I’m still here!

Så gik der lige en rum tid hvor jeg ikke har tjekket ind. Det beklager jeg.

Men nogle gange så sker der så meget ude i det virkelige liv, som gør at man ikke bare sådan lige sætter sig ned ved tasterne og krænger det hele ud.

Battler lidt med alt det der selv-censur – ved ikke helt hvordan jeg skal manøvrere rundt i det – og så længe jeg er i tvivl, så er det nok bedst at jeg ikke råber op omkring alle de ting der sker i mit liv lige pt. Prisen for at have delt inderste tanker og problematikker blev jo ganske enkelt for høj. Og jeg har på alle måder skulle forsøge at stable et solidt fundament på benene igen. Sluge kameler i massevis. Prisen for at være ærlig og fortælle om de lidt mere sårbare sider af livet (som jeg ellers med stolthed har gjort) betød bare, at det var ekstra brænde på bålet i privatlivet.

Hvem skulle også have vidst, at de underretninger der kom min vej, de bare banede vejen til, at man pludselig lander i noget så usselt som Statsforvaltningen. Så må på den mest sarkastiske måde sige tusind tak til de tre anonyme mennesker. I har virkelig gjort livet let og dejligt når det kommer til hele situationen. Ikke kun for mig – men også for resten af den familie-konstellation vi forsøger at få til at lykkes. Al den uro og utryghed det skaber, når folk udefra ‘blander’ sig, det kan have massive konsekvenser. Og de sidste par måneder er gået med brandslukning og ubehagelige konfrontationer.

Heldigvis så har jeg arvet min mors sind. Det følsomme menneske, introvert og dog. Indehaver af så stort et hjerte at man ikke fatter hvordan der er plads til det i en normal krop. Jeg har intet filter. Jeg føler alt – og jeg tænker enormt meget over de ting der bliver kastet min vej. Men med dét, der er der også et ukueligt menneske, som aldrig lægger sig fladt ned, hvis uretfærdigheden viser sit grimme, grimme ansigt. Jeg tager gerne slag efter slag, hvis jeg kan mærke at det er det rigtige. Sommetider tager jeg også slag, selvom det ikke føles rigtigt. Men aldrig mere end ét enkelt. Benefit of the doubt, you know.

Flere har sagt til mig, at de ikke forstår hvordan jeg stadig kan stå oprejst.

Men det er så simpelt i min verden. Jeg værner om dem jeg holder af. Også selvom de ofte kan være roden til en helvedes masse tanker og problemer. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft det rigtig svært siden min familie gik i stykker. Og at jeg har været et fucking vrag i perioder. Forsøgt at flygte fra alt ansvar med whatever der kunne lindre den smerte det er, når ens familie går itu. Har dog aldrig sværget til hverken coke eller heroin, ej heller netshopping eller cutting.

Næh, jeg er primitiv nok – så jeg gik naturligvis til min egen læge og sagde:

Der er noget helt galt. Jeg kan ikke sove, og jeg er begyndt at få de her anfald – og ærligt talt har jeg det som om jeg er ved at dø. 

Så spurgte han mig, hvornår jeg sidst havde sovet en hel nat. Det kunne jeg ikke svare ham på. For kunne ærligt talt ikke huske det. Men jeg kunne fortælle ham, at jeg faldt i søvn – men altid vågnede 5-6 gange hver nat – og aldrig sov til længere end kl. 5. På fucking slaget. Og på slaget 5, der vågnede jeg med kvalme, uro og utilpashed. Som ofte varede indtil om eftermiddagen,

Så snakkede vi lidt videre omkring andre ting, og jeg fik den obligatoriske test – den hvor man skal sætte hak-tegn ved en masse ting, så man på den måde kan finde ud af lige præcis hvor fucked man er.

Heldigvis har min læge arbejdet med psykiske patienter i mange år. Så jeg blev så lettet da han sagde at jeg slet ikke var kandidat til psykofarmaka – jeg havde bare brug for at sove. Og at mine panikangst-anfald skyldes manglende søvn og ydre omstændigheder.

Ergo lagde jeg mit mind-set om. Omfavnede at jeg havde brug for at tage medicin, der kunne få mig ind i den dybe søvn. For det er jo ikke for sjov at man benytter sig af søvnberøvelse som tortur. Til sidst stopper man med at eksistere. Og allerede den første nat kunne jeg mærke en kæmpe forskel. Mest fordi jeg følte mig tryg, da Phenergan ikke er vanedannende – og derfor anses som en kortvarig kur. Dernæst fik jeg ordineret noget, der kunne tage toppen af de anfald jeg havde af panikangst. Dem har jeg ikke haft så meget behov for, for jeg kan tage toppen af det meste ved hjælp af meditation.

Men tænk engang, at man ikke kan fortælle om den slags – uden at folk laver underretninger til kommunen. Der findes så utroligt mange mennesker der dealer med det her hver eneste dag – men det er kæmpe tabu at snakke om det. Og hvor er det bare ærgerligt. Især fordi, at jeg netop kan skrive under på, at der kan sidde mennesker ude på den anden side og sige ‘SÅ kan hun ikke tage sig af sit barn’.

Og så tænker jeg bare… der er forskel på at fornægte den virkelighed man sidder i – til at man så gør noget ved det. Det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv – og for Alfred og hele møllen omkring  – er at tage problemer alvorligt. Gå til lægen. Gå i terapi. Få løsnet op. Få sorteret mennesker fra, der alligevel mest bidrager med dårlige ting. Alle de ting har jeg gjort. Og jeg kan skrive under på, at det gør ondt at sortere mennesker fra. Det gør pisse ondt. Men når smerterne har lagt sig, så mærker man også, at ens overskud bliver langt større. Der er ikke nogen grund til at have mennesker i sit liv der dræner én.

Og sådan én har jeg også været. Så shoutout til dem der har valgt mig fra, fordi jeg ikke kun kom ind med gode ting. Sådan er verden nu engang indrettet. Vægtskålen skal helst være i vater det meste af tiden. Om det gør ondt? Ja, gu fanden gør det ondt!

Fremadrettet, så handler størstedelen af mit liv om at arbejde (har fået nyt arbejde, mere om det en anden gang) og så handler det om, at værne om alt der gør det hele værd at være. Jeg kigger mig ikke længere tilbage og lader fortiden fylde. Min lille verden handler om, at Alfred skal have det godt. Det handler om at glæde sig over, at hans far har skabt en dejlig base hos sig – og jeg har min base her. Det handler om, at kommunikationen som familie skal kunne fungere, og så handler det om at fylde alle huller ud. Nogle gange betyder dét, at jeg ser Dexter to dage i træk – non stop. Andre gange tager jeg på en Tinder-date. Men intet, INTET er uden værdi, når blot man vælger sin tid, ens verden og ens udskejelser med omhu.