Kære dagbog

Jeg ville ønske at det ikke var så svært at være voksen.

Jeg ville ønske, at alt var bedre, nemmere, smukkere og mere fredfyldt. At jeg ikke vågnede op om morgenen med så tung hjertebanken, at det føles som om man dør lige om lidt.

Jeg ville ønske, at jeg kunne have hjertebanken over de rigtige ting, fremfor de forkerte. At jeg kunne mærke mig selv – og ikke kun mærke mig selv fordi alt er forkert og svært.

Jeg ville ønske at jeg kunne vågne op hver morgen, uden at se dagen som noget der bare skal overstås. Endnu en kamp. Dag efter dag.

Sådan er det, når realiteterne rammer. De er omklamrende, ødelæggende og fucking uoverskuelige.

Jeg har det som om jeg er en gøgler – den jonglerende type, der har for mange ildstave i luften. Som jeg ikke kan nå at gribe. Så jeg håber bare på, at dem jeg taber, ikke sætter ild til jorden. Eller mig.

Jeg ville ønske, at jeg troede jeg var god nok. At jeg ikke gik rundt og havde tanker om, at det ville være en lettelse at 3a pludselig bare satte en stopper for det hele. Jeg har ikke lyst til at dø, men jeg har heller ikke lyst til at det føles som om jeg skal.

Man skal nok have prøvet at have anfald, hvor kroppen tager over og hele mekanikken går i selvsving mens man bare kan sidde og kigge på/vente på, at det går over.

Og jeg ville ønske at jeg ikke skulle gå og frygte for hvornår det rammer igen.

Jeg ville ønske at jeg vandt 4 millioner i lotto. Men jeg spiller ikke engang lotto, så det er pænt meget op ad bakke.

Jeg ville ønske at min telefon kun ringede når nogen ville fortælle mig at jeg er god nok og at jeg kan langt mere end jeg tror. Og ikke fordi jeg skal gøre er eller andet. Eller forholde mig til flere svære ting.

Jeg er begyndt at blive bange for min telefon. Fordi den er linket mellem mig der gerne vil være i fred, og så alle dem der vil have de sidste kræfter jeg ikke har. Så jeg lægger den fra mig, og så er det bare at håbe på, at den ikke har bimlet mens jeg har forsøgt at opnå en ok normal hvilepuls.

Jeg er så tæt på ikke at kunne mere. Årevis af utryghed sætter sine spor. Jeg føler mig ikke som en på 31. Nærmere dobbelt op. Dyrk noget motion, Trine. Siger de. Søg flere jobs, Trine. Rejs dig op, Trine. Men folk forstår ikke at det svarer til at bede en lammet person om bare at rejse sig op og gå.

Man kan åbenbart godt blive lam i hjernen. Tænk engang. Det vidste jeg ikke.

Jeg ville ønske at jeg følte mig god nok til at være noget for nogen. At jeg kunne klappe mig selv på skulderen og sige ‘godt gået’ når jeg har gjort en forskel for andre. At jeg kan sidde og drikke dyr rom på en altan, mens nogen holder mit ansigt i deres hænder og ser på mig som om jeg er noget af det mest fantastiske i verden. At det ikke gør decideret ondt, når folk lægger an til at holde af mig på den helt rigtige måde. At det ikke gør ondt at have det godt.

Måske er er det dér fejlen ligger. Og måske havde jeg helt ret i, da jeg sagde til ham, at vi har mødt hinanden på det helt forkerte tidspunkt.

Men måske havde han også ret, da han sagde at vi måske har mødt hinanden på det helt rigtige.

Og han kan godt lide at få ret.