Det er dyrt at være voksen.

Sponsoreret af Ferratum

Det er som sådan ikke første gang, at jeg har berørt emnet økonomi på bloggen.

Faktisk har det emne været oppe at vende en håndfuld gange. Både når det kom til hvordan det nu lige hænger sammen, at man kan tjene penge på sin blog. Men jeg har aldrig rigtig været interesseret i, at udlevere informationer om min egen privatøkonomi. Ikke her på siden, i hvert fald. Så da jeg fik en opringning fra en af medarbejderne hos Bloggers Delight – om jeg havde mod på at skrive om økonomi, der skulle jeg altså lige tygge alvorligt meget på det. For hvis jeg skulle dele min historie – og sætte fokus på økonomi, så skal man altså lige have både hoved og mavefornemmelsen med i det.

Som flere af jer sikkert kan erindre, så har det der voksen været lidt af en kælling i min lejr de sidste par år. Livet har i dén grad serveret udfordringer en masse! Og den lidt mere usynlige del af livet, det er penge. Man kan ganske enkelt ikke undvære dem. Der skal mad på bordet, gas på komfuret, elektricitet er også en rar ting at have. Telefon, internet, forsikring, tøj på kroppene, andelslån, husleje, tandlæge, medicin – jeg kan blive ved!

Og folk har været så skide søde, når de har sagt at man da sagtens kan leve af at blogge. Det sjove har dog været, at dem der oftest kommer med den konstatering ikke er alene-mor og single. Det betyder, at jeg står med alle udgifter selv. Det er mig der skal hive alle moneterne ind hver måned. Og det er langt fra altid det er lykkedes.

Så længe jeg kan huske, så har det været en regelmæssig ting, at jeg har måtte vælge lidt i, hvem eller hvad der skal have mine monies denne her måned. Og det har taget mig lang tid at vænne mig til, at det ikke er en fiasko at være bevidst om hvad man bruger sine penge på. Det er ikke en fiasko, at mit barn ikke har Ver de Terre overtøj eller ekstremt dyrt fodtøj. Jeg køber alt hans tøj brugt, i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder. Hvis han akut mangler en god basisgarderobe – hvilket er tilfældet nu her, hvor han naturligvis er vokset ud af ALT, så er det et smut i H&M.

Når det kommer til mor her, så har realiteterne bare været, at der ikke er rum i budgettet til at shoppe noget som helst. Hvis der har været enkelte huller, så har jeg sørget for at købe et par gode sko, en varm trøje og andre absolutte nødvendigheder som strømper og undertøj. Jeg har også udnyttet sommerens mange loppemarkeder, fordi jeg ved at der er masser af gode ting at komme efter, til få penge. Hos mig der lever vi ikke et liv, hvor vi ‘bare’ lige tager en tur i Zoo. Eller i Tivoli for dén sags skyld. Ville elske at tage Alfred med i biografen – men jeg kan lyn hurtigt regne ud, at det ville koste hvad mad koster for en hel uge. Og så må man ty til fantasien og lave hjemmebiograf, med Netflix og popcorn.

Har naturligvis dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan tage Alfred med på ferier og tage på dyre udflugter, men han er heldigvis et taknemmeligt barn, der egentlig er tilfreds med de helt basale ting. Og man skal heller ikke undererkende, at han er ligeglad med om hans nye legetøj er købt til fuld pris i en butik, eller om jeg har fundet en pose fuld af LEGO i den lokale genner til 15 kr. Glæden er den samme.

Min personlige holdning er, at snak om penge ikke hører hjemme i børnehøjde, men jeg prøver nu stadig at lære ham om begrebet. Som når han plager om de dyre ispakker og han får et nej, så fortæller jeg ham, at man kan finde is der er meget billigere et andet sted.

Nu har jeg jo fået mig et job, hvor jeg er et par gange om ugen, så det skaber lidt mere stabilitet i hele det her selvstændige liv. For livet som selvstændig betyder altså, at ens indtægt kan variere enormt meget. Det er nogle gange svært for andre at forstå, at man ikke bare lige hopper ind i en taxa, hvis man skal fra A til B – man er nødt til at overveje hvad man bruger sine penge på. Det er også derfor det er yderst sjældent at jeg spiser ude. Og hvis jeg gør, så er det fordi jeg er blevet inviteret. Og mine indkøb er nøje overvejede, for der er ikke plads til impulsshopping på Irmas dyre hylder. Jeg benytter mig gerne af takeaway, både når Alfred er hos mig og når jeg er alene. Men det er kun fordi det kan forsvares. Min lokale her i Sydhavnen, har et kæmpe menukort når det kommer til asiatisk mad. Og for 55 kroner, der kan jeg få en thai ret for 55 kr. Den udgør aftensmad og frokost dagen efter. Har heller ikke de store udgifter til mad halvdelen af tiden. Det er mest når Alfred er her, der skal købes lidt ekstra ind. Men igen, han er et taknemmeligt barn, der stadig synes at havregrød med smør, kanel og honning er the shit. Og vi er så heldige, at der er varm mad på frokost menuen i hans børnehave.

Og han spiser efterhånden de ting der bliver serveret herhjemme!

Min mor har været en stor, stor hjælp når lokummet brænder. Men som jeg fortæller nu, og også har sagt til hende, så kunne jeg aldrig finde på at bede om hjælp til det økonomiske, bare fordi jeg gerne vil have et par nye sko. Det er helt basale ting.

Kunne heller aldrig finde på at tage et lån for at købe en dyr taske.

Jeg forsøgte faktisk at ansøge om et hurtigt lån for nogle måneder siden. Fordi jeg var landet i en knibe, hvor regningerne havde hobet sig op og jeg var millimeter fra at blive sat på gaden. Min bank havde sagt nej. Og jeg var ikke kreditværdig nogensteder overhovedet. Hvad fanden gør man så? Stiller sig ud på Istedgade og deler blowjobs ud?

Den sidste idé blev, at jeg bad jer læsere om hjælp. Og jeg fik den. Jeg blev ikke rig – men jeg fik muligheden for at have tag over hovedet – jeg kunne betale de regninger der lå og skreg på mig hver eneste nat. Jeg fik luft til at søge jobs og komme tilbage på sporet. Alt er stadig stramt – og jeg er stadig ikke sikker på, at jeg kan betale alt der skal betales når en ny måned starter. Men vi lider ingen overlast. Der er toiletpapir til røven, og der er varmt vand i hanerne.

Men det er ikke alle der har en blog og et stort netværk. Og uforudsete udgifter, de kan altså smadre ens sjæl, hvis man i forvejen lever ret skrabet.

Ferratum kan tilbyde lån til f.eks uforudsete udgifter. Men de deler ikke bare ud som var det fredagsslik til Disney sjov. Man skal være fyldt 23 år, før man kan benytte sig af deres tilbud. Den årlige rente er høj, men man kan vælge at betale det ud hurtigt. Der er en langt større gennemsigtighed på deres hjemmeside der gør, at man ikke pludselig står i en situation, hvor man ikke lige har læst dét med småt. Læs ALTID dét med småt. Hjemmesiden er desuden rigtig nem at navigere rundt i. Der er ikke så meget pis dér.

Fordelen ved et forbrugslån (der ikke handler om tasker, men om ren og skær overlevelse) er, at der er hjælp at komme efter, når den uforudsete regning dukker op. Man kan låne fra 1.500 kr og op til 15.000 kr. Man kan tjekke anmeldelser af Ferratum ud HER. (Trustpilot)

På deres Facebookside, kan man følge med på løst og fast – og de har været så gode at lade mig opfordre jer til at like deres side – mod at de donerer 10 kr til UNICEF pr. like.

Jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne – men jeg ved også, at der sidder nogen derude, der kæmper de samme kampe som jeg gør. Og jeg kunne sagtens have taget et lån hos dem, da lokummet brændte – men jeg kendte ikke til deres eksistens på det tidspunkt. I do now.