hos dem, fordi det med at være alene ikke altid er skide fedt når man igen lige har fået et slag eller to. Taknemmelighed på et meget højt plan.

Jeg har brugt de sidste par måneder på at gøre alle de ting jeg aldrig gjorde da jeg var 20… Eller 25.. Og det føles godt. Det lyder måske enormt slutty, men det handler egentlig ikke om den del – det handler om, at jeg har indset at det er NU jeg skal gøre sådan noget. For selvfølgelig har jeg da en drøm om, at jeg en eller anden dag bliver så stormende forelsket – og det måske endda er gengældt 🙂 Men jeg må også være ærlig at indrømme, at jeg er så sindssygt bange for at føle noget som helst for nogen. Det er vel en slags forsvars-mekanisme? Lige nu er jeg ret fri – udover at jeg skal være nogens mor, så skal jeg ikke være noget for andre. Det betyder også at der ikke er nogen der kan skuffe mig…

Jo, altså. Skal jo bidrage til de venskaber jeg har – og bidrage til samarbejdet omkring Alfred, men derudover har jeg jo igen forpligtelser. Så jeg kan gøre hvad jeg vil. Jeg har ingen jeg skal indordne mig under. Igen at skændes med. Intet jeg skal leve op til. Hvilket før gjorde mig enormt panisk. For tænk nu hvis jeg virkelig endte som tragisk katte-dame for alvor? Men jeg har omfavnet min situation nu, og det får glæden frem og det giver mig lyst til at turde….

Så når jeg f.eks sætter mig op i et fly i morgen tidlig og flyver til Zürich, så er det en af de ting jeg aldrig havde gjort, hvis ikke det var fordi jeg havde været igennem så skide meget lort de sidste par år. På en eller anden måde er det sgu nok rigtigt nok, når irriterende mennesker siger, at det, der ikke fucking slår dig ihjel, det gør dig stærkere. Jeg har så latterligt mange sommerfugle i maven i dag. Og det føles godt <3