Andre mødre, og deres syge børn.

Man skal passe på med hvad man deler.

Det er lidt lissom når man Googler noget, og søgeresultatet bliver gradvist værre, jo længere man scroller ned.

Yes, det handler om sygdom. Børn, og deres dumme sygdomme. Og mødrene til de syge børn, og hvor løst ‘gode’ råd egentlig sidder på dem. Det er nærmest komisk, men alligevel gjorde jeg mig alvorlige tanker om det i går aftes.

Jeg havde nemlig lagt et billede på Instagram, hvoraf det fremgik at Alfred havde fået mellemørebetændelse og derfor skulle have antibiotika. Der gik ikke længe, før det regnede ind med søde ‘god bedring’ og ‘ae, ae’ hilsener. Og det var rart. Dog kom de også stille og roligt, de andre. Dem fra eksperterne. Med ord som ‘dræn’, ‘ørelæge’, død og ødelæggelse og en generel debat om hvorvidt antibiotika virker. Jeg skyndte mig at logge ud, og glædede mig over at vi fik startet behandlingen i aftes, og supplerede op med en ordentlig røvfuld (bogstaveligt talt) panodil junior.

Jeg får det altid lidt stramt over det. For det er min første gang med mellemørebetændelse, og jeg var jo helt rolig og glad for at det var blevet opdaget så tidligt. Og vores læge har selv to små børn, så han kunne se det med det samme, og udskrev antibiotika, men fortalte også at det ikke virker lige så effektivt på MØB, som på f.eks halsbetændelse osv. Så jeg var helt rolig. Og følte mig tryg i den rådgivning jeg havde fået.

Derfor synes jeg sgu at det er hårdt, at få smidt skræmme-kampagnerne i hovedet. Direkte in the face, om at vi nok skal se os om efter en tid til dræn, bestille kiste og nok hellere må vælge gravsted. Hårdt sagt, I know.

Men det var det samme som en dag jeg skrev, at Alfred havde den syge diarré. Der fik jeg også historierne om andres børn, omkring indlæggelse, dehydrering, død og ødelæggelse.

What’s the point?

En hjælpende hånd og et godt råd er dejligt. Det er vildt dejligt. Men for fanden da.

Heldigvis fik jeg også en masse andre råd, og dem vil jeg benytte mig af. Så det er ikke kun skidt.

Billedet jeg har taget udgangspunkt i, er i øvrigt ikke så slemt – ej heller er kommentarerne. Det er bare ikke første gang jeg oplever konceptet. Det sker nærmest hver gang jeg fortæller Alfred er syg. Og jeg gætter mig til, at jeg ikke er den eneste der oplever, at gode råd og skrækhistorier, sidder utrolig løst på folk?