Udholdenhed

REKLAME

For et par uger siden, på en solrig men kold formiddag, tog jeg en af mine bedste damer under armen. Jeg havde fået en rimelig rar tjans, om ikke jeg havde lyst til at se en film.

Normalt elsker jeg at gå i biografen, men det er straks noget andet når det ikke er en film man selv har valgt på forhånd. Men jeg glædede mig til at sidde i mørket og logge lidt af, hvilket er noget af det bedste ved at gå i biografen, synes jeg.

Jeg havde læst lidt op på filmen inden, men havde ikke de helt store forventninger. Men jeg var helt væk fra start til slut. Det er sjældent det sker.

Ikke alene var det en spændende historie, med et emne som så ofte før er blevet berørt: krig, de fysiske og psykiske mén soldater vender hjem med og diverse problemer i privatlivet, eftersom det berører hele deres netværk når de er udsendt og vender hjem i stumper og stykker.

Men denne film tog røven på mig – ikke alene var det en virkelig æstetisk flot film, der på en eller anden måde formår at vise hvordan to forskellige verdener kan forenes. Vi taler klassisk ballet møder rendyrket dansk brun sovs og kartofler – tilsat to ret fantastiske skuespillere, der virkelig er castet til perfektion i de to roller. Den handler naturligvis om kærlighed, det er klart – men ikke lige så meget som den handler om udholdenhed og en kæmpe ja-hat man slet ikke er klar til at tage på.

Langt de fleste af os har ofte stået i situationer der kræver udholdenhed. Det tror jeg ingen kan undgå. Det kan være helt specifikke ting – udholdenhed dækker over meget. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på bjergbestigninger og Tour de France. Men jeg kommer også til at tænke på, hvilke situationer jeg selv har stået i, og også inden for det sidste års tid. Tror ikke jeg har oplevet at skulle være mere udholdende end jeg har været det sidste år. Og det er endda over rigtig mange ting. En af de ting der har været aller vigtigst, det har været det med at sluge kameler og lægge virkelig, virkelig mange kræfter i at beholde et godt forhold til Alfreds far.

Fra det øjeblik man bliver udsat for den belastning at bryde en lille familie op, så er det næsten en af de ting der er vigtigst at huske. At der i kølvandet på alle de sårede følelser, bitterheden og skuffelsen også kommer en tid – ja, faktisk et helt liv efterfølgende, hvor man skylder sig selv, sit barn og hinanden at have et godt forhold.

Det synes jeg er lykkes. Jo da, der har været tidspunkter – og de vil blive ved med at komme – hvor det kan være rigtig svært. Men hold op, det er godt nok vigtigt at kunne.

Det er et vanvittigt godt match, at sætte Cecilie Lassen og Mikkel Følsgaard sammen. De to bærer virkelig filmen, og de gør det virkelig absurd godt. Filmen rammer virkelig så mange følelser og man sidder bare i stolen og lader sig rive med af den her ret fine kærlighedshistorie.

Filmen, De Standhaftige, er, som jeg tidligere nævnte, virkelig flot. Og med det mener jeg, at man får stillet en masse behov undervejs. Man lader sig rive med af det smukke i den klassiske balletverden hun introducerer ham for, og man lader sig berøre af hans verden, fordi den er så velkendt. Kontrasterne er store, men filmen formår virkelig at smelte to helt, helt forskellige verdener sammen til en rigtig fin historie om underlig kærlighed og man hepper på dem og sidder bare og venter på den der fantastiske happy ending.

Så vil kun opfordre til, at man tager en favorit-person (gerne en der vil holde i hånd) under armen og læner sig tilbage og tilbringer en formiddag, eftermiddag eller aften med en god film, der med garanti efterlader en med sommerfugle i maven over hvor fantastisk, det her koncept kærlighed også kan se ud.

Se traileren her 🙂