Hvad jeg har lavet i dag, og noget om penisser.

Naturligvis har jeg lavet det jeg skulle. Læst korrektur og sådan. Og da jeg fejrede det med et frikvarter på DR.DK – så var der pludselig gået halvanden time med at se en dokumentar. Om en gut, der gik viralt på Youtube.

Han havde mandet sig op til at fri til sin kæreste. Et meget offentligt sted. Nærmere betegnet i en fuld sal, på storskærm. Til et sportsevent. Live.

Der bliver zoomet ind på dem, og han går nervøst ned på knæ – og hun kvitterer med at tage sin taske og løbe væk.

Efter over 10 millioner views på Youtube, kommer det frem, at en af hendes grunde, til ikke at ville gifte sig med ham, er fordi hun ikke er tilfreds med størrelsen på hans penis.

Episoden sender ham her gutten ud på en rejse jorden rundt, hvor han undersøger alt hvad der undersøges kan, i forhold til størrelsen på tissemænd – og i øvrigt også hvad man kan gøre for at gøre den både længere og tykkere. Kort sagt så udsætter han den stakkels penis for stort set alt hvad der findes indenfor vakuum-udstyr, indsprøjtninger og når desuden også lige at udøve en gammel traditionel kunst, hvor man løfter vægte med det stakkels vedhæng.

Naturligvis opgiver han til sidst – og ender med at indse, at problemet nok ikke er, at hans pik er for lille – men at hans kæreste nok egentlig bare var en kost.

Trust me – jeg kender ikke nogen kvinder der ikke har talt om penisser i sociale sammenhænge med andre kvinder. Men jeg har sjældent hørt nogen sige, at de har dumpet en mand, fordi der manglede et par centimeter her og der. Og hvis jeg lige skal svinge min egen mening med ind her, så har jeg altid haft det sådan, at så længe den kan bankes hårdt nok ind til at det gør en smule ondt, så er jeg tilfreds.

Han er i øvrigt på en date til sidst i dokumentaren, hvor han spørger hende, om hun har lyst til at se ham igen. Og hun forklarer ham enormt pænt, at det vil hun faktisk rigtig gerne – men at hun faktisk ikke gider høre om den der tissemand mere.

Altså, nu er jeg jo ikke selv indehaver af sådan én, men jeg stifter dog jævnligt bekendtskab med én i det daglige. For jeg har trods alt en 4,5 årig yderst kropsinteresseret fyr rendende rundt 50 % af tiden. Og vi har vist altid dyrket det med at være rummelig og forstående herhjemme. Især når det kommer til kroppen. En lort hedder en lort eller en pølse – man må faktisk selv vælge. Alfred har et ret stort ordforråd, og derfor har det været en kunst at forklare ham, at man kan bruge de samme ord om noget forskelligt. F.eks forstod han ikke helt, at en pung også kan være noget man smider sine penge i. For han havde da aldrig penge i sin pung. Og med pung, der mente han naturligvis testikler – men det er nu lidt et sværere ord.

Jeg glemmer aldrig den dag det gik op for mig, at børn bliver større – og at i takt med at de bliver større, så følger der en form for ansvar med der hedder: lad de små!

Som den morgen han vågner, og med julelys i øjnene hiver underbukserne ned og udbryder:

‘Årh se, mor! Se lige hvor stor den er! Dén får jeg ALDRIG ned igen’.

Og jeg havde ikke engang fået kaffe endnu, så jeg var totalt handlingslammet i et par sekunder, hvorefter jeg egentlig bare siger: ‘Ja, den er godt nok stor lige nu, hva’? Og derefter spurgte ham om han skulle tisse.

Derudover har vi snakket lidt om, at hænderne ikke skal være i bukserne når vi laver mad, eller når vi spiser. Og det er jo kun det første skridt, tænker jeg. For jeg tror ikke heeeeeelt at han er nået til det punkt, hvor han udforsker sig selv for nydelsens skyld – det er mest af ren og skær interesse for kroppen. På samme måde som han interesserer sig for hvordan kroppen hænger sammen når man er dreng vs. pige. Ergo er det også derfor han stirrer interesseret på mig når jeg har været i bad. Og også spørger om, hvorfor mine bryster ikke ligner mormors.

Og så er det jo at man står i en værre pine – for skal man bare sige, at det er fordi mormor er dobbelt så gammel som mor, eller skal man kaste sig ud i et foredrag omkring hvordan det nu lige hænger sammen med det der tyngdekraft? Hvordan tilpasser man i virkeligheden informationer til små mennesker?

Her gik jeg rundt og troede, at min største udfordring ville blive, når han en dag kommer og spørger mig om jeg kan løse en ligning. Eller skal forklare ham hvordan grammatik egentlig hænger sammen. Heldigvis kan jeg hjælpe ham med sprog og diktat – og når det glipper, så er det da egentlig meget passende, at hans far har styr på både sprog og alt det matematiske.

Det slog mig bare, at jeg virkelig gerne vil være den der mor, der bare sender sin unge ud i verden – med en forståelse af, hvordan kroppen hænger sammen, samt at man har en respekt for det man er blevet tildelt. At man ikke behøver at lægge sig under kniven og gå fra en lille håndfuld bryst, til rigtig mange håndfulde, fordi man har det skidt med sig selv. Eller køber sig fattig i vakuum-pumper eller spænder sine kønsdele fast i en skruetvinge, fordi man har fundet ud af, at den krænger en smule til enten højre eller venstre.

Man må gerne rokere rundt på sin krop for sin egen skyld, men man skal dælme godt nok ikke gøre det for at gøre andre glade.

Så jeg kan vel egentlig bare gøre mit for, at han vokser op, og har det så godt i sin krop som overhovedet muligt.

*

Det er, og har været en udfordring for mig at skulle/skal sørge for, at man opfostrer et barn/menneske, der kan sendes ud i verden med en følelse af at intet er hverken rigtigt eller forkert. Og ja, jeg har da oplevet at man bliver stillet det spørgsmål, om hvorvidt alt nu er okay. Og da jeg er fan af ærlighed, så siger jeg stort set altid min mening. Men jeg har nu ærligt talt aldrig oplevet at jeg har været nødt til at lyve, når nogen spurgte mig om kaffen var god nok. Eller om pikken nu var stor nok og alt det der.

Faktisk lyver jeg enormt meget mere når det kommer til min kaffe. For hold FAST hvor har jeg bare fået meget dårlig kaffe i mit liv. Penisser, not so much.

Men jeg er nok ikke den bedste case når det kommer til den slags. Har aldrig mødt én jeg ikke kunne lide, men jeg har heller ikke mødt så mange af dem, når det kommer til stykket. Jeg ved bare, at det sjældent kommer an på hvordan mekanikken ser ud, men mere om hvordan folk formår at bruge den. Og det er en mentalitet jeg lidt håber ikke er en uddød race.

Men hvad ved jeg. Det var blot tanker, fra en dag hvor penisser tilsyneladende har fyldt mere end normalt.

Tissemands-fri torsdag i morgen, tænker jeg.

Sorry for manglende billede – men ved sgu ikke helt hvad der ville være passende lige nu?