Når det regner….

Det pisser ned udenfor, så jeg har udskudt samtlige ærinder hele dagen – det er bare ikke særlig tillokkende, at hente toiletpapir og vaskemiddel, hvis prisen for det er at blive våd fra top til tå. Desværre siger min vejr-app, at der er 80 % risiko for regn resten af dagen. Great. Lad os bare sige at det der sommer, det ikke helt var noget vi mærkede ret meget til i år.

Men med regn kommer også muligheden for at geare lidt ned. Man kan med god samvittighed blive indendøre og sætte en knitrende plade på. Lav en kop te. Se en god dokumentar. Hvilket jeg har haft gang i dag. Har sat ‘Venus – Let’s talk about sex på, og den er egentlig meget interessant. Kvinders tanker om sex – om deres forhold til deres egen krop. Hele møllen.

Ville jeg ønske at der havde været en bredere vifte af typer i den? Ja, klart. Mængden af flippede tøser med tyrering i næsen distraherer mig. De ligner stort set alle sammen at de lige er stoppet på efterskole. Så – eneste ønske ville have været en bredere casting. Måske endda flere kvinder over 30. Her stopper brokken så også. For i virkeligheden var det ikke så slemt. Det interessante er jo hvad der bliver tænkt og hvad der bliver sagt. Ved ikke om jeg selv ville være så modig som nogle af kvinderne i dokuen er. I hvert fald var en håndfuld af dem seje nok til at smide tøjet i én god sags tjeneste. Og det var helt rart at få lov at se ujævne bryster og bolle-håndtag. For indrømmet, dem har de fleste af os jo.

Deres ærlighed omkring noget sårbart, det er virkelig fedt at opleve. Især fordi vi virkelig lever i en verden, hvor vi burde være mere frigjorte end nogensinde før – men som mange af pigerne i dokumentaren også påpeger, så er der stadig en del løftede øjenbryn at hente, hvis man deler lidt for meget ud til højre og venstre. Vi skal have så meget styr på vores liv, og alt skal se så pænt og ordentligt ud. Og så tror da fanden at man holder igen med at fortælle sandheden, når ens venner eller veninder (eller ens mor) ringer og spørger hvad man har lavet på det seneste. Så siger man jo bare, at man har været på arbejde og vasket tøj. Men i virkeligheden er man lige kommet hjem fra en date og ligget med benene i vejret.

Alexandra fik for nyligt en del høvl på sin blog, fordi hun har skrevet nogle indlæg om samme emne. Og det var åbenbart for meget for nogle. Og det kan jeg sådan set godt forstå. Men hvor er det dog rart, at man kan få lov at læse om andet end puttetider og om hvordan det går med ungerne i børnehaven.

Ved godt, at emner som dick-pics og slutty opførsel på Tinder ikke naturligt hører hjemme på en mommyblog – men der ligger jo en hel del bag sådan et forum. Folk havde nok også synes det var sært, hvis hun pludselig var begyndt at skrive om jagt og heste. Men som den sexede type hun er (altså forstået på den måde, at hun er ung og spændstig og ret flot og sjov og klog) så ville det jo være underligt, hvis hun levede i totalt cølibat og aldrig skænkede sexlivet en tanke. Men det er nu heller ikke så meget dét kommentarerne går på. Det var vist bare for meget af det gode, at det handlede om de lidt mere (nægter at kalde det for ekstreme) lad os kalde det for dyriske ting. De helt primitive lyster folk heldigvis stadig er i besiddelse af, når livet skal leves fuldt ud.

Min mor og jeg talte i telefon forleden. Og det er sjældent at vi taler i telefon om morgenen. Men jeg lider af telefon-demens nogle gange. Får sagt, at jeg lige ringer senere, og så glemmer jeg det igen. Især med min mor. Og oftest er det fordi at en telefonsamtale med hende den sjældent varer under en time.

Vi talte om, hvordan vi begge to er kæmpe b-mennesker. At vi først rigtig føler at vi lever sent på dagen. Så hun spurgte da også hvorfor jeg var så tidligt oppe, når nu Alfred ikke var hos mig den dag. Så jeg sagde, at jeg lige var kommet hjem. Så snakkede vi lidt videre, og efter lidt tid, så spurgte hun hvor jeg da havde været henne, siden jeg lige var kommet hjem klokken 8 om morgenen.

Så jeg fortalte at jeg havde været på en date langt ude på Amager, og at jeg var en anelse træt. Og at jeg nok hellere lige måtte tage mig en lur inden jeg skulle møde på arbejde kl. 14.

Ergo faldt snakken på alt det der dating. Det skal lige siges, at jeg har et ret tæt og ærligt forhold til min mor. Især over telefonen, da vi er langt fra hinanden rent geografisk. Og tror ikke der er en eneste ting jeg ikke kan tale med hende om. At der så er ting jeg gerne vil skåne min mor for, af detaljer om min omgang med det modsatte køn, dét er én ting. Og i øvrigt så udleverer jeg sjældent intime detaljer.. Men det vi til gengæld snakkede en del om, det var dating-kulturen anno 2017 versus dating for 25 år siden.

Og jeg sværger. Det var en priceless samtale. For vigtigt at nævne, det var jo at min mor stadig er min mor. Og at hun på sværs af to broer og en helvedes masse kilometer, stadig godt kan blive lidt mor-agtig. På den der ‘PAS NU PÅ DIG SELV’.

For hun, tror jeg, har nok lidt svært ved tanken om, at man sagtens kan troppe op hos folk man aldrig har mødt før. Alarmerne på ringe, for hun sagde: ‘hvordan kan du være sikker på, at du ikke møder en eller anden psycho, der fyrer rohypnol i din vin og spærrer dig inde i sin kælder’?

Tja, det er jo et godt spørgsmål. For det kan man jo aldrig. Ligesom man heller ikke kan vide om de har en kvælerslange i køkkenet eller bare hører lidt for meget Rasmus Seebach. Min mor spurgte ind til hvilke forholdsregler man så kan gøre sig. Og f.eks kunne jeg aldrig finde på at tage et sted hen, uden at fortælle Emilie om hvor. Og jeg sørger for at tjekke ind i løbet af aftenen. Som i ‘Alt er godt’. Eller ‘Fuck, det her er akavet. Kom og red mig’. Det sidste har jeg heldigvis aldrig oplevet. For ærligt talt så sørger jeg for lige at tage pulsen på de her mennesker inden jeg mødes med nogen. Både fordi det virkelig er spild af tid (og grooming) at dukke op et sted og der så bare ingen kemi er, og også fordi charmen lidt går af det, hvis man ikke har noget at snakke om.

Har heldigvis kun oplevet få gange, at jeg ikke havde lyst til at være i selskabet. Og så må man bare være ærlig og sige ‘Beklager. Men jeg føler den ikke lige’. Og så køber man en kebab med på vejen hjem, og så er aftenen ikke spildt.

Men grunden til at jeg skriver om det her nu, det er fordi min mor har været sammen med den samme i 25 år nu. Og guess lige engang hvordan de mødte hinanden? Tinder anno 1992. Og dengang foregik det under lidt andre forhold, men konceptet er jo det samme. Bortset fra, at der dengang ikke fandtes apps hvor man bare kunne bladre gennem et sandt kødkatalog af dårlige selfies og random oplysninger.

Nope. Der var ingen billeder. Kun hardcore beskrivelser, som SLET ikke ville kunne fungere helt på samme måde i dag. I øvrigt fortalte min mor også, at man lige skulle lægge godt 600 kr for at få sin beskrivelse med i den brochure som firmaet tilbød. Så blev det sendt ud til de håbefulde på den anden side. Og hvis man passede ind i hvad hinanden søgte, så blev man den heldige ejer af hinandens fastnettelefonnummer. Så på en måde har tingene udviklet sig – og så alligevel ikke. Jovist – det er blevet langt mere overfladisk. Man tager udgangspunkt i billeder og meget korte tekster. Og så er det gratis. I hvert fald de gængse apps som Tinder og Happn.

Så det skete i de dage, dengang i 1992 at min mor og hendes mand begyndte at have de her lange samtaler om aftenen når vi var lagt i seng. Og jeg må sige, at jeg på ingen måde kan erindre at min mor var på jagt efter en mand, indtil han kom til min 8-års fødselsdag. Og nu har de været sammen i lige så mange år jeg kan huske.

Så det er nu meget rart at have en mor, der godt kan forstå lidt af hvordan det hele foregår. Ikke at hun var specielt imponeret, da jeg fortalte hende at jeg altså havde tænkt mig at flyve til Schweiz og besøge én jeg aldrig havde mødt. Og hun var heller ikke videre entusiastisk omkring den gang jeg besøgte ex-con’en ude i Nordvest. Men som jeg jo engang kunne berette, så kan det snildt tage lige så lang tid at tage busserne fra Sydhavnen til Amager, som det tager at flyve til Zürich.

Og jeg har sgu været så kedelig i alle mine 20’ere…. Og man skal da for fanden gøre de ting der gør én glad. Også selvom det ofte er kortvarige bekendtskaber. De erfaringer jeg har fået med mig de sidste par år – dem ville jeg ikke have været for uden. Nogle gange har det gjort naller – for sådan er det med mennesker. Sådan er det i øvrigt også med venskaber. Sådan er det med alt hvad vi foretager os. Jeg har drevet enkelte til vanvid, og andre har gjort præcis det samme med mig. Man bliver både klogere, dummere, svagere og stærkere. Og det er vel i virkeligheden noget af det fine og særlige ved at være i live. Ik?