Og i deres rygsæk har de stjålet endnu en lille bid af mit hjerte

Har fået den smukkeste mail fra en læser…

Må indrømme, at jeg fældede en del tårer over teksten. Den er ikke alene smuk – jeg kan også genkende hvert eneste ord. Kunne ikke have skrevet det bedre. Heldigvis har jeg fået lov at udgive det på bloggen <3

“Man kan jo ikke bare vælte ind i andres liv på den her måde. Eller… Jo, det må man godt. Men man skal også træde varsomt. Jeg er ikke den slags person, hvor man kan hælde ros og kærlighedserklæringer ud i stride strømme – uden at det til sidst bider sig fast. Og jeg mærkede hvordan jeg stille og roligt gav slip og sagde til mig selv, at så måtte man jo virkelig mene det, når det gang på gang blev sagt, at man slet ikke kunne få nok af mig.

Jeg gør det ikke selv. Jeg holder igen, når det kommer til følelser overfor andre. Og det er fordi at de skal betyde noget. Jeg fortæller ikke andre at jeg elsker dem in the heat of the moment. Eller at jeg ikke kan få nok af dem.

Det gør jeg selvfølgelig. Men jeg skal også være sikker på, at jeg også føler det samme dagen efter. Og dagen efter det. Måneden efter.

Lige nu, der føler jeg mig dum. Ustabil. Trådt på. Mere dum. Dum over at tro på, hvad andre siger. Dum over at lukke nogen ind i mit liv på et tidspunkt, hvor jeg slet ikke kan rumme et nederlag. Dum over alligevel at tillade det. Fordi jeg troede på, at der lå en sandhed i de ord der blev sagt. Hvisket direkte ind i mit øre. Skrevet på en sms. Sagt over telefonen. Det var ikke kun i mit eget hoved.

Dum over igen at sidde med et menneske, der bare mener jeg er støj og for hårdt arbejde. Dum og uduelig fordi, at jeg ikke kan finde ud af at vælge mine kampe. Fordi jeg bare for helvede gerne vil undgå at blive til et koldt og kynisk menneske. Jeg er træt helt ind til benet, når det kommer til kærlighed. Og jeg løber stadig i mod det med åbne arme, fordi alt andet kan være lige meget. Kærlighed er det eneste der betyder noget for mig. Men det er ikke fair at det skal gøre så fucking ondt at nå dertil.

Jeg fortæller mine børn at jeg elsker dem. Helt op til månen og tilbage igen. Sidst jeg fortalte nogen at jeg elskede dem, én som ikke var mine venner eller min familie – der fik jeg svaret ’hvorfor gør du det’. Og det er ikke just det svar man håber på. Det er jo meningen at man skal få det samme retur. Så jeg sagde det aldrig igen. Heller ikke selvom jeg mente det hver eneste dag efterfølgende.

Er træt af at føle mig som én man kan bruge til noget, indtil man ikke kan bruge det længere. Det gør så ondt helt ind i sjælen. Og hver gang det sker, så stjæler de noget fra mig som jeg aldrig får igen. Og selvom de kigger sig tilbage og siger, at de virkelig synes jeg er en god person og at de holder af mig, så ser jeg kun bagenden af dem, mens de kører væk med samvittigheden i behold. Og i deres rygsæk har de stjålet endnu en lille bid af mit hjerte.”