En lille bitte forklaring.

Puha, I var godt nok hurtige til at reagere på mit indlæg fra i aftes. Hvilket er helt forståeligt. Men jeg tænker også, at en uddybende fortælling dermed er på sin plads.

Indlægget var en laaaaang smøre, som jeg har skrevet på – on and off – i noterne på min telefon. Det er sådan noget jeg gør. Skriver tanker ned, af den slags der egentlig ikke rigtigt skal deles med nogen. Tanker, der er så ulækre (omend normale) at man ikke ønsker at dele dem med nogen som helst.

Men det er nu engang det jeg gør bedst – deler de tanker vi sjældent taler om, medmindre vi er i trygt selskab.

Lige nu, så har jeg det som om jeg ikke har noget som helst. Og det var dét jeg gerne ville have ud. Man skal nok have en blog for at kunne forstå hvorfor man deler den slags. Og måske skal man også have en blog der ikke handler om sidste nye mode eller om andre mere let fordøjelige ting. Sådan startede jeg ikke ud.

Jeg tager ikke billeder af mig selv i de nyeste tendenser, og Alfred er pisse ligeglad med om han har Soft Gallery tøj på, så længe det bare er behageligt eller er printet med dinosaurer eller hurtige biler. På den måde er han ret nice.

Ergo er min blog jo bare en ventil. Hvor jeg kan dele både glæder og sorger. Ulykker og lykke.

Sandheden er, at jeg lige pt bare er sådan lidt…… fucked. Ikke bare lidt. Nok mest meget.

Jeg sad forleden og så en dokumentar om mordet på JFK – og som den sucker jeg er, for dokumentarer, så har jeg set rigtig mange forskellige med lige præcis dét. En af de mest historiske videooptagelser i verdenshistorien er den, hvor det bliver filmet at skuddet i hans baghoved resulterer i, at man bare ser hvordan hovedet eksploderer. Jeg holder mig stadig for øjnene hver gang jeg ser det – men jeg må indrømme at jeg HAR set det en enkelt gang. Og det er sådan jeg har det lige nu. Jeg har det som om mit hoved eksploderer lige om lidt.

Mit hoved er fyldt op med alt for mange ting – og selvom en del af det, er ting jeg selv har været skyld i, så er der også nogle ting hvor det er ting jeg ikke selv er herre over.

Sidder i en ond cirkel, hvor der ikke er nogen vej ud – for uanset hvad jeg ender med at stille op, så sidder der én eller flere tabere ved mållinjen. Der er familiemæssige ting der presser så gevaldigt på, at det nærmest ikke er til at bære.

Disclaimer: jeg har slettet nogle afsnit af dette indlæg, fordi det gik over stregen et andet sted. Det beklager jeg, men jeg håber at indlægget stadig giver mening <3

Én ting er, at jeg ikke kan betale min husleje lige pt. I am on it – men når man samtidig skal deale med så store følelser i forhold til ens barn, så trækker det så mange tænder ud, at der nærmest kun er gummerne tilbage. Her ville jeg være sjov og smide en joke ind om, at så skal jeg i det mindste ikke bekymre mig om tandlægeregninger. Og jeg ville sandsynligvis være en del bedre til at give blowjobs. Men så sjov er jeg heller ikke rigtig lige nu.

Men apropos blowjobs, så kan jeg lige knytte en lille kommentar, til de kommentarer der er kommet en del ind af på det seneste. Flere har antydet, at det nok måske ville være en god idé at jeg ikke gik rundt og var så desperat efter de der mænd. Men lad mig blot minde om, at alt hvad der bliver skrevet på en blog og udgivet, det er så LILLE en del af virkeligheden. Jeg har haft behov for at skrive om emnet ‘mænd’ fordi der ikke har været så skide meget andet at underholde med. Jeg løber bestemt ikke rundt om jagter mænd i gadebilledet mens jeg råber ‘så elsk mig dog, en eller anden’. Bestemt ikke.

Min libido er ret høj, og det har betydet at jeg naturligvis har benyttet mig af at der findes et modsat køn. Det må man godt. At man så brænder nallerne et par gange, det følger sommetider med. Men lige pt, så jagter jeg ingen. Intet. Udover ro. Og måske også en kassekredit. Og sol i min have.

TAK for jeres søde kommentarer i mit forrige indlæg – i er så gode ved mig. Og flere af jer skriver, at I ville ønske der var noget I kunne gøre. Men det er min opgave at komme igennem alt det her – fordi sådan er det at være voksen. Men 5 års uro og utryghed, det sætter sig altså gevaldigt meget. Og jeg har brug for at dele det, åbenbart. Måske fordi jeg fra dag 1 altid har brugt bloggen som en ventil – og til at dele de lidt mindre smukke sider af det der liv.

Jeg kan stadig smile når en fugl ude i min have synger falsk – jeg kan stadig føle. Jeg kan stadig mange ting, men jeg ved at jeg ville kunne langt mere, når bare jeg får styr på det der. Livet.

Tak fordi I er der og hepper <3