‘Du plejede at være min yndlings-blogger, men så…..’

Åh, jeg ved ikke om jeg bliver lagt for had ved at udgive dette indlæg.. Men det må stå sin prøve alligevel.

Jeg synes i hvert fald at det er værd at tage op.

Allerede fra første færd, i denne her blog-verden, stiftede jeg bekendtskab med kritik – eller velmenende råd fra jer læsere. Nogle gange har jeg taget det med høj pande – andre gange har det næsten kostet lysten til at skrive et eneste ord ned. Det kommer lidt an på humøret og motivationen.

Sådan rent praktisk, er det altid kommentarer eller mails der går på at folk er skuffede over indholdet, manglende indhold, nysgerrighed der ikke bliver stillet eller noget helt tredje. Kort sagt: Manglende evne til at leve op til de forventinger der ligger på den anden side. Jeres forventninger.

Denne side har altid handlet om mig – mit liv om de personer der er i det. Til tider har det været svært at manøvrere rundt i – og det er det også nu. Flere af de mennesker der har været en del af bloggen, er det ikke længere. Og ønsker heller ikke at være det. Og det respekterer jeg. Ergo har jeg også måtte revurderer om min blog overhovedet kunne overleve så stor en omvæltning. Og det kan den godt! Men det tager tid – og det kræver overvejelser – og det kræver også at jeg har taget mig tid til at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det hele an.

Hele blog-mediet er vokset gevaldigt siden jeg startede. Langt de fleste af de blogs der eksisterede dengang, var uden banner annoncer, uden sponsorerede indlæg og uden andre former for reklamer. Sådan er det slet, slet ikke længere. Og mens bloggerne har omfavnet de muligheder og den udvikling mediet har båret med sig – så er vores læsere blevet udsat for en masse reklame. Nogle bloggere er sindssygt gode til at gøre opmærksom på, at der er tale om reklame – andre er ikke. Kort sagt, så er det også en kæmpe jungle at finde rundt i. Altså hvordan man overholder de regler der er. For somme tider ved de mennesker, der laver reglerne ikke engang hvordan de skal overholdes når det kommer til stykket.

Min blog har aldrig haft et kommercielt udgangspunkt til at starte med – men jeg har omfavnet udviklingen, hvilket også betyder at der er store og flashy reklamer øverst og nederst og alle vegne. Der er også sponsorerede indlæg herinde, og det vil der blive ved med at være. I hvert fald hvis folk stadig har lyst til at bruge min blog til den slags.

Der hvor jeg fejler, er når jeg går død i selve bloggen. Når antallet af reklamer overdøver bloggens oprindelige intention. Og det er jeg udemærket klar over at det sker nogle gange. Det er mig der skal lære at balancere.

Der hvor jeg tager mig til hovedet og bliver vemodig, det er når læsere skriver til mig at de er skuffede. Over indholdet – sponsoreret eller ej. For jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal stille op med den information? Hvad er det jeg skal stille op, når en fremmed person fortæller mig at hun er skuffet over MIG? At hun fortæller mig, at det jeg skriver i et indlæg er et forsøg på at ‘click baite’ mig til penge og visninger? At hvis jeg skriver, at jeg har brug for at logge af et par dage, fordi jeg er træt – og at jeg så i mellemtiden har fået til opgave at stene en streaming-tjeneste (sendt som en fucking gave ovenfra) at så er det bare løgn det hele?

Ordet ‘reklame’ klinger SÅ negativt i læsernes ører efterhånden, at alle naturligvis tror at sponsoreret indhold bygger på en kæmpe løgn. At når man skriver om noget, så er det automatisk en købt anbefaling, hvor bloggeren er til salg og kun skriver om det fordi vi er nogle uægte og uærlige mennesker der kun vil tjene penge.

Vi har levet med dagblade og magasiner i årtier – og vi har være udsat for SÅ meget skjult reklame at det næsten ikke er til at fatte. Og med glæde betalt de 50-70 kr det kostede, for et knitrende magasin, hvor 50 % af indholdet var annoncer. Jeg er ret stolt af, at langt de fleste bloggere i DK gør deres überste for at gøre alle opmærksomme på, at der er tale om reklame. Ville ønske man kunne sige det samme for magasinerne. Men der er ingen der sender hademails eller lægger sure kommentarer hos dem, hver gang mode eller skønhedsredaktørerne er blevet forkælet med et væld af produkter (fra virksomheder der gerne vil have deres ting vist frem) til inspirations-siderne, og glemmer at skrive at produkterne nu står eller hænger hjemme i deres skabe, vel?

Jeg kan sige, med hånden på hjertet, at hvis der er tale om gaver, betalt indhold eller andet her hos mig – så skriver jeg det. Og jeg er ikke kreativ med formuleringen. Derfor skriver jeg ordet ‘REKLAME’ øverst i mit indlæg. Har gjort det længe – har dog ikke været tilbage i arkiverne – for retningslinjerne er blevet sat for alvor indenfor det sidste års tid. Og derfor markerer jeg alt der bare lugter af reklame som reklame. Uanset om det er betalt eller om det handler om at jeg har fået et par gummistøvler til Alfred.

Men bare fordi der står ‘reklame’ øverst i mit indlæg, så betyder det altså ikke at indholdet er en løgn nogen har kunnet købe sig til.

Så ENOUGH med kommentarerne og mails’ne om at jeg skuffer. Det skal være rart at læse min blog – det er mit ansvar, og det arbejder jeg på. Men det skal også være sjovt for mig at gøre det. Deal?